Løgstrup begynder sine overvejelser i Opdragelse og etik med at henvise til den voksne elev, der søger modstanden, søger en autoritet, der kan overbevise ham med argumenter. Men, efterhånden bliver det klart, at han ikke er modtagelig. Han insisterer på den kurs, han er sat ind på, som er at ville sit eget.

Senere i artiklen vender Løgstrup tilbage til den voksne, der har sat sig selv uden for andre menneskers indflydelse, ja, uden for kulturen (og helt inde i den). Løgstrups tolkning af protagonisten i Rifbjergs Operaelskeren viser et menneske, der frem for alt ikke vil overraskes, og som derfor foregriber betydningen af enhver begivenhed, ytring og følelse, også hos sig selv.

Forskellen mellem eksemplet fra pædagogikken og eksemplet fra litteraturen ser ud til at være, at den voksne i undervisningen plaprer op og dominerer mens manden i operaen er tavs, da der jo ingen grund er til at tale eller føle noget, når man ved, hvad der er i vente. Altså er de afarter af samme fænomen, afsmagen for livets og menneskers uforudsigelighed og for tilværelsens tumult.

Fjord

Johan Fjord Jensen beskæftiger sig med udgangspunkt i litteraturen også med dannelsestanken. Han peger med Goethes ’Den unge Werthers lidelse’ på, at dannelsen altid er tidsforskudt, den er altid bagefter. Han fremhæver, at Goethe skrev romanen om Werthers tragedie, da han var en moden mand. Den unge mands dannelse kan ikke forstås mens den pågår. Først når den modne mand ser tilbage, træder betydningen af hændelserne og rørelserne frem.

Fjords indsigt taler sammmen med Skolens formål, hvor Løgstrup siger, at dét, der mislykkes mellem voksne ikke må mislykkes mellem barn og voksen. Det må det ikke, fordi barnet i så fald kan blive en voksen, der ikke har mulighed for at lykkes i sit forhold til sig selv.

Det viser sig tydeligst, dér hvor dette forhold faktisk lykkes, men hvor tilværelsens ubarmhjertighed rammer det med ulykke. Her bør mennesker vise solidaritet med hinanden, men Løgstrup hævder at det han kalder menneskefrygten træder i stedet. De fleste vil hellere gå i døden end at indse, at den samme ugunstige skæbne kunne overgå dem selv.

Disse overvejelser viser, at Løgstrup ikke var den ’holden i hånd’-filosof, som navnkundige professor Sløk nedladende mente, han var. Sløk henviste til det berømte sted, hvor Løgstrup skriver, at vi altid holder et stykke af det andet menneskes liv i vores hånd. Men, altså også kun et stykke. Vi kan aldrig være fuldt ansvarlige for medmennesket, for, hvis vi kunne, ville der ikke være grund til at overveje forholdet til det.

Men, i dag, ser det ud til, at dannelsen er forud. Den er kommet til at tilhøre den voksne, der har glemt, hvad det vil sige ikke at kende sin fremtid, og at have et håb om solidaritet i såvel glæde som ulykke. Mennesker kunne derfor gerne for min skyld lægge sig efter Løgstrups overvejelser, når han i Skolens formål siger, at det er naturvidenskab og teknologi, der bestemmer, hvilken historie, vi faktisk får, men at det er den fortællende kulturoverlevering, der bestemmer, hvad vi forstår ved historie.

Å

Det gælder ikke mindst i de kredse og hos de mennesker, der opfatter tumulten som anledning til selvkredsning. Her taler vi om en forfaldsvariant af operaelskeren. Altså, et forfald inde i forfaldet. Dét, der dér omtales som selvteknologi, er en menneskefrygt ophøjet til misantropisk videnskab. 

”På en gang ovebevisende og grotesk er det, når han spekulerer over", skriver Løgstrup, om grunden til at han nyder operaen i foragt for den er, at det i operaen går modsat til, af hvad det gør i hans egen tilværelse. I operaen omtumles personerne af ukontrollable magter, mens han selv styrer sin tilværelse. Det værste er ikke, at han ikke forstår, hvad der er hændt ham, det værste er, at han ikke ved, hvordan han overhovedet skal komme i gang med at forstå det. Han er forkert vendt, med ryggen til hvad der kommer ham i forkøbet har han ryggen til adgangen til forståelsen.” (Opdragelse og etik, s.21-22).

Længere kommer man ikke fra skole og pædagogik.

Kilder

K.E.Løgstrup: Skolens formål

K.E.Løgstrup: Opdragelse og etik. Pædagogik, 2.årg., nr.1. Jul. Gjellerups Forlag, Kbh.

Johan Fjord Jensen: Voksendommen. Center for kulturforskning, Århus Universitet