Job&karriere Ansættelsesforhold
0   4

Derfor skal du bruge LinkedIn som lærer

Om man er jobsøgende eller ej, kan der være god grund til at gøre noget ud af sin professionelle profil på det verdensomspændende cv-netværk LinkedIn.

Det kaldes med et glimt i øjet »Facebook for professionelle«, og det sociale medie LinkedIn har i skrivende stund over en halv milliard brugere på verdensplan - heraf 2,2 millioner danske.

En af dem er lærer på Nørrebro Park Skole Glenn Rasmussen. På trods af at han ikke er jobsøgende, gør han meget ud af minutiøst at opdatere sin profil med de fag, han har undervist i hvert skoleår, sine kerneværdier, gennemførte kurser og fritidsinteresser.

»Jeg bruger det som en digital hukommelse, der løbende dokumenterer, hvor stor berøringsflade jeg egentlig har haft i mit arbejdsliv. Jeg har været lærer i ni år, og det kan være svært at huske det hele«, siger han.

Andre øjne på egne kompetencer

På LinkedIn kan man opbygge sit netværk ved at tilføje de professionelle kontakter, man har. De kan så gå ind på ens profil og give »endorsements«, som betyder, at de siger god for, at man har visse kompetencer. Den del mener Glenn Rasmussen også er meget brugbar for ham som lærer, selv om han ikke er på jobjagt.

Artiklen fortsætter under banneret

»Jeg har oplevet at blive anbefalet for noget, jeg ikke selv tænkte på, at jeg var god til, fordi man som lærer tænker, at det er da bare 'noget, man gør'. Dermed bliver LinkedIn også et refleksionsværktøj til at se sig selv som lærer i et andet lys gennem andres professionelle øjne«, siger han.

Glenn Rasmussen gør ikke noget aktivt for at sprede sin profil på LinkedIn, men han er opmærksom på, at det er et værktøj, der bliver brugt til rekruttering.

»På sigt vil jeg gerne være leder, og en LinkedIn-profil giver også mulighed for, at andre kan opdage en, så der kan opstå muligheder, man ikke selv er opmærksom på«, siger han.

Ifølge forfatter og kommunikationsrådgiver Abelone Glahn er LinkedIn primært et redskab til at holde sit cv løbende opdateret, til rekruttering og til jobsøgning. Det er så populært, at ens profil gerne er blandt det første, der dukker op, hvis nogen søger efter ens navn på internettet.

»Det betyder, at en LinkedIn-profil er den bedste mulighed for selv at styre førstehåndsindtrykket, folk får af en som professionel. Om det så er en arbejdsgiver, en kommende kollega eller en forælder. Hvad der ellers dukker op i en Google-søgning på ens navn, kan man ikke styre«, siger hun.

Skil dig ud som lærer

Under sit navn på det sociale netværk har man 120 tegn til at præsentere sig selv. Her har Glenn Rasmussen valgt at præsentere sig som: »Stolt folkeskolelærer - dansk, historie og idræt, udskolingsambassadør, KUA - mediefag, uddannet fitness- og sportstræner«. Dermed har han ifølge Abelone Glahn udnyttet muligheden for at præsentere sig selv.

»Den korte beskrivelse dukker op på forsiden af Google, og når søgeresultater listes op i selve LinkedIn. Jeg ser rigtig mange folkeskolelærere, som ikke skriver andet end 'folkeskolelærer på X skole'. Så forpasser man muligheden for at springe i øjnene, hvis en skoleleder står og mangler en lærer med de helt særlige kompetencer, man faktisk har«, siger hun.

Når en arbejdsgiver skal ansætte en ny medarbejder, vægter det ifølge Abelone Glahn højt, hvad medarbejdernes eget netværk kan fortælle om dem. Når man søger på en LinkedIn-profil, får man som det første at vide, hvilke kontakter man har til fælles.

»På den måde har potentielle fremtidige arbejdsgivere mulighed for at opdage, at de kan spørge mennesker, de stoler på, hvad du kan som lærer. Ellers dobbelttjekker de det billede, du tegner i din ansøgning, med, hvad Google ellers kommer op med, når man søger på dit navn«, siger hun.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.517 andre er allerede tilmeldt