Egentlig troede jeg, at Berlinskes journalistik var baseret på indsigt og validitet.  Den opfattelse måtte jeg revidere, da jeg læste lederen i fredags d. 29. september. Trods nye indicier, der klart peger på et forud aftalt spil omkring vedtagelse af skolereform og lov 409, tillader lederskribenten sig uden den ringeste dokumentation at mene, at ”det er svært at få øje på, at lærerne har været ofre for et komplot” og afviser i en hånlig tone det hele som indbildning fra lærernes side. Lederskribenten har åbenbart et dårligt syn og bør anskaffe sig nye briller!

Lederen insinuerer indirekte, at SF's daværende formand og minister Annette Vilhelmsen og DF’s Kristian Thulesen Dahl, er utroværdige, når de i en ny bog skrevet af den dobbelte Cavling-vinder Anders-Peter Mathiasen, konstaterer, at den danske model var sat ud af kraft og dermed lærernes frie forhandlingsret. De to politikere kommer med oplysninger, som dokumenterer et fordækt brud på den danske model, og som bekræfter et helt anormalt og magtfordrejende indgreb, som dikterede lærernes arbejdsvilkår uden reelle forhandlinger mellem arbejdstager og arbejdsgiver, og hvis resultat var politisk aftalt på forhånd mellem den daværende socialdemokratiske regering og KL. En kendsgerning, som har fået FN’s arbejdsmarkedsorgan ILO til at kritisere regeringen, som imidlertid ikke har villet forholde sig til ILO’s kritik!

Berlingske svigter sin vigtigste opgave som demokratiets vogter ved at forholde sig ukritisk til magthaverne i denne sag, når avisen skriver en så overfladisk og utroværdig leder. I stedet burde avisen have krævet en tilbundsgående undersøgelse af hele forspillet til lockouten og lagt pres på politikerne for at give aktindsigt i bl.a. ”Den hemmelige arbejdsgruppe” nedsat af regeringen og KL i 2012 til at forberede slagets gang mod lærerne. Finansministeriet har afvist at give aktindsigt.

Hvis politikerne har rent mel i posen, burde de være interesserede i, at forløbet bliver klarlagt og dokumenteret, så al mistanke om utilbørlig maskepi kan manes i jorden. Hvis ikke, vil den dårlige fornemmelse fortsætte i al evighed og påvirke arbejdet i skolen. Desværre er der ikke tegn på, at politikerne vil gøre det frivilligt. Michael Ziegler, KL’s chefforhandler ved forhandlingerne om lærerens arbejdstid, og medlem af ”Den hemmelige arbejdsgruppe”, har for nylig taget afstand fra at offentliggøre dokumenter om forspillet til lærerkonflikten. Der står åbenbart for meget på spil for de involverede politikere! Men få det nu overstået – historien viser, at sandheden på et tidspunkt alligevel kommer for en dag!

Berlingskes leder demonstrerer overfladisk fordomsfuld journalistik, der ikke er avisen værdig og kun tjener til at vildlede læserne og offentligheden.

Link til lederen: http://www.e-pages.dk/berlingske/3560/

Eller læs den her:

Lærerne tabte fordi de ikke så skriften på væggen

Siden lockouten af lærerne i 2013 har det været en hårdnakket påstand, at der var tale om aftalt spil – et uærligt komplot, som skulle snigløbe lærerne. Denne gang er det den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen, som på det tidspunkt sad i regeringen, der lancerer påstanden i en ny bog bakket op af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Men det gør ikke påstanden mere rigtig.

At lærerne er kede af det, at de er harmdirrende og dybt frustrerede over, at de tabte kampen i 2013, da deres hidtidige arbejdstidsaftale blev sløjfet, har stået klart lige siden. At der er mærkbare indkøringsvanskeligheder med folkeskolereformen har enhver også kunnet følge. Men at lærerne skulle være ofre for et komplot er svært at få øje på.

Den daværende SRSF-regering ville gerne gennemføre en stor reform af folkeskolen, og det var der opbakning til i Folketinget. Eleverne skulle gå længere tid i skole, bevæge sig mere, have hjælp til lektierne og meget andet. Hvis det skulle kunne lade sig gøre uden at ansætte tusindvis af ekstra lærere, skulle lærerne undervise mere og opgive deres arbejdstidsaftale, som helt rigidt opdelte arbejdsdagen til forskellige formål.

Derfor var det en bunden opgave, at Kommunernes Landsforening i deres forhandlinger om en ny overenskomst i 2013 skulle gøre det af med arbejdstidsaftalen. Det havde kommunerne ønsket sig brændende i mange år, og nu var der tilmed opbakning til det fra regering og Folketinget. Interesserne faldt sammen, og det politiske pres på lærerne var overvældende. Danmarks Lærerforening burde måske, da de gik ind til forhand

lingerne, have læst skriften på væggen og fået det bedste ud af situationen for deres medlemmer frem for at stå stejlt fast på afbejdstidsaftalen.

At forhandlingerne hurtigt ville ende i hårdknude og konflikt, var ikke svært at forudsige, hvis man kendte bare en smule til den selvbevidste lærerforening. Og at en konflikt på skolerne, som holdt eleverne hjemme uge efter uge, ikke ville være acceptabel for samfundet, var heller ikke svær at forudsige. Så da statsminister Helle Thorning-Schmidt flere måneder før konflikten ifølge Kristian Thulesen Dahl på et lukket møde spørger, om DF vil kunne stemme for et indgreb i konflikten, var det selvfølgelig at foregribe et forløb, som har helt sine egne spilleregler med forhandlinger, konfliktvarsler, mægling og andet. Men først og fremmest var det et, omend lidt klodset, forsøg på rettidig omhu. At Thulesen Dahl i dag siger, at han var forundret over at få spørgsmålet dengang, virker mere som et forsøg på nu at komme på hold med de vrede folkeskolelærere.

Opgøret med lærernes arbejdstid var nødvendigt. Hvordan en skole bliver ledet i hverdagen, skal ikke være defineret af snævre overenskomster, men af kommunen og skolens ledelse. Danmarks Lærerforening havde før 2013 tiltaget sig alt for stor magt over folkeskolen, og det opgør, man tog – regering, Folketinget og kommuner i fællesskab – var på tide. At nogen af politiske grunde fortsat forsøger at så tvivl om aftalens lødighed med påstande om skumle motiver og aftalt spil, er blot efterdønninger og et forsøg på at retfærdiggøre en kamp, som lærerne tabte.