Kampvalg om næstformandsposten

Stig Andersen bliver udfordret - enten af Jan Trojaborg eller Richard Samuelsson

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver også kampvalg om næstformandsposten i DLF. Hovedstyrelsens kandidat Stig Andersen bliver ikke den eneste, men hvem modkandidaten bliver, er til gengæld ikke afklaret. På Lolland er kredsformand, Richard Vincent Samuelsson, kreds 65, parat til at stille op for at give Stig Andersen modspil, men længere nordpå er der ved at blive samlet opbakning bag formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg. Ham vil Richard Samuelsson gerne vige for, men Trojaborg vil ikke melde ud før efter generalforsamlingen i København den 7. oktober.

I dette nummer af Folkeskolen opfordrer amtskredsformand på Vestsjælland, Per Toft Haugaard, Jan Trojaborg til at stille op til næstformandsvalget, og hans navn har da også lydt blandt rygtesmedene i nogle uger.

'Vi har en generalforsamling i Københavns Lærerforening den 7. oktober, og jeg mener, at de mennesker, der har valgt mig, må have krav på at vide, om jeg eventuelt stiller op, før alle andre. Den 8. oktober om morgenen giver jeg besked', lyder det fra Jan Trojaborg, som mener, at én måned før valget på kongressen trods alt er nok til en valgkamp.

Opfordringen fra Vestsjælland er foreløbig den eneste officielle, Jan Trojaborg har modtaget, men han har fået flere uofficielle opfordringer.

'Selvfølgelig kunne det da være spændende - Danmarks Lærerforening er en stor forening i en magtfuld position', siger han.

Det passer ham dog fint, at valgkampen nu drejer sig om formandsposten.

'Det er det vigtigste og skal stå øverst på dagsordenen'.

Han understreger, at han ikke var blevet opfordret til at stille op før augustmødet i hovedstyrelsen, hvor han på Københavns Lærerforenings vegne gav sin støtte til Anni Herfort som formand. En udmelding, han siden er blevet stærkt kritiseret for i sit eget bagland.

Brug for kampvalg

Richard Samuelsson tilbød selv sit kandidatur i frustration over, at der ikke var udsigt til kampvalg.

'Jeg meddelte Storstrøms Amtskreds, at jeg syntes, det var en uheldig situation, når man ikke kan støtte Stig Andersens kandidatur, og der ikke er andre, så må man se, om det er noget, man selv synes, man kan magte. Og amtskredsen støttede mig bortset fra nogle, der havde nogle forbehold. Men det er da noget, vi vil arbejde videre med, men foreløbig kun i det små, for det er klart, at Storstrøm ikke er bagland nok'.

Også Richard Samuelsson står bag Anni Herfort som fortsat formand. Og da han hørte om Jan Trojaborgs mulige kandidatur, sagde han til Trojaborg, at han ikke vil stille op mod ham. Så foreløbig er valgkampen altså udskudt til den 8. oktober.