Ritt Bjerregaard kritiserer lockouten og regeringsindrebet i 2013 og langer ud efter "Finansminsteriets alt for dominerende rolle" i den nye bog "Valgt - Ritt: Erindringer II"

Ritt Bjerregaard: "Lærerne følte sig med rette kørt over"

I sin nye bog ”Valgt” kritiserer Ritt Bjerregaard skarpt forløbet omkring lockouten og indgrebet i lærernes arbejdstid i 2013. Hun konkluderer, at forløbet ikke har været godt for skolen. ”Kontrol kan være dødbringende”, siger hun i dag til folkeskolen.dk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den nye lov var i sit indhold på mange områder fornuftig, men det er hybris at tro, at en ny folkeskolelov kan gennemføres uden at have lærerne og deres forening aktivt med".

Sådan skriver lærer og tidligere undervisningsminister, socialdemokraten Ritt Bjerregaard i sin nye bog "Valgt", som er bind 2 af hendes erindringer. I hele bogen trækker hun linjer fra fortiden til nutiden. Hun var undervisningsminister i 1975, da folkeskoleloven blev ændret, og hun trækker derfor linjer til folkeskolereformen blev vedtaget efter konflikten med lockouten og arbejdstidsindgrebet i 2013.

Kæmpe lockout-demonstration på slotspladsen torsdag 

"I 1975 var lærerne aktivt med og deres forening spillede en vigtig rolle under alle forhandlingerne. I 2013 lockoutede S-SF-R-regeringen og KL for første gang nogensinde lærerne og greb efter KL's ønske ind i konflikten,så lærernes overenskomst blev ophævet af Folketinget, og KL fik det resultat, de gerne ville have især vedrørende arbejdstiden", skriver Ritt Bjerregaard i bogen.

Hun konkluderer, at forløbet i 2013 ikke var godt for skolen. 

"På den måde blev skolereformen delvis finansieret af lærerne, der blev pålagt at undervise i flere timer og forberede sig mindre. Deres forventninger til den nye lov var derfor på nulpunktet. Lærerne følte sig med rette kørt over, så der var ingen begejstring og ingen lyst til at yde den ekstra indsats, der skal til for at få en reform til at slå stærkt og positivt igennem i dagligdagen".

Dødbringende kontrol  

Ritt Bjerregaard kritiserer også Finansministeriets rolle i forbindelse med implementeringen af den nye arbejdstidslov og skolereform. Finansministeriet hyrede det verdensomspændende, amerikanske konsulentfirma McKinsey til at hjælpe med at oprette et Implementeringskontor, der skulle følge udviklingen på de forskellige mål for reformen.

"Finansministeriet kom på den økonomiske side til at spille en alt for dominerende rolle. Med McKinsey-konsulenterne til at følge udviklingen fortsatte den tendens. Med 1975-loven var det embedsapparatet, der sammen med Lærerforeningen fulgte op på vedtagelsen af loven. 

2013-forløbet var ikke godt for skolen", lyder det fra Ritt Bjerregaard.

Hun uddyber dette over for folkeskolen.dk: 

"Jeg synes, McKinseykonsulenter kom til at få en af de funktioner, som samarbejdet mellem Danmarks Lærerforening og embedsapparatet havde før i tiden med at følge op på loven. Jeg tror, det er meget svært at få en vellykket udvikling i folkeskolen, hvis ikke man har lærerne med. Og den lockout har medført en meget stor vrede hos lærerne, som synes, de er blevet kørt over", siger Ritt Bjerregaard 

Ministeriet købte konsulenter for 17 mio. til implementering af reform og arbejdstid 

Hun mener, at lærerne betragter deres arbejde som et kald og at mange "yder noget ekstra, fordi de har valgt at være lærere"

"Lærerne skal nu være til stede på skolen uden, at der er faciliteter til det, for sådan er skolerne ikke bygget. Der bliver man nødt til at operere med en større tillid til lærerne. Den megen på kontrol kan jo være dødbringende", siger Ritt Bjerregaard.

Bogen "Valgt - Ritt Erindringer II"  bliver senere anmeldt her på folkeskolen.dk 

Powered by Labrador CMS