Væk med »Heksefeber« og »Brødrene Løvehjerte«

Det er vigtigt, at dansklærerne kaster sig ud i den sidste nye børnelitteratur, mener cand. pæd. Ingelise Moos. Børnene færdes hjemmevant i den, men lærerne er usikre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børnelitteraturen har fået en plads i danskfaget. Tidligere blev eleverne undervist i voksenlitteratur, når de skulle lære at læse og fortolke litteratur. Men hvorfor er det vigtigt at læse børnelitteratur i skolen, og hvor ny skal den være, for at man med rette kan sige, at man underviser i nyere børne- og ungdomslitteratur?

»Hvis vi siger, at formålet med at læse litteratur blandt andet er at blive bedre til at kende sig selv og sin samtid, så er den nye børnelitteratur perfekt«, siger Carl Christian Rasmussen, formand for Danmarks Skolebibliotekarer og dansklærer for en 8. klasse. »Ny børnelitteratur beskæftiger sig jo netop med moderne børn og deres liv«. Han mener, det er vigtigt, at man underviser i børnelitteratur, der er udgivet inden for de sidste fem år. Den er nemlig kompleks på samme måde som de andre tidssvarende medier, børn benytter sig af.

»Computerspil er komplekse og bliver også mere og mere komplekse, og det gør den litteratur, der er skrevet for børn nu om dage, også«, siger C.C. Rasmussen. Når han taler om den komplekse børnelitteratur, tænker han blandt andet på de sidste nye udgivelser af Bent Haller og Louis Jensen, og Oscar K. hører også til i denne kategori.

Ingelise Moos, der er en af forfatterne bag den nye bog »Børnelitteratur i praksis« om litteraturen i undervisningen, mener, at den nye børnelitteratur kan defineres som litteratur, der er skrevet i elevernes levetid.

»Det kommer ofte bag på lærerne, for elevernes levetid er jo ikke ret lang tid«, siger hun. I en lang årrække har hun skrevet undervisningsbøger og bøger om børnelitteratur i folkeskolen, og hun synes, det er håbløst, at eleverne stadig læser en bog som »Heksefeber« i danskundervisningen.

»Det er stadigvæk en børnebogsklassiker, men når man læser den, er problemstillingen i forhold til nutiden fuldstændig forældet. Den har verdens mest vidunderlige indledning og afslutning, men det kan den ikke leve på. Så skal man læse den som en historisk bog fra 1970'erne«.

På spørgsmålet om, hvorvidt det skyldes, at skolerne ikke har råd til at købe nye materialer, svarer hun, at »selvfølgelig har det noget at gøre med, at skolerne ikke får skiftet klassesættene, men det er altså også sløvhed«.

Læreruddannelsen ruster ikke lærerne godt nok, mener Ingelise Moos:

»På professionshøjskolerne underviser de stadig i 'Brødrene Løvehjerte', som om det var det nyeste«.

Derfor er lærerne usikre, når de skal undervise i den nye børnelitteratur, mener hun.

»Lærerne ved ikke rigtigt, hvad de skal gøre ved den. Den er skrevet med åbne slutninger og i et billedsprog, som er fremmed for mange lærere, men ikke for børn. Børnene kan sagtens finde ud af det«, siger Ingelise Moos. Det er hendes erfaring, at lærerne bliver glade for at undervise i den nye børnelitteratur, når de bare lige får taget hul på det. Faktisk kan det være en fordel, når lærerne ikke har svaret på det hele.

»Så behøver de ikke at vide alt, og så lytter de også lidt mere til børnene«. |

Hold dig opdateret

På folkeskolen.dk kan du oprette dig som bruger og få mails med anmeldelser af den nyeste danske børnelitteratur, anmeldt af dansklærere ud fra en vurdering af, hvordan bøgerne kan bruges i en undervisningssammenhæng.

På fortaellingen.dk og hoest.dk findes guider til børnelitteraturen og blogs om børnelitteratur. Professor Torben Weinreich har også sin egen blog på torbenweinreich.dk. Desuden findes tidsskrifterne »Børn & Bøger« samt »Skolebiblioteket«. Ingelise Moos og Karen Vilhelmsen har for nylig udgivet bogen »Børnelitteratur i praksis« om børnelitteratur i undervisningen - læs anmeldelse side 36.

På Dansklærerforeningens dansklf.net kan man se web-tv om børnelitteratur.