Konflikten drejede sig ikke kun om financiering af folkeskolereformen, men om muligheden for frie forhandlinger på det offentlige område i det hele taget. Jeg tror ikke, at man ville have gjort så meget bare for at gennemføre en så tåbelig og dysfunktionel reform. Moderniseringsstyrelsen og KL havde en fælles overordnet dagsorden. De ville afgørende svække fagbevægelsen inden for det offentlige område en gang for alle og fratage den den reelle forhandlingsret, og DLF blev som den ældste, stærkeste og rigeste fagforening udset som mål udfra den betragtning, at kunne man først knække dem, så ville resten falde til patten. Den tidligere konflikt med sygeplejerskerne var modellen. Strategien var tredelt. Først en katastrofefortælling om folkeskolen, der har vist sig at være løgn og latin, dernæst en generel tilsvining af lærerne, så man kunne skabe folkelig opbakning bag et "redningsforsøg" og tilsidst et målrettet koordineret angreb på DLF: Målet var ikke et regeringsindgreb i første omgang, men at ruinere DLF ved at lock-oute dem til døde. Man vidste fra tidligere, at en tabt konflikt med efterfølgende krav om højere kontingenter virker demotiverende, får mange til at melde sig ud og svækker organisationen afgørende -- hvis det ikke ligefrem slår den ihjel, og sandsynligvis ville man så få et efterfølgende ledelsesskift til en mere "samarbejdsvillig" ledelse a la GLs, der lagde sig fladt ned ved den første modstand. KLs næstformand Erik Fabrin udtrykte det meget præcist, da han sagde, at KL ventede til lærerne kommer tilbage på deres grædende knæ, fordi kassen ville være tom. Det var øskescenariet - bakket op af regeringen og KLs bestyrelse. Da det gik op for KL og regeringen, at det på grund af konfliktlånsstrategien ikke ville ske, og at lærerne i realíteten kunne lukke skolerne til efter efterårsferien, hvis man medregnede den ferie, der skulle afholdes når konflikten blev afskuttet, blev regeringen nødt til at lovgive sig ud af situationen med en lov 409, der gav KL alt det, de ikke havde kunnet konflikte sig til - på nær en mulighed for lokale forhandlinger. Noget, som KLs bestyrelse efterfølgende gjorde alt for at underminere. I realiteten var konflikten for DLF en nærdødsoplevelse. Kun på grund af en både politisk og strategisk dygtig ledelse, kreativ konfliktfinanciering og et stærkt sammenhold - styrket af det fuldstændigt urimelige i hele processen - lykkedes det for DLF at komme levende ud af det, der kunne have betydet organisationens reelle død. Oven på en sådan oplevelse, hvor man blev klar over, at man kun havde sig selv og sine egne kræfter at stole på, bliver man noget skeptisk over for dem, man troede var ens naturlige "venner", som man ikke havde kunnet forestille sig ville forsøge at afvikle fagbevægelsens reelle forhandlingsret på det offentlige område. Jeg føler indimellem, at vi  ikke rigtigt har gjort os de fulde konsekvenser af, hvad der var gang i klart . Tænk, hvis det var lykkedes at knække DLF. Så ville vi have fået et offentligt arbejdsmarked, hvor fagbevægelsen var så stækket, at det reelt ville være arbejdsgiverne, der alene bestemte "aftalerne". Det sker i UK og i andre lande, hvor regeringerne arbitært nedsætter de offentligt ansattes løn som et konjunkturregulerende tiltag. DLF har båret byrden af dette generalangreb på fagbevægelsen - i første omgang alene, men fordi vi holdt ud, og er blevet ved med at fastholde, at vi på arbejdstidsområdet lever i en slags undtagelsestilstand under et statsligt diktat, så er der flere og flere fagforeningsfolk, der er blevet klare over, hvor tæt det var på, at fagbevægelsen afgørende var blevet stækket og sat årtier tilbage, fordi den danske model blev sat ud af kraft, og derfor ser vi nu en langt mere samlet front. Vi bør være stolte af, at vi har holdt ud på trods af, hvad det har kostet den enkelte. Vi har virkelig taget one for the team.