Billedet illustrerer Det store grønne L, som omkranser de fortsat gældende kompetencemål og -områder. Det grønne område, der er markeret med en rød streg, er de fælles naturfaglige læringsmål, som nu bliver vejledende.

Lærer og forfatter til læringsmål: Brug nogle af målene

Konsulent i Astra og biologilærer, som sad med i skrivegruppen for Fælles Mål i faget, håber, at naturfagslærere fortsat vil bruge nogle af læringsmålene, selv om det snart ikke længere er et krav at bruge dem aktivt. Målene konkretiserer naturfag anno 2017, lyder det.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ca. 500 færdigheds- og vidensmål for naturfagene skifter efter meget at dømme snart status fra at være obligatoriske til at være vejledende.

Det meldte en enig folkeskoleforligskreds ud i maj, og snart skal forslaget til afstemning i folketingssalen.

Aftale: Tusindvis af bindende mål bliver vejledende

Det store grønne L konkretiserer naturfagene

Fremover vil der være 16 kompetencemål i alt for de fire naturfag - 12 mål for natur/teknologi og 4 enslydende mål for biologi, geografi og fysik/kemi.

Biologilærer, konsulent i Astra (det Nationale Center for Læring i Natur, Teknik og Sundhed) og medskribent af de mange Fælles Mål for biologi, Christina Frausing Binau, håber, at lærerne fortsat vil skæve til det, hun kalder Det store grønne L i færdigheds- og vidensmålene for naturfag.

Det store grønne L er illustreret i billedet, som du finder øverst i denne artikel. Det går ud på, at der kan tegnes en ring, formet som et L, rundt om de færdigheds- og vidensmål, som Christina Frausing Binau mener, er essentielle i naturfagsundervisningen.

"Jeg vil håbe, der stadig bliver rettet en opmærksomhed mod de mål, der ligger i Det store grønne L, fordi de uddyber, hvad det vil sige at have naturfaglige kompetencer anno 2017", siger hun.

"Kompetencemålene, som nu bliver det nederste obligatoriske lag af mål, er meget overordnede, mens de færdigheds- og vidensmål, der indhegnes af et L, efter min overbevisning er en konkretisering af, hvordan man kan arbejde hen mod kompetencemålene".

Lektor: Læringsmål ændrer elevers og læreres adfærd

Et eksempel er, at lærerne under kompetencemålet 'eleven kan anvende og vurdere modeller i biologi' fortsat bruger det underliggende målpar 'eleven kan vælge modeller efter formål', og 'eleven har viden om karakteristika ved modeller i naturfag'.

Naturfag er ikke hvad det var engang

Christina Frausing Binau kan godt forstå, når nogle lærere føler, at de mange detaljerede færdigheds- og vidensmål har kunnet "føles som en stor mundfuld", men hun mener, at målene gør det lettere for lærere at blive ajour med, hvad der kendetegner naturfagene i dag,

"På den positive side tror jeg - ud fra mine snakke med mange lærere - at i de fagteams af naturfagslærere, hvor man har sat sig ned og kigget på færdigheds- og vidensmålene, har det givet en god forståelse af, hvad fysik, kemi, biologi og geografi egentlig er anno 2017. Da jeg blev uddannet, havde biologi en lidt anden vinkling end i dag, så jeg tror, målene har hjulpet til en større forståelse af kompetenceorienteret, nutidig biologi", siger hun.

Blandt de målpar, som nu bliver gjort vejledende, men som ikke omkranses af Det store grønne L, finder man bl.a. dette: 'Eleven kan undersøge og forklare organismers tilpasning til levesteder' og 'eleven har viden om organismers morfologiske, anatomiske og fysiologiske tilpasninger'.

Bachelor: Vend undervisningen på hovedet en del af tiden

"Jeg vil mene, at når jeg som biologilærer ser på de to mål, vil det give mig en god hjælp til at se, hvad der for eksempel er vigtigt at huske, når eleverne undersøger små vanddyrs tilpasninger til livet i søen", siger Christina Frausing Binau, der dog ikke mener, at færdigheds- og vidensmålene altid er nødvendige at forholde sig til.

"De lærere, der er ajour med, hvad biologi er i dag, har måske ikke så meget brug for færdigheds- og vidensmål. Derimod kan lærere, der enten sidder alene med undervisningsopgaven og ikke kan sparre med et godt fagteam, eller måske ikke er helt opdateret med, hvad biologi er i dag, fortsat kunne få noget ud at se på de snart vejledende mål", siger hun.