Anmeldelse Uddannelsesvejledning
0   35

Dér, hvor det hele starter

Det kan være særdeles berigende at få sat nyt lys på ens vante tanker. Det er, hvad der er tilfældet i denne lille bog om mere lighed i uddannelse. Bogen er hurtigt læst; de tanker, den sætter gang i, er ikke sådan lige at slippe af med igen.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Fakta


Titel
Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Forfatter
Agi Csonka

Pris
49,95

Sider
80

Serie
Moderne ideer

Forlag
Informations Forlag

"Det ene direktørjob kan vel være lige så godt som det andet", lød svaret fra en af de drenge fra Herlufsholm, som i en radioudsendelse blev spurgt, om de kunne forestille sig at arbejde med rengøring.

Artiklen fortsætter under banneret

Det var den ene erindring, der slog ned i mig, da jeg lukkede Agi Csonkas lille værk af høj klasse. Den anden var Tove Ditlevsens strofe fra "Barndommens gade": "Møder du en med det samme blik, skal du vide, at han er din ven". Hvordan forcerer man en grænsebom?

Et eller andet sted ved vi jo godt, hvad Agi Csonka beretter om, men vi fortrænger det eller sludrer upræcist om det og kommer derfor til at agere ligeså: Klassesamfundet findes, uligheden i uddannelse findes - og det kræver en række passagekoder at krydse grænserne.

Det ved forfatteren om nogen, fordi hun selv har overskredet så mange som barn af ungarske flygtningeforældre, som barnebarn af en morfar, der var analfabet, og som elev i to vidt forskellige danske skoler, en sløv provinsskole og en hektisk københavnsk forstadsskole - begge steder med en høj grad af dansk indforståethed. Disse erfaringer fører både til en erkendelse af problemernes karakter og til et engagement, som det bør være umuligt at lade passere, selv om vi får et par artige eksempler på dansk og/eller akademisk og/eller kønsbetinget nedladenhed. I et markant efterord tegner Agi Csonka et billede, der får det til at stå lysende klart, at vores danske uvilje imod diversitet bestemt ikke bidrager til problemernes løsning.

Men hvad er problemerne så? Svaret er ret enkelt: At der til trods for et generelt øget uddannelsesniveau fortsat er en ulighed i mulighederne for, at alle kan "blive lige dét, de har evner til og aspirationer for". Men løsningerne kræver diversitet i indsatsen.

Derfor er det ikke befordrende, når man fra politisk hold anvender stigmatiserende termer som "negativ social arv", der næsten ikke findes, eller når man definerer den såkaldte restgruppe på omkring 20 procent som et udslag af social arv, eller når man forherliger den sociale mobilitet, der bidrager til et uddannelsessnobberi, som giver overproduktion af akademikere og skaber underskud af håndværksuddannede.

Derfor peger forfatteren på løsninger, der tager afsæt i en anerkendelse af de kulturelle udtryk, som klasseuligheden afstedkommer. I nogle hjem tales der sammen; man lærer at argumentere. I andre hjem gives der instrukser; man lærer at gøre det, der bliver forlangt. I atter andre, men få hjem udsættes børnene for manglende omsorg, også af sproglig art. Sådanne klasseuligheder afstedkommer læringsuligheder, og det er dem, de pædagogiske institutioner skal arbejde ud fra - startende i vuggestuen. Agi Csonka giver et væld af forslag til, hvad der kan gøres, men forholder sig også noget ukritisk til det, der så bliver gjort muligt i hverdagen.

Fra vuggestuen og op gennem systemet skal man vægte det sproglige samvær, som er kendetegnende for børns og forældres omgang med hinanden i de mest stimulerende klasser. Men hvordan skal en hverdag med minimalistisk normering og stramme styringsmål give plads til en meningsfuld samtale - og ikke blot til en formel opbyggelse af ord- og begrebsforråd?   

I skolen bør man give langt højere prioritet og status til de praktisk-musiske fag for at stimulere diversiteten i de unges uddannelsesvalg. Jeg noterer mig, at det musiske i bogen (desværre) anføres parentetisk, og som et af forfatteren Vagn Steens digte lød: "En parentes kan (ikke) bruges til noget". Men jeg ser også skolereformens pointering af de mange boglige kompetencer som et skridt i den skævvridende retning. Agi Csonka peger på de muligheder, som den understøttende undervisning og begrebet "den åbne skole" giver. Men hvis de væsentlige pointer, som bogen peger på, er en vej til uddannelsesdiversitet og dermed til øget lighed, så burde man måske nok kigge en ekstra gang på skolereformens vægtninger. Her savner jeg i allerhøjeste grad, at forfatteren ser på forholdet imellem undervisning og læring i skolen.

For i et interessant afsnit plæderer Csonka for at bistå forældrene i at vise deres børn de undere, som et sprogligt samvær kan føre til, og hvoraf læring er en del af udbyttet. Men den kulturelle kapital, som opbygges ved et sådant bidrag til, at forældrene kan udøve mesterlære og mindske læringsuligheden imellem deres børn og kammeraterne, er andet og mere end læring. For "familiens måde at spise, tale og være sammen på er dér, det hele starter".

Tak til Informations Forlag for en eminent serie af små bøger med moderne ideer. Og tak til Agi Csonka for at have begået en eminent en af slagsen!      


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

UU-vejledernetværket er for alle, der arbejder i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller interesserer sig for området. I samarbejde med UU-forum i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
91 andre er allerede tilmeldt