- Før troede læger, at et barn med handicap blot skulle have en indsprøjtning. Men efter at have set centret, har vi indset, at børnene hverken har brug for medicin eller indsprøjtninger for at få det bedre.

Det fortæller Umiya Temirova, der selv er læge i det centralasiatiske land Tadsjikistan og har en voksen søn med spastisk lammelse.

Centret, hun taler om, er et genoptræningscenter, som hjælpeorganisationen Mission Øst har etableret i byen Penjakent. Her kan børn med svære handicap blandt andet lære at gå, og de træner de motorikken, så de også selv kan tage tøj på og spise.

Udover centret i Penjakent har vi også oprettet et i byen Kulob, og så støtter de en række såkaldte børnehjørner i landdistrikterne, hvor folk ikke har mulighed for at komme ind til centrene i byen. Her kan børn med handicap tegne, lege og lære, mens deres forældre får undervisning og støtter hinanden.

En stor skam for familien

Jeg var med til at starte hjælpeorganisationen Mission Øst for 26 år siden. Dengang for at hjælpe befolkningen i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen efter murens fald. Siden er hjælpearbejdet vokset, så vi nu hjælper børn og familier i Afghanistan, Armenien, Irak, Myanmar, Nepal, Nordkorea og Tadsjikistan.

I Tadsjikistan har vi siden 2008 hjulpet børn med handicap og deres forældre, samt oplært pædagoger, lærere og sundhedspersonale i at tage sig af og inkludere børn med handicap i det almindelige samfundsliv.

Det har nemlig ikke altid været en selvfølge i den tidligere sovjetrepublik. Som et levn fra sovjettiden opfattes handicap som tegn på selvforskyldt svaghed, og det er forbundet med stor skam for familien. Børnene bliver derfor ofte gemt væk bag lukkede døre for at undgå naboernes misbilligende blikke. De får kun mangelfuld behandling, og mange kommer ikke i skole.

Men sådan er det ikke længere i den lille landsby Kuloli i det nordvestlige Tadsjikistan, hvor syv-årige Yosuman bor.

Børnehjørner bryder isolationen

Yosuman kom til verden under store komplikationer for syv år siden. Hun fik ikke ilt nok under fødslen, og fik derfor en varig hjerneskade og en spastisk lammelse. Fordi hun blev født hjemme, var der ingen dygtige læger til at tage sig af situationen. I Tadsjikistan fødes mange børn med et handicap, blandt andet på grund af de mange hjemmefødsler og ægteskaber mellem slægtninge. Alligevel er de et sjældent syn i landsbyernes gader på grund af tabuet om handicap.

Men Yosuman kan nu bryde isolationen og møde andre børn og voksne på et ’børnehjørne’ i et lokale på landsbyen Kulolis sundhedsklinik. Her kommer 27 børn fra Kuloli og nabolandsbyen Zeri Hisor to gange om ugen på forskellige tidspunkter. Lokalet er fyldt med legetøj og gymnastikredskaber, og væggene er dækket af farvestrålende tegninger tegnet af de børn, der kommer der.

- Efter at hun er begyndt i børnehjørnet, har hun åbnet sig mere, fortæller Yosumans mor Salvaro. - Hun leger med naboens børn og dem, hun har mødt i skolen, der er på hendes egen alder.

Træning og samarbejde er nøglen

Børnehjørnet er blot en lille del af det arbejde, som Mission Øst udfører for at bryde tabuer om børn med handicap i den fattige republik.

For det første må forældre til børn med handicap lære om deres børns rettigheder. Mange forældre er ikke klar over, at deres børn ifølge tadsjikisk lovgivning har ret til behandling, skolegang og sociale ydelser. Mission Øst opretter derfor grupper, hvor forældrene mødes og får træning i, hvordan de kan tale for disse rettigheder. De får bl.a. juridisk bistand gennem Mission Øst og laver kampagner mod mobning på skolerne.