Anmeldelse

Lyd

Tam lyd

Undervisningsbog til lydformater, radiodrama og podcast er for enkel og uden blik for den smukke kakofoni af moderne lydproduktioner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Radioen er blevet demokratisk. I dag kan vi ikke bare have den med os overalt og lytte, når vi vil, vi kan også selv ret enkelt lave radio. Enhver med en smartphone og en pc kan lave sin egen podcast. Så underskoven af små og store podproducenter er stor. Der bliver leget med formater, lydeffekter, kompositioner, stemmer og montageteknikker, så fortidens radiodrama må skamme sig over bare at have stillet en mikrofon hen foran skuespilleren.

Fakta:

Titel: Lyd

Forfatter: Kia Lundsgaard Horan, Morten Aagaard

Pris: 203

Sider: 175

Forlag: Forlag-1, telefon 28 30 24 30

Timingen med udgivelsen af "Lyd – undervisning i lydformater, radiodrama og podcast" er derfor fin. Der er brug for materialer til dette område, som det er sjovt og let at arbejde med i skolen. Bogen er koblet til en hjemmeside, radiodrama.dk, hvor der ligger lydeksempler, hele radiodramaer og andet materiale, som man kan bruge.

Tilsammen dækker bog og hjemmeside nogle relevante hovedområder, som eleverne skal møde, når de selv skal i gang med at lave lyd. Der er afsnit om cleansound, reallyd, effektlyd, stemmen, komposition og så videre, og i langt de fleste tilfælde er der på hjemmesiden eksempler på de forskellige virkemidler.

Desværre holder kvaliteten ikke: Det faglige stof er for tyndt, og eksemplerne afspejler på ingen måde den guldgrube af variationer, der er inden for radio- og podcastproduktion i dag.

Fagligt giver det for eksempel ikke mening bare at konstatere, at der er effektlyd, musik og forgrundslyd i starten af hjemmesidens moderniserede udgave af H.C. Andersens "Nattergalen" uden at belyse, hvad disse lyde betyder. Så kommer analysen til at fremstå som rent mekaniske øvelser. I det hele taget er meget af det faglige stof i bogen fremstillet meget forenklet og indimellem også upræcist. Det gælder blandt andet afsnittet om komposition. Her er der rod i overgangen fra en enkel kompositionsmodel til berettermodellen, som er de eneste to modeller, der præsenteres. Oven i dette kommer, at rigtig mange radiofortællinger og -dramaer er skruet helt anderledes kalejdoskopisk sammen, så berettermodellen ikke er relevant.

I det hele taget fanger eksemplerne på radiodrama.dk slet ikke det brogede billede, som podcastscenen tegner i dag. Fortællingerne på hjemmesiden er alle ret forudsigelige hvad angår både opbygning og udnyttelse af lydmediets virkemidler.

Bogen og hjemmesiden fremstår som et afkog af et sikkert sjovt og inspirerende miljø, og radiodrama.dk er et godt sted at hente eksempler på effektlyde, stemmer med mere. Men det kommer ikke ordentlig til bunds i området. Forfatterne angiver selv, at materialet kan anvendes fra 1.-9., men både fagligt stof og eksempelmaterialet er alt for simpelt og unuanceret til udskolingen. Dele af materialet – især eksemplerne på hjemmesiden - vil med fordel kunne supplere lærerens arbejde med området på mellemtrinnet.