Solveig Bentsen stiller op til byrådet i Rødovre for Alternativet.

Lærer og kandidat griner med, når folk ikke tager Alternativet seriøst

Den politiske bevægelse Alternativet står overfor sin første kommunale styrkeprøve, når partiet i næste uge er at finde på stemmesedlen til kommunalvalget. Mød en lærer, der er kandidat hør, hvad alternativ skolepolitik går ud på.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man i september deltog i Rødovredagen i den københavnske forstadskommune kunne man blandt andet møde en kvinde, der dansede rundt iført grønt tyl og sang Love is in the air fra scenen på pladsen foran det lokale rådhus.

"Det er svært at være i et nyt parti. Folk har ret svært ved at tage Alternativet seriøst. Men en af vores mærkesager er jo humor, så jeg kan ikke andet end at grine med", fortæller Solveig Bentsen med et smil.

Foruden at være forperson for den lokale partiforening, er Solveig Bentsen også kandidat til kommunalvalget i Rødovre. Og hun er klar til at kaste sig ind i det lokalpolitiske arbejde, selvom det ikke er helt let for et nyt parti.

Gør ligesom 4000 andre lærere: Find kandidaten til dit skolesyn 

"Der er nogle ting, jeg lige skal lære. Når man snakker om folkeskolen, er der mange underliggende politiske dagsordener, man skal sætte sig ind i og man skal jo også forholde sig til, hvordan man vil finansiere en kortere skoledag og flere tolærerordninger", siger Solveig Bentsen.

Hun lægger sig dog let i slipstrømmen på Uffe Elbæks landspolitiske vision.

"Formålet for mig er at styrke den nye politiske kultur, hvor vi giver mere plads til at tale med hinanden. Og det gør man altså bedst hvis man sidder to og to eller i en rundkreds. Så kan de andre grine alt det de vil", siger hun.

Lærer og konservativ kandidat: Skolerne skal bestemme mere selv 

Opgør med nationale test og målstyring

Alternativet vil et samfund, hvor vi mennesker har mere tillid til hinanden og større frihed til at gøre tingene anderledes. Sådan skal det også være i den offentlige sektor, hvis det står til partiets lærerkandidat i Rødovre, Solveig Bentsen.

"Jeg oplever, at der er en manglende tillid. Der skal være mindre kontrol og frihed til skolerne. Vi skal have meget mere tillid til lærerne, til eleverne og til forældrene", siger hun.

Selvom Solveig Bentsen ikke er superoptimistisk med hensyn til, om Alternativet bliver valgt ind i byrådet i Rødovre, er hun klar med de skolepolitiske mærkesager.

Lærer og kandidat: "Hvor stiller det os, hvis der ikke engang er råd til bøger?" 

"Det er ikke nogen god udvikling, at man hele tiden fokusere på, at man ikke må lave fejl. Jeg vil gerne have et opgør med de nationale test og målstyringen, som er blevet trukket ned over skolerne. Jeg tror, at fokus på de her overdrevne tests og karakterer er med til at gøre, at nogle børn falder fra, fordi de ikke tror, at de er gode nok. Læringsmålsstyringen gennemsyrer det hele. Jeg er langt fra sikker på, at alle de her test og målstyring gør børnene hverken gladere eller dygtigere", siger hun.

En kortere skoledag er populistisk

Alternativet blev først stiftet, efter folkeskolereformen var vedtaget, og partiet er ikke en del af forliget. Hun er stærkt kritisk over for den måde, forligspartierne diskuterer reformen, her fire år efter den blev indført.

"Det er meget populistisk at ville have en kortere skoledag, fordi børnene er trætte. Jeg vil meget hellere tale om skoledagens indhold end om længden af den. De ting, der sker inde i klasselokalet", siger hun.

Lærer og venstremand: Generelt er man som lærer blevet meget presset på tiden 

Ifølge hende skal det i højere grad være op til skolerne selv at bestemme, hvilket indhold der skal være af undervisningen.

"Der skal være plads til, at skolerne kan træffe flere beslutninger selv, både med hensyn til skoledagens længde, lektiecaféer og andre af reformens elementer", siger hun og fortæller, at hun er stor tilhænger af de såkaldte profilskoler.

Solveig Bentsen arbejder med tiltag for at nedbringe fraværet blandt eleverne på Hendriksholm Skole, er 61 år og stiller op til byrådet i Rødovre. Alternativet stillede ikke op til kommunalvalget i 2013, men fik ved det seneste folketingsvalg 4,1 procent af stemmerne i kommunen.

I Folkeskolens kandidatprøve kan du se, hvad hun har svaret på 12 skolepolitiske spørgsmål og teste dine egne holdning op imod kandidaterne.

Læs mere

Solveig Bentsen i Folkeskolenskandidatprøve