Hans Martin Jepsen går som formand

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter syv år som formand for Danmarks Skolelederforening trækker Hans Martin Jepsen sig tilbage. Det sker på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som bestyrelsen forventer at afholde til december.

Hans Martin Jepsen vil ikke bekræfte, at han er på vej væk som formand. Han nøjes med at bruge formuleringen, 'at jeg naturligvis på lige fod med den øvrige bestyrelse stiller mit mandat til rådighed'. Men ifølge Folkeskolens oplysninger betyder det, at han går, hvorefter bestyrelsen kører foreningens næstformand, Erik Lorenzen, i stilling til formandsposten.

På det ordinære repræsentantskabsmøde i Herning på onsdag foreslår bestyrelsen at ændre valgproceduren, så kun formanden skal vælges af repræsentantskabet, mens de øvrige medlemmer til bestyrelsen vælges i hvert enkelt amt. Hvis repræsentantskabet bakker forslaget op, vil bestyrelsen indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i december. Her forlader Hans Martin Jepsen så sin post.

Da Hans Martin Jepsen afløste Birgit Darr i 1992, blev han formand for en faglig forening i Danmarks Lærerforening. Men han vil blive husket som manden, der gjorde Danmarks Skolelederforening til 'en gul fagforening', som han selv udtrykte det i Folkeskolen i november 1997. Knap et år senere ville han dog ikke længere sætte farve på.

Erik Lorenzen overtager en fagforening, der i løbet af ét år har mistet 409 medlemmer, så antallet den 1. juli lå på 2.294. Alligevel vil Erik Lorenzen fastholde linien med at gå efter forhandlingsretten for skolelederne.

'Det vil altid være et erklæret mål for en fagforening', siger han.