Lærere nedlagde arbejdet

Lærerne i Ishøj nedlagde arbejdet i protest mod, at de skal arbejde 1,3 lektioner mere om ugen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Samtlige lærere på skolerne i Ishøj Kommune nedlagde fredag i sidste uge arbejdet i protest mod et budgetforslag fra Ishøj Kommune.

Eleverne i 1. og 2. klasse skal have en time mere om dagen, men der bliver ikke ansat nye lærere til at stå for undervisningen. Det betyder, at lærerne i gennemsnit får 1,3 undervisningstimer mere om ugen.

'Vi har nedlagt arbejdet, fordi vi skal arbejde mere. Vi synes, vores arbejdsforhold er belastede i forvejen, derfor orker vi ikke at undervise endnu mere', siger Birgit Hansen, der er tillidsrepræsentant på Vibeholmskolen.

Ishøj Kommune har regnet ud, at elevernes ekstra timer ville give 8,95 lærerstillinger. Hvis de skulle have fremskrevet i forhold til børnetallet, skulle yderligere otte lærerstillinger besættes. Kommunen ansætter ingen nye lærere.

Børne- og undervisningschef i Ishøj Kommune, Lars Skovhus, mener, at der er taget hensyn til lærerne.

'For et par uger siden var situationen en helt anden. Da lød oplægget på, at lærerne skulle undervise tre lektioner mere i gennemsnit, så der er blevet lyttet kraftigt til lærernes argumentation', siger han.

I Ishøj Lærerkreds er de ikke tilfredse.

'De lytter, men åbenbart ikke nok. Lærernes krav, det er nul ekstra timer. Det er også kredsens krav', siger Milton Pedersen, formand for Ishøj-lærerne. Han understreger, at kredsen ikke har opfordret til arbejdsnedlæggelser.

Ifølge børne- og undervisningschefen giver arbejdstidsaftalen mulighed for at opfylde folkeskolelovens intentioner om et øget samvær mellem elever og lærere.

'Et øget samvær kan ske i pauserne, men det kan også ske ved, at der er flere lektioner for eleverne. Det er sådan, vi tolker det', siger Per Skovhus.

'Det er altid meget rart at være sammen med børn, men spørgsmålet er, hvad man skal foretage sig med dem. Når vi som lærere skal være sammen med børn, er det for at undervise. Det kræver jo også noget forberedelse. Det er formodentlig ikke fri leg, vi skal foretage os med dem', siger Milton Pedersen.

Demonstration på vej

Ishøj Kommune vedtager budgettet endeligt den 11. oktober. I den forbindelse arrangerer Ishøj Lærerkreds en demonstration foran rådhuset. Indtil da opfordrer Milton Pedersen lærerne til at holde faglige møder i frikvartererne, når der er behov for det. Kredsen vil i den kommende tid oplyse befolkningen i Ishøj om situationen. Det kommer blandt andet til at foregå via løbesedler.