Kvalitetstilsyn kigger på Vordingborgs lærerløse klasser

Undervisningsminister Merete Riisager har nu bedt tilsynet i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om at kigge på situationen i Vordingborg, hvor der ikke helt er lærere nok til alle klasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister skal se på Vordingborgs spare-skole 

"Det er naturligvis ikke rimeligt overfor eleverne og lærerne, hvis de ikke har mulighed for at få og give en god undervisning under de givne omstændigheder", siger Merete Riisager i et svar til Enhedslistens Jakob Sølvhøj.

På baggrund af en artikel i Folkeskolen i oktober har han spurgt, om "ministeren finder det acceptabelt og i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeskoleloven, hvis skoler systematisk planlægger undervisningen således, at der ikke altid er en lærer til stede i timerne, eller at klasser med tilsammen omkring 40 elever fast undervises sammen, fordi der ikke er ansat et tilstrækkeligt antal lærere til at sikre tilstedeværelsen af en lærer i timerne i alle skolens klasser".

"Det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at vurdere lovligheden af den pågældende måde at tilrettelægge undervisningen på, da det vil kræve nærmere undersøgelser af sagen, herunder at kommunen gives mulighed for at udtale sig i sagen", svarer ministeren.

Hun har altså nu orienteret Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om sagen. Riisager påpeger i sit svar, at artiklen i Folkeskolen rejser spørgsmål om reglerne for klasse- og holddannelse, om tilsynet med eleverne i skoletiden og om undervisernes mulighed for at kunne differentiere deres undervisning, så alle elever udfordres ud fra den enkeltes forudsætninger.

Skolerne i Vordingborg tildeles midler efter en model, hvor der skal sidde 22 elever i klassen for at udløse en lærer. Men alle kommunens skoler har klasser, hvor der ikke er 22 elever, og det betyder altså forskellige samlæsningsordninger, herunder at læreren må gå frem og tilbage mellem to klasselokaler og forsøge at undervise begge klasser på én gang.

Skoler har ikke råd til en lærer i alle timer