I anmeldelsen af Uren Pædagogik på nærværende hjemmeside, skriver Gunnar Green (folkeskolen.dk den 15.august 2011), at Thomas Aastrup Rømer skriver ”lidt indviklet om den danske pædagogiks forfald.” Nu er Uren Pædagogik 3 på gaden, den udkom på forlaget Klim for godt en måned siden (15.august 2017). I den anledning vil jeg her gerne forsvare det indviklede.

Bøgerne om Uren Pædagogik, der altså nu foreligger ad tre omgange, er nemlig guf for læseren og praktikeren, der påskønner virkeligheden så dybt, at han gerne vil tage dens besværligheder på sig. Dens indviklethed.

Forsvaret tager skikkelse af en udlægning af Thomas Aastrup Rømers bidrag til Uren Pædagogik 3. Denne lille tekst er nemlig i sig selv et forsvar for virkeligheden og dermed et angreb mod den rene pædagogik.

Et oplysende og ret enkelt eksempel på, hvordan den rene pædagogik fungerer med stor modstandskraft over for virkeligheden, giver Svend Brinkmann i sin artikel i Uren Pædagogik 2, der bærer titlen 'Rene løsninger på urene problemer? Om patologisering i pædagogikken'.  Logikken er denne: Når professionelle og forskere i et tilstrækkeligt stort antal tilfælde har observeret adfærd hos børn, samler disse observationer sig i begreber, der, hvad fx ADHD angår, derefter registreres i et autoriseret diagnostisk problemkatalog, der derefter anvendes som mønster for de næstfølgende observationer, hvormed observationer af et virkeligt barn, der ikke passer ind i denne begrebslige skabelon, fortoner sig. Barnets virkelighed forsvinder altså til fordel for en virkeliggørelse af videnskabelig, klinisk og pædagogisk klarhed.

Denne logik genfindes også i alskens pædagogiske koncepter, som det vil være den opvakte læser bekendt.

Hvad uren pædagogik er?

Begrebet ’uren pædagogik’ er konciperet af Thomas Aastrup Rømer i fælles dåd og dyd med medredaktørerne (og medskribenterne), Lene Tanggaard og Svend Brinkmann. Begrebet er en metafor for indbyrdes forskellige kritiske, videnskabeligt og filosofisk anlagte ansatser, der samler sig som at påpege fundamentale teoretiske og filosofiske lapsus i grundlaget for aktuel, dansk uddannelsespolitik. Denne politik, og den videnskab og filosofi, der ledsager og understøtter den, er en såkaldt ren pædagogik. 

Det er, fordi der er tale om ret forskellige ansatser, som sagt, logisk og naturligt og rimeligt nok ikke tale om en ren, uren pædagogik, men om en dissentuel konsensus om fraværet af videnskabelig, folkelig, praktisk og filosofisk legitimitet i den rene pædagogik. Der er altså ikke tale om en institutionel størrelse men om et fællesskab af mennesker uden andet fællesskab end saglige og velunderbyggede kritiske anliggender af betydning for pædagogisk teori og praksis, anliggender, der er vendt mod en uddannelsesfilosofi, der tilstræber det ’rene’.

Hvad er så ’det rene’ i pædagogikken? Det afhænger af, hvem af de tre ophavsmænd, man spørger og tilsvarende af den række af forfattere, der har bidraget til de nu tre antologier om uren pædagogik. Det er selvfølgelig lidt indviklet, men sådan er det bare.

Ting som objekt og ting som ting

I Uren Pædagogik 2 behandler Thomas Aastrup Rømer spørgsmålet om forholdet og forskellen mellem objekt og ting, forstået som forholdet mellem tingene som de kan erkendes og tingene, som de er hinsides erkendelsen. Det svarer lidt til Brinkmanns eksempel, kan man nok se.

I omtalen af bogen skriver Gunnar Green (folkeskolen.dk, 10.juni 2014): ”Thomas Aastrup Rømer skriver ligesom i den første bog indviklet og på en indviklet filosofisk baggrund. Denne gang tager han udgangspunkt i en diskussion af filosoffen Kant og begrebet ting.” Deri har han ret.

Aastrup Rømer interesserer sig for begge spørgsmål, både for den erkendelseshenvendte side og for den erkendelsesfravendte side, både for objektet og for tingen. Baggrunden for denne interesse er dog ikke særskilt erkendelsesfilosofisk og heller ikke særskilt metafysisk, men derimod forankret i en pædagogisk filosofi, som han gennem flere bøger har beskrevet og udviklet. Det vil sige, hans helt egen ting.

I kortform går Aastrup Rømers interesse ud på at genfremsætte grundlæggende pædagogiske spørgsmål på en måde, der ikke allerede på forhånd har reduceret pædagogiske begreber og forståelser til rent menneskelige kategorier og konstruktioner, herunder til erkendelseskategorier – dette på den ene side - og på den anden side også at genfremsætte disse spørgsmål på en måde, der ikke fortaber sig i spekulativ metafysik, moralisme, ideologi o.lign. men som tilstræber åbenhed over for hvad man kunne kalde tingenes egenorden.

Der er med andre ord tale om en ambition om en form for spænding og spændstighed i forholdet mellem erkendelseskategorier og andre kulturelle og filosofiske kategorier med tingsbegrebet som det omdrejningspunkt, der gør denne spænding mulig at fastholde i tankens og sprogets form.

Artiklen i Uren Pædagogik 2 bærer titlen Pædagogikkens strålering, en titel der henviser til Aastrup Rømers eget udkast til en pædagogisk filosofi, som skitseres til sidst i artiklen. Det vil jeg ikke kommentere her.

Tingene stråler

I 'Pædagogikkens strålering' forsvares helheden i Immanuel Kants tekster. Aastrup Rømers pointe er, at Kant som oplysningsfilosof er blevet forvredet til det skel mellem erkendelse og ikke-erkendelse, der først blev omtalt. Altså til en simpel modsætning mellem rent og urent. De andre skrifter – først og fremmest de to andre kritikker men også skrifterne om metafysik og videnskab og om pædagogik – er ikke gået i glemmebogen, men har fået deres egne selvstændige virkningshistorie. Skellet mellem hvad vi kan erkende og hvad vi ikke kan erkende, er forblevet dominerende.

Dette er den første – lange – fase, set fra den urene pædagogiks synspunkt, som Aastrup Rømer inkarnerer den, i den forfaldshistorie, som Gunnar Green finder indviklet. Den har gjort dansk pædagogik til en bundfaldspædagogik.

Hvad Aastrup Rømer med Kant påpeger er, at helhedsforståelsen i (og af) det pædagogiske arbejde med virkeligheden er blevet forglemt, hvilket i den urene pædagogiks termer betyder, at virkelighedens arbejde med pædagogikken er blevet forglemt. Virkeligheden, som er det urene, er kommet til at svæve oven på erkendelsen, som er det rene.

Det er klart, at vi her ikke længere komplicerer tingene. Det er den brede pensel, der males med:

Den anden fase gælder Piagets, von Glasersfelds og Luhmanns danske arvtagere. Her kultiveres tilværelsens erkendelsessider ind i pædagogikken gennem det, der så bliver de sidste tyve (eller tredive) års nærmest totaliserende epistemologisering af pædagogikken. Alt bliver et spørgsmål om erkendelse (altså om objekter) mens spørgsmålet om og til tingene i heldigste fald spiller en birolle.

Tingen

Det gælder altså tingen. Som er hvad? Her læser Aastrup Rømer en lille tekst af Martin Heidegger, der netop hedder ’Tingen’ (Das Ding). Hvad Aastrup Rømer i sin læsning påpeger er, at tingen i sig selv – der blev ’til overs’ i Kants erkendelsesfilosofi, genopdages af Heidegger. Han skriver om Heidegger:

”Han spørger ikke om: ”hvad er x?”, men om ”hvad er ’er x’?”  Og når man så har fundet ud af, hvad ”er x” er, så kan man efterfølgende spørge til forholdet mellem er x og x.” (Rømer 2014: 247)

Tingen er altså det, som er udskilt fra objektet. Den er det, vores erkendelse ikke kan rumme. Moderne teknologi og videnskab kan eksempelvis vise os krystalklare fotos af det endnu ufødte barn fra moders skød men denne distanceløshed bringer os ikke nærmere tingene som ting. Baby remains an object.

Aastrup Rømer bruger ganske vist et andet eksempel. Men pointen er den samme, nemlig at videnskab og teknologi ikke bringer os nærmere tingene men gør virkeligheden til objekt.  Vi må derfor spørge os selv om, om hvad og hvordan, vi spørger. Hvis vi altså vil være en del af tingene og sammen med tingene, med virkeligheden. Hvis vi ikke vil ekskludere os selv fra verden.

Aastrup Rømers eksempel: En kande er ’for os’, dvs. for den menneskelige erkendelse, kendetegnet ved den måde, vi kan designe og producere den på, den måde vi kan beskrive den på, den måde vi kan bruge den på. Men ’i sig selv’ er en kande en selvstændig ting (i dette tilfælde bogstaveligt talt). Den kan stå selv. Den er uafhængig. Den er ikke bare ikke-afhængig (af om vi bruger den, fx) eller af om der er vin eller vand i den. Der er altså ikke tale om en rent negativ bestemmelse, som i Kants erkendelsesteori, hvor ’tingen i sig selv’ var det, erkendelsen ikke kunne nå frem til, altså det, den ikke er ’for os’.

I Heideggers forståelse er der også en positivitet: Ting besidder ikke blot en selvstændighed, som netop beskrevet, den indgår også i en tingenes egenorden. Og i denne forståelse kan en ting være mange ting – eksempelvis er et demokrati også en ting, en tsunami, en sang, en hovedstad.

Tingene har deres egenorden, ligesom tingen har sin egen orden – eller man kan sige, at der er ’et tingenes herredømme’, som Aastrup Rømer formulerer det. Tingen trækker sig væk fra, hvad den er ’for os’ – det er dens selvstændighed – men tingene indgår også alliancer bag vores rygge. Dette er tingenes tingslighed. Ting er det, der ikke uden videre eller simpelthen slet ikke, lader sig indrullere i erkendelsens kategorier.

Ups!

Men, det bliver værre endnu: Ikke bare gør vi tingene til objekter – vi har glemt, at det er det, vi gør. Og når vi glemmer det, gør tingene vold på os. Eksempelvis er atombomben en menneskelig sammensætning af ting, tingene ikke af sig selv var kommet på. Tingene luller os i søvn og slår os ihjel, når vi gør dem til ’vores’.

Kanden er det (positive) modbillede. Ikke blot er kanden lavet af ler, og ikke blot er der luft inde i leret. Når ler og luft (jord og himmel) formes, så har vi en kande. Og den står selv. Men ikke nok med det: Nu kan kanden indeholde noget (vin eller vand, som sagt). Og her viser tingenes vilje sig: Kanden vil af med vinen eller vandet.

Kanden ikke bare opbevarer noget; den vil også af med noget. Den er noget i sig selv men denne væren sig selv er også et overskud, som den vil af med. Den vil give vinen væk, så at sige. Og denne ’given’ indgår i det menneskelige liv, fx når vi skåler ved festen og ved nytår. Kandens eksistens ritualiserer således menneskers samvær: ”Kanden samler derfor både fysisk og åndelig aktivitet omkring sig”, som Aastrup Rømer med en fin, poetisk formulering pointerer (Aastrup Rømer 2014: 252).

Og ikke nok med det. At kanden giver, betyder ikke blot at naturen skænker samling til mennesker; sådan har det altid været. Den sidste nadver er det mest magtfulde eksempel på, at det guddommelige og evige også er på spil. Det får Aastrup Rømer til at skrive:

”I selve øjeblikket, hvor kanden altså skænker sit indhold over i et glas, forenes de firfoldige i en sammenslutning, der indhyller hinanden i kanden.” Himmel, jord, guder og dødelige. De dvæler, ”de bebor, de er kanden.” (Rømer 2014: 253).

Tingene samler sig, de allierer sig. De tinger, siger Aastrup Rømer, og det kalder han en tingning, en tingning, ”vi har glemt og ødelagt. Den kan ikke ses i vores videnskabelige omgang med verden. Den kan ikke ses som et objekt foran et subjekt.” (Aastrup Rømer: 253).

På denne måde demonstrerer Aastrup Rømer at skellet mellem objekt og ting svarer til skellet mellem menneske og verden.Men, det opdager vi kun, når vi lader tingene tinge. Gør vi det, så kaldes og vækkes vi, vi be-tinges (Rømer 2014: 254).

Tingen er altså en betingelse for os. Objektet, derimod, er på vores betingelser. Tingningen er vores ubesværede omgang med hinanden og virkeligheden, i al dens dybde og besværlighed.

Er en anmeldelse en tingning?

”Får bogen mange læsere? Forhåbentlig - de, der får den læst, vil blive klogere og vil få et absolut brugbart begreb med på deres videre færd i deres pædagogiske praksis.” Sådan skriver Gunnar Green i sin anmeldelse af den første bog om det urene.

Det er svært at sige. Ikke mindst, når man betænker, at lærere i almindelighed ikke læser den slags. Hvorfor skulle de også det? Men – man kunne jo også overveje, om der ikke er en god idé for virkeligheden gemt i at forstå, at den altid vil overskride ideen. Det er kun et spørgsmål om ikke at forlange.

Når Thomas Aastrup Rømer skriver, efter at have anerkendt, at ophavsmanden til artiklen ’Das Ding’ faktisk også flirtede med ’det rene’ i dets allermest ulækkert rene form:

”Men filosofien er yderst brugbar. Ikke mindst for en pædagogisk interesseret myldrer spørgsmålene frem.” (Rømer 2014: 255)

Så må man tænke selv og afvente tingenes tvang.

https://www.folkeskolen.dk/68765/uren-paedagogik

https://www.folkeskolen.dk/545994/nyt-fra-folkene-bag-uren-paedagogik-

Lene Tanggaard, Thomas Aastrup Rømer, Svend Brinkmann (red.): Uren Pædagogik 2. Klim, Århus 2014