Det startede med en FB-kontakt, som skrev om vrede. En lærer. At vreden var svær at komme over, og at det var svært at møde de fremstrakte hænder der måtte komme. Dét kom der interessante refleksioner ud af. Og jeg kom i tanke om et indlæg, jeg skrev for tre år siden. Om, at lærerne var krænkede. Privat, retsligt og solidarisk. Det gælder stadig – synes jeg. Du kan læse om det her:

https://www.folkeskolen.dk/548264/laerere---en-ny-marginaliseret-gruppe

Men – ude på de sociale medier, i kronikker, og avisartikler, er der fortsat fokus på hvad der skete, da lærerstanden blev lockoutet. Selv om det står tydeligt for enhver, værgrer flere sig stadig ved at erkende, at den danske model blev afmonteret i efteråret 2012 (måske før, endda?), og at DLF var sat skakmat, inden forhandlingerne overhovedet gik i gang. Det kan forekomme uvirkeligt? At veluddannede mennesker fornægter åbenlyse fakta? At medier svigter deres ansvar i så høj grad? Og at politikere, som Bertel Haarder, tilsyneladende mener, det var demokratisk, at den danske model blev afmonteret? Nogle gange overvejer jeg, om vi befinder os i et socialt kaos – men at det er så angstfremkaldende, så vi foretrækker at bevare en illusion om, at vi lever i et velordnet, demokratisk samfund? På overfladen, men hvis vi ridser lidt i overfladen vil der vælte alt muligt ud? Måske, måske ikke. Men mon ikke mange tænker tanken: Hvad sker der?

Nåh, tilbage til situationen herhjemme. Jeg ser ofte, at folk i deres meningsskabelse forsøger at placere et ansvar. På lærerne. På DLF. På Bondo. Kompleksiteten forsvinder, og det handler om at placere ANSVARET ét sted.

For det ville da gøre verden meget nemmere, hvis lærerne bare accepterer en mindre lønstigning og ikke insisterer på, at de skal have tid nok til forberede deres undervisning? Hvorfor er de også så besværlige? De er jo nærmest en hindring for at ”vi kan komme videre”. Har I også bemærket det? Det er fascinerende, på sin egen skræmmende facon.

Men – ved I hvad?

Vi står midt i det. Alle dem, der kritiserer lærerne, DLF, Bondo etc., er blinde for, hvad der sker. Globalt.

I Canada

I USA

I England

I Irland

I New Zealand

I Australien

I Norge

I Sverige

I Frankrig

I Tyskland

I Holland

I Belgien

I Schweiz

I Luxembourg

I Østrig

I Italien

I Finland

- i vestlige lande, som vi deler OECD skæbnefællesskab med.

Hvad sker der?

Lærerne strejker! Gennem mange år har lærerne strejket ad flere omgange. Nu kommer det interessante. Hvad strejker lærerne for? De strejker for bedre arbejdsvilkår, retfærdige lønninger (ikke resultataflønning), bedre lønninger, bedre tid til eleverne, mere hjælp til eleverne, mindre klasser, mod styring, mod nedskæringer, mod testkultur, mod fattigdom, mod deregulering af overenskomster, mod markedsgørelse af skolevæsnet, for lang arbejdstid, mod uddannelsesreformer, mod reformer der afvikler arbejdsmæssige forhandlingsret, mod tiltag der fratager fagforeninger deres ret til at præsentere deres medlemmer og sikre ordentlige vilkår.

. og så er der alle de lande, hvor lærere risikerer liv og lemmer, fordi de enten bruger deres ytringsfrihed, eller fordi de demonstrerer eller kritiserer det styre, de er underlagt.

Og det gælder ikke kun grundskoleniveau. Også lærere på højere uddannelsesniveauer har været ude og demonstrere, strejke og er aktive i debatterne. Også andre faggrupper har støttet lærerne – eller omvendt.

Så – hvor står vi?

I hele den vestlige verden ruskes uddannelsessystemerne af udmarvende konflikter, med strejker, kamp og strid.

I Danmark har vi hidtil, med den danske model, levet et roligt liv. Lige indtil 2013. Da trådte vi ind i den globale klub, hvor der ikke længere er tale om et samarbejde, men om kamp.

Det handler ikke om, at lærerne skal tage en tudekiks og komme videre. Det handler ikke om, at lærerne skal på museum. Det handler ikke om DLF. Det handler ikke om Bondo. Det handler om noget langt, langt større.

Kilder:

http://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/bertel-haarder-jeg-foelte-med-antorini