I 1994 fik DLF lavet en undersøgelse af 'Det gode lærerarbejde', som var en temperaturmåling på, hvad lærerne vægtede højest i deres arbejde, og dermed en rettesnor for, hvad godt lærerarbejdsmiljø bør være.

Der var forskelle på mænd og kvinder og på yngre og ældre, men fælles var, at værdier som at have indflydelse, føle ansvar for sit arbejde, have gode kolleger blev vægtet højere end løn.

I 1996 fik DLF igen lavet en stor medlemsundersøgelse om 'At være lærer og medlem af DLF'. Den spænder vidt og kan ikke koges ned til få entydige konklusioner, men alligevel: Ønskelisten fra lærerne over, hvad der skal til for at få skolen, lærerarbejdet og folkeskoleloven til at fungere, har heller ikke løn som et af de første punkter. Og selv om de to undersøgelser måske ikke er direkte sammenlignelige, så ses en klar tendens til, at lønnen i løbet af de to år er røget længere ned på listen over, hvad lærere oplever som vigtigst i deres job. I 1996 var det klart ressourcer til skolevæsenet, efteruddannelse, fysiske forbedringer på skolerne, bedre materialer, der blev prioriteret som vigtigst, og det er stadig det, der råbes på.

Efter det første nej til Overenskomst 99's forhandlingsresultat sagde DLF's formand, at hun ikke var i tvivl om, at en meget væsentlig, måske den væsentligste, årsag til resultatet var manglende tillid til de kommunale politikere, der jo netop skal sikre ressourcerne til skolen.

Og hvor står vi så nu efter det knebne ja?

Jeg har godt nok hørt fra folk med overordnet kendskab til overenskomster og arbejdsmarkedsforhold og fra andre organisationer, at lærerne og DLF faktisk fik en god aftale i hus med fremtidssigte hvad angår lønnen, især et pænt løft på begyndelseslønnen for de forhåbentlig mange nye, der skal i gang.

Men hvad med alt det, vi faktisk vægter højere? Det får stadig ringere bevågenhed.

Jeg indrømmer straks, at min tillid til, hvor meget der overhovedet kan opnås ved de såkaldte frie forhandlinger, især på det offentlige område, kan ligge på et meget lille sted. Men alligevel. Næppe er resultatet vedtaget, før min og andre kommuner 'lykønsker' mig og kollegerne med lønnen, som de mener giver dem belæg for at give mig to lektioner mere om ugen, undlade at ansætte flere lærere til flere børn, ja nogle steder endda afskedige lærere.

Jamen, jamen, tænker man, har politikerne slet ingen ansvarsfølelse over for nuværende og især kommende skoleelever? Skal vi bare lade økonomisk kassetænkning tage over og putte flere børn i klasserne.

Til daglig tænker man: Gid håndarbejdslokalet ikke er optaget, når der er brug for grupperum. Gid kollegaen ikke har besat det ekstra bord ude på gangen. Gid naboklassen er på tur, så der er plads til lidt projektarbejde, og gid der er en ledig computer.

Pladsen til børnene svinder - og pladsen til arbejdsglæden?

Lad os håbe, at vi formår at holde debatten om nødvendige ressourcer hed - et varmt pust i politikernes til tider ret tykke nakker.

Det er ikke nok, at lærerne råber op, forældre må også protestere, men det er i hvert fald nødvendigt, at vi selv som lærere tager teten. Også selv om vi nu samtidig skal til at forholde os til personer og valg.

Pia Møller er lærer