Ordet ansvar er ved at være godt slidt, fordi det næsten som "undskyld" er blevet en besværgelse blandt magtudøvere, der har kvajet sig og søger at få sagen lukket uden omkostninger. Men den går ikke blandt ansatte, der arbejder med mennesker i dagligdagen. "Åh, de mobber hinanden groft, og det er mit ansvar". Eller "Vi glemte sgu et par unger på lejrskolen. Og det er mit ansvar". Nej vel, den attitude er ikke gangbar, når man er ansat til at tage hånd om landets borgere - eller velfærdssamfundets klienter, som det nu hedder.

Derfor er det interessant og væsentligt, at tre forskere har sat sig for at undersøge, hvordan de mange reformer, som i de seneste år er rullet ud over den offentlige sektor, har påvirket og påvirker de ansattes ansvarlighed i forhold til opgaveløsningen. Undersøgelsen ser på de tre store offentlige sektorer: social-, sygehus- og uddannelsesområdet.

Man kaster sig ikke ud i at diskutere resurseprioriteringer i konkurrencestatsregi eller ønsker om opbremsning i udviklingstvangen, men ser fokuseret på udviklingen af reformernes indvirkning på de ansatte fagpersoners udvikling af ansvarlighed i relation til klienterne. Dette sker ud fra fem begreber: reformer, magt, mål, interaktion og ansvar.

I tre kapitler vurderes disse begreber, idet Lilli Zeuner, Rikke Schwartz og Merete Watt Boolsen ser nærmere på udviklingen af ansvarlighed i relation til henholdsvis magtens former, det personlighedsmæssige og sociale grundlag og overvågning gennem evalueringer.

Forfatternes interessante overvejelser munder ud i en konstatering af, at en rationalitetsteoretisk tilgang, der belyser udviklingen af de vanskeligheder, der opstår ved øget regelstyring, må nuanceres ved inddragelse af teorier, der har fokus på individuelle valg, der kan bidrage til, at de ansatte kan udforme deres eget univers for at tage det ansvar på sig, som de finder fagligt nødvendigt.

I tre kapitler behandles den sociale sektor, sygehusvæsnet og uddannelsessystemet. Der er ganske mange fællestræk i udviklingen, men også særforhold, der gør sig gældende - selv inden for samme sektor.

Jeg vil her koncentrere mig om resultaterne, der fremlægges omkring hovedvejen i uddannelsessystemet fra grundskole til universitet. Alle tre områder har gennemgået reformer; universitetet i 2003, gymnasiet i 2005 og folkeskolen i 2014. Spørgsmålet er, om de gennemførte forandringer er udsprunget af ønsket om effektiviseringer eller på baggrund af værdier og traditioner.

På alle tre områder har man ønsket at få mere for pengene, som det hedder med et politisk mantra. Men vejene til at opnå dette er vidt forskellige. På universitetetsområdet har man stort set holdt sig fra politisk indblanding i indholdssiden, men uddelegeret dette område til ekstern bestyrelse og rektor. Man har ikke villet diktere indholdet i det område, der producerer den viden, vi skal leve af. Effektiviseringen er først og fremmest sket ved at adfærdsregulere de studerendes optag på forskellige fag, og ved at deres reelle studietid afkortes.

Gymnasieområdet har fået et incitament til effektivisering ved indførelsen af selveje og taxameterbestemt økonomi, ligesom man siden har ændret og skærpet optagelseskriterierne. På indholdssiden har man ønsket et opgør med den traditionelle linjeopdeling ved fra politisk hold at beslutte regler for mere samspil mellem fagene og for et øget samarbejde mellem lærerne. Rektor skal administrativt sikre, at fagligt kompetente lærere samarbejder.

På folkeskoleområdet har målet for reformen været en højnelse af elevernes faglige niveau - og i øvrigt en inklusion af en væsentlig del af hidtil segregerede elever. Dette skal ske gennem indførelse af en længere skoledag, gennem et fagsamarbejde mellem lærere og pædagoger og ved en løbende og kontrollerende evaluering af elevernes faglige niveau. Ansvaret for opnåelse af reformens mål bliver defineret gennem medarbejdernes regelstyrede tilstedeværelse.

Som det ses, er reformindgrebene mere omfattende og detaljerede, jo længere vi bevæger os nedad i uddannelsessystemet.

Forfatterne vurderer, at en svækket mulighed for, at de ansatte kan udøve deres faglighed på en måde, der forekommer dem forsvarlig, kan svække ansvarligheden og føre til en minimalistisk indsats over for klienterne. Men de peger også på, at dette kan modvirkes ved at tage "udgangspunkt i den ansvarsfølelse, som allerede findes hos de ansatte". Der er lagt op til, at ordet ansvar kan genopstå som ansvar, hvis der skabes rum for fagpersonernes medspil.