Eleverne jagter biller fra ananasfælden

Naturvidenskabsfestival: Stor billejagt med elever som forskere

I anledning af Naturvidenskabsfestival var der i går billejagt ved Herstedhøje. Elever sendte fangstresultater til forskere, og andre designede biller til 3D-print og eleverne byggede bidende robot-kindbakker.

Publiceret
En printet bille på lidt vaklende ben. Et nyt forsøg er i gang i 3D-printeren
Billejagt ved Herstedhøje Naturcenter
Eleverne fotograferer billerne med makrolinse og registrerer findested og dato. Så bliver informationerne sendt videre til forskerne i Citizen-Science-projektet
Eleverne bygger bille-kindbakker og programmerer robotter til at gribe med kindbakkerne
Eleverne synes lorten lugter, men de søger efter billerne i blandingen af hønsemøg og hestelort
Design af egen bille på computeren
Piger med deres insektsugere
Dreng med slag-net på billejagt

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Feltbiologi med bille-fælder var den ene del af arrangementet på Herstedhøje Naturcenter i Albertslund i festivalugen, men samtidig var der gang i computere og robotter indendørs. Eleverne byggede billernes kindbakker i Lego og prøvede at programmere robotterne til at gribe forskellig fangst med kindbakkerne.

I et andet rum kørte en 3D-printer med en bille designet af elever. Mange klasser har i festivalugen arbejdet med at designe deres egne biller på computer ud fra geometriske figurer - efter at have talt om billernes egenskaber og bygning. Sjovt, men ikke helt let, lød konklusionen fra nogle af eleverne.

 

Når en bille bider

5.z fra Herstedvester Skole skulle hjælpe forskerne med at tælle biller og registrere hvilke slags, der findes omkring Herstedhøje i Vestskoven. Udstyret med slag-net, lagner, glas, plasticbakker og teskeer gik jagten ind i skovbrynet. Fangsten registreres med skarpt foto og findested og sendes til Aarhus Naturhistoriske Museum, hvor forskerne registrerer biller frem til 2021 i et Citizen-Science-projekt. Der er allerede fundet tre nye arter i Danmark.

Naturvejleder for Albertslund og Glostrup kommuner Inge Christensen havde gravet faldfælder ned med forskellig madding til billerne. Der var fælder med løg, ananas, råddent kød og en god blanding af hønsemøg og hestelort.

Alle elever havde deres egen insektsuger med ud. Et tykt plasticrør med et tyndere rør indeni og et stykke stof imellem, så de ikke får insekterne i munden, når de suger.

"Skal vi suge dem op i munden", spurgte en elev lettere vantro.

"Nej, hvis I skal spise biller, så anbefaler jeg dem friturestegt", sagde Inge Christensen smilende.

"Når vi skal fange dem, bider de så ikke", ville en anden elev vide.

"Hvad ville du gøre, hvis jeg holdt dig rundt om din krop, dine arme og ben? Jo, de bider måske, men de har meget små kindbakker, så de bider ikke hårdt", svarede naturvejlederen.

Naturtjek: Biodiversitet på skolens grund

Nogle af eleverne tog en dyb indånding og sugede biller op fra lagnet, efter at have rystet et træ. Andre vægrede sig og prøvede at få billerne til selv at kravle op i plasticrøret på insektsugeren, mens de talte godt for dem: "kom så, ind med dig" - "ja, nu har jeg den"!

 

Flest mulige biller skal fanges

Biller kan kravle ned i fælder, de kan rystes ned fra træer eller man kan slå i græsset med et slag-net og håbe på fangst.

"Ellers gør I, som I gjorde, da I var små. Graver lidt i jorden, løfter rådne træstammer op og finder biller på den måde. Vi skal have støvsuget området for biller, have fanget flest muligt", sagde naturvejlederen.

Nogle biller er 1 millimeter store, andre er flere centimeter, og hvis børnene var i tvivl, om det var en bille eller noget andet, så kunne de bare tage den med til senere undersøgelse. En ørentvist blev sluppet ud, fordi et par af eleverne vidste, at det ikke er en bille. Andre kom løbende med vandsalamander og tudser - bare fordi det var spændende at finde dem. De blev sat ud igen under de blade, hvor de havde gemt sig.

Inge Christensen fortalte, at i det store projekt billejagt er der fundet omkring 3.700-3.800 arter af biller - og altså tre, som man ikke vidste levede i Danmark. Og biller skal ofte studeres nærmere under lup, hvis man skal have en chance for at bestemme dem. Derfor samler eleverne deres biller i små petriskåle, der bliver lagt på køl, sådan at billerne døser hen. Senere tager de billerne op af køletasken og tager et foto af hver med en iPad med god makrolinse. Billedet skal være skarpt, for at forskerne kan genkende billen. Dernæst skriver eleverne findested og dato. Senere vil naturvejlederen sende materialet til forskerne.

Citizen-Science-projektet er første større registrering af Danmarks biller.

 

Nedkølede biller til fotografering

Fælderne er gravet ned for to uger siden i skovbrynet. Men ræven har været på spil og har snuppet et fårehjerte og et svinehjerte. Ræven har simpelt hen bortført sit bytte og med tænderne klippet hønsenettet op, som var surret rundt om hjerterne. Inge Christensen finder sit hønsenet under et træ sammen med et visitkort fra ræven.

Heldigvis har hun forberedt flere fælder, så eleverne kan finde ådselsbiller i en anden fælde med kød.

Nogle af børnene kaster sig over det rådnende indhold og undersøger det, mens andre holder sig på noget længere afstand af lugt og biller.

"Sug, sug, sug", lyder det fra nogle elever til en anden, der er i gang med at suge en bille op i insektsugeren.

"Jeg fangede en kæmpebille", råber en triumferende.

Nogle af eleverne i 5.z vil vide om billerne dør, når de bliver kølet ned. Det gør de måske, lyder svaret, men det er en blid måde at dø på. De går i dvale, ligesom når det bliver koldt i vejret og så sover de ind.

Billejagten slutter med oprydning af de mange fælder, hvor græstørven lægges på plads i hullet. De rådne dyrehjerter bliver lagt til ræven, net og glas samles sammen.

 

Svært at efterligne naturen

Henne i naturcentret jager Lego-robotterne en plasticflaske med kindbakker, der skal efterligne billernes.

"Det er så svært at efterligne naturen", siger en af underviserne, mens robotterne kører hen over gulvet i jagten.

I det andet rum er de fleste blevet færdige med at designe mariehøns og lettere deforme biller på computeren ud fra de givne geometriske figurer. En dreng sidder tilbage og er ved at tegne det sidste led på benet af en meget detaljeret bille, han har tegnet.

I 3D-printeren kører en kæmpebille, hvor benene er blevet forstærkede i forhold til det forrige forsøg. Ved siden af ligger en masse printede figurer, som tidligere elever har fremstillet.

Eleverne har lært at stille skarpt på de små detaljer. 5.z skal for eksempel tegne biller på A3-papir senere, hvor det gælder om at få de mange detaljer med.