Debat

Der skal være arbejdsro i klassen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danmarks Radios P1 bragte den 26. februar en udsendelse om uro i klasserne. I udsendelsen medvirkede blandt andre lærer Lars Christian Jensen fra Søndre Parkskolen i Ringsted.

Udsendelsen handlede om, at eleverne ikke har respekt for læreren, og at der går alt for lang tid med konfliktløsning i timerne. Men den rummede ingen reelle løsninger på problemet. Lars Christian Jensen fortalte modigt om sin umulige arbejdssituation, og hans forklaring blev understøttet af lyddokumentation af den infernalske støj i klassen.

Hvad ligner det, at vi ikke kan løse dette problem? Kom nu, folkens! Det er hverken mere eller mindre end nogle overfriske, søde unger, der ikke ved, hvad de gør, som sidder og larmer løs. De skal hjælpes og vejledes. Det er jo ikke hærdede kriminelle, der handler i iskold, ond tro, tværtimod. De må ikke få lov at fremture i deres fejltagelser. Længere er den ikke.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Eleverne ved simpelthen ikke, at »den smule støj, de selv sidder og laver«, i sidste ende ødelægger det for dem selv. Eller måske ved de det egentlig godt, men kan ikke drage konsekvensen af det, at være stille. For »alle de andre sidder jo også og larmer«. Og hvis lærerens nerver er tyndslidte, og han hidser sig op og slår med ord, tænker det moderne barn, at læreren mobber og er uretfærdig.

Problemet er egentlig ikke, at der er fuldstændig umulige arbejdsvilkår for både lærer og elever i klassen på Søndre Parkskolen og mange andre steder, men at der ikke er nogen, der gør noget ved det.

Lars Christian Jensen, og mange med ham, mangler et værktøj.

Der er et udmærket princip, som hedder: »Lad aben blive siddende på ejermandens skulder«. Substansen var i mine ører, at eleven eksporterede sit problem over til læreren. Man kunne næsten høre eleven sige: »Du har et problem, fordi jeg støjer«.

Det er yderst interessant at iagttage, hvor meget lyddokumentationen fra P1's udsendelse betød for forståelsen af problemets karakter. Med dokumentationen fik lytteren en objektiv observation at forholde sig til.

Der er kun ét at gøre: Dokumentér med video, hvad der sker i klassen. Tag det bagefter op med eleven i enerum. Tal om det. Hjælper det ikke, må forældrene inddrages. Tal om det. Hjælper det ikke, må forældrene med i skole. Tal om det. Hjælper det ikke, må eleven udelukkes i en periode og over i en specialsituation, hvor der er tid til at tale yderligere med eleven om hans problem. Læreren skal lede arbejdet i klassen, og der skal være arbejdsro. Ellers mister skolen sine dygtige lærere og elever.