Sprog og kultur

Island opretholder en fast forbindelse mellem fortid og nutid. Sprogpolitikken sikrer, at der dannes hjemlige alternativer til ord udefra, og kulturpolitikken er aktiv. Sagaerne lever i mange menneskers bevidsthed, ikke blot som pligtstof fra skoletiden. De moderne forfattere forholder sig til de klassiske, hvis temaer ikke er urørlige. Men det klassiske sagasprog har længe været betragtet som et klenodie, som ikke måtte befamles af nutidige tendenser til modernisering.

Nobelpristageren Halldór Laxness (1902-1998) genskrev i 1940'erne nogle af sagaerne med respekt for originalteksterne - men på nyislandsk. Det var nær gået galt. Hans enke fortalte mig i sommer, at Altinget nedlagde forbud mod en sådan udgivelse, men at domstolene måtte vurdere, at også disse tekster kunne bearbejdes. Postyret kan måske i første omgang overraske danske iagttagere, men kun til de erindrer, hvordan dele af pressen modtog de Kierkegaard-tekster, som to danske skoleledere teksttro havde gengivet på nyere dansk i den hensigt, at flere skulle få lejlighed til at stifte bekendtskab med denne interessante klassiker.

Sagen er, at nok kan islandske skoleelever læse sagaerne på originalsproget - så langsomt har skriftsproget ændret sig - men let er det ikke, ligesom det heller ikke er problemfrit for en elev i 9. klasse at tage fat på Kierkegaard.

Eleverne i Island har, som de eneste i verden, dansk som fremmedsprog i skolen. Indtil for nylig havde mange af dem fra små mødt sproget i 'Anders And og co.' Men for en halv snes år siden blev tegneserien oversat under navnet 'Andrés Önd' og en bastion for danskundervisningen faldt. Til gengæld steg interessen for dansk med tv-serien 'Matador' - og islændingenes varme sympati genvandt vi med overdragelsen af de islandske håndskrifter. De blev sendt op med skib. Titusinder stod ved kajen - ud af en befolkning på størrelse med Århus'. Det kalder jeg respekt for sprog og kultur.

Professor Higgins