Mange børn med ADHD og autisme har både sociale og motoriske udfordringer, og det gør det svært for dem at begå sig i idrætstimerne. En ny ph.d. kortlægger både de problemer, eleverne løber ind i, og giver bud på, hvad idrætslærere og skoler kan gøre for at understøtte, at eleverne kan være med i undervisningen.

"De fleste af disse elever er bagud på point. Ikke alene er de motorisk og sundhedsmæssigt udfordret. De mangler også kompetencer til at forstå de sociale interaktioner eller spilleregler, der indgår i en idrætsaktivitet. I idræt er det hele på spil for disse børn, hvor de oftere har mulighed for at arbejde alene i de boglige fag", siger Anette Bentholm.

Hun har i mange år fokuseret på denne gruppe børn i den frivillige idræt, blandt andet som mor til en nu 17-årig søn med autisme og som træner for et hold for børn med særlige behov i IF FREM i Skørping. Nu er hun aktuel med sin ph.d. 'Du må ikke løbe uden for banen - En processociologisk undersøgelse af inklusion af elever med autisme og ADHD i skoleidrætten'.

"Da inklusionsloven lagde op til, at flere børn med ADHD og autisme skulle være i almenskolen, var det oplagt for mig at følge, hvordan det ville gå dem i idrætsundervisningen", siger Anette Bentholm, som til daglig er lektor på fysioterapeutuddannelsen ved UC Nordjylland.

Idrætslærere har forskellige tilgange til elever med diagnoser

I sin ph.d. følger Anette Bentholm 11 elever over et år. De går fra 1. til 7. klasse på to skoler i Aalborg Kommune og har ADHD eller autisme. Hun har både iagttaget dem i idræt og i andre fag. Desuden har hun interviewet både dem, deres forældre, idrætslærere, skoleledere og klassekammerater og den pædagogiske konsulent i kommunen.

Svarene viser blandt andet, at idrætslærerne har forskellige tilgange til elever med diagnoser.

"Nogle ved ikke, hvad ADHD og autisme er, og hvilken indflydelse deres udfordringer har for at kunne deltage. Andre vil rigtig gerne inkludere eleverne, og andre igen siger, at eleverne kan være med, men på spillets præmisser. Konsekvensen er, at elever med ADHD og autisme let falder fra, fordi de ikke forstår, hvad spillet handler om", siger Anette Bentholm.

Eleverne skal have reglerne i et spil, forklaret mange gange. Men ofte er det usagt, hvordan man skal være overfor hinanden, og det stiller store krav til situationsfornemmelsen.

"Eleverne har svært ved at afkode, hvad andre forventer af dem. For eksempel ved de ikke, hvor de skal placere sig på banen", siger Anette Bentholm.

Sure miner forplanter sig til de andre fag

Endnu værre bliver det, når eleven overtræder en regel eller andres grænser og mangler evnen til at sige undskyld og udvise skam.

"En af mine fokuselever er rigtig god til boldspil, men han kan ikke altid finde ud af rammerne. For eksempel så jeg, at han løb ud af banen under en fangeleg, og selv om han flere gange fik at vide, at han ikke måtte, blev han ved. Til sidst blev alle sure på ham, og det forplantede sig til de andre fag i form af en generel opfattelse af ham som irriterende og træls. Da jeg spurgte nogle piger, hvem i klassen der larmede mest, pegede de på ham. Det passede ikke, for han kunne arbejde koncentreret i de boglige fag, men han fik det mærkat på sig", fortæller Anette Bentholm.

Omvendt så hun, hvordan elever undgik at miste social status, fordi de sagde undskyld for deres adfærd.

"Elever med autisme og ADHD har svært ved at se deres egen andel i en hændelse, men det er et grundlag for at begå sig socialt, at man kan vise, at man har begået en fejl. Det hjælper en til at udstråle troværdighed, når man har situationsfornemmelse til at se, at det, man lavede, ikke var særlig smart".

Holddeling skaber eksklusion og kan få eleven til at miste lysten

Eleverne i undersøgelsen fortæller, at det er forbundet med mange dårlige oplevelser, at de selv skal danne hold i idræt.

"Når eleverne skal være sammen parvis, og de står to tilbage, er den anden måske én, som eleven med ADHD eller autisme ikke har lyst til at være sammen med. Børnene vil gerne have, at lærerne tager ansvar for holddelingen, mens lærerne typisk argumenterer med, at eleverne skal lære at gøre det selv. Men der kan ske megen eksklusion i holddannelsen, og når en elev oplever det gentagne gange, skaber det utryghed, og eleven mister lysten til at være med".

Det er også med til at skabe utryghed, når to eller flere klasser undervises sammen.

"Jo flere mennesker i hallen desto flere skal eleven forholde sig til, og det har inkluderede elever svært ved at håndtere. På den ene skole havde klassen idræt sammen med både yngre og ældre elever, og det stiller endnu større krav til elevernes situationsfornemmelse. Samtidig flytter eleverne sig rundt i hallen, og det gør det uoverskueligt for børn med autisme og ADHD. Det fungerer meget bedre for dem i mindre grupper", siger Anette Bentholm.

Fritagelse får læreren til at glemme eleven

Der er ikke langt fra at have svært ved at begå sig i idræt til at blive fritaget for faget, konstaterer Anette Bentholm.

"Nogle bliver så stressede i idrætstimerne, at skolelederen i samarbejde med forældrene beslutter at fritage dem, og en pige syntes, der var for meget larm i hallen, og havde en aftale med læreren om, at hun måtte sætte sig i klasseværelseset og læse. Men jeg kunne ikke altid finde ud af, hvorfor en elev var fritaget, og idrætslærerne havde heller ikke altid været med til at træffe beslutningen. De havde måske overtaget klassen og fået at vide, at sådan var det. Problemet er, at efter et halvt år uden deltagelse har læreren helt glemt eleven, eller eleven mener ikke, at hun skal være med i idræt igen".

I fag som dansk og engelsk ville læreren være opmærksom på at få eleven med i undervisningen igen, mener Anette Bentholm.

"I idræt så jeg en tendens til, at lærerne ikke turde stille krav til eleven om deltagelse og i stedet lod dem selv bestemme, om de ville være med eller ej. Det kan være godt for en elev at blive fritaget i en periode, men man er nødt til at lave aftaler med både elev og forældre om, hvordan man får eleven tilbage i undervisningen".

Det kan lade sig gøre at inkludere eleverne i idræt

Ifølge forenklede mål skal idrætslærere tilrettelægge undervisningen ud fra elevernes forudsætninger. Men når læreren siger, at eleven må deltage på spillets præmisser, bliver det barnets problem at være med og ikke lærerens.

"Det er ærgerligt, når lærere ikke strukturerer rammerne, så de inkluderede elever kan være med, for de har også brug for at bevæge sig", siger Anette Bentholm.

Der findes ingen lette løsninger, men det kan lade sig gøre at involvere eleverne i idræt. Det så forskeren eksempler på under sit feltarbejde.

"Man skal vide, hvordan man vil lave hold, og hvordan man differentierer undervisningen, så nogle udfører aktiviteten på en måde og andre på en anden måde. Det magter idrætslærere, som er gode til didaktisk planlægning, men det er mit indtryk, at nogle idrætslærere kun ved, hvad de vil lave med eleverne, men ikke hvordan de vil lave det", siger Anette Bentholm.

Nemmere at møde mindre forberedt til idræt end til boglige fag

Idrætslærerne kan også hjælpe elever med autisme og ADHD ved at forberede dem på, hvad de skal lave i næste idrætstime.

"Så kan eleverne enten sige, at den aktivitet har de gode erfaringer med, eller de kan tale med læreren om, hvordan de griber en aktivitet an, som de ikke kender i forvejen. Men det kræver tid, og lærerne gav udtryk for, at loven om deres arbejdstid betyder, at de må prioritere deres tid, og det er nemmere for dem at møde mindre forberedt til idræt end til de boglige fag", siger Anette Bentholm.

Hun anbefaler også, at skolerne gør op med, hvor mange elever der skal være i idrætstimerne.

"Jeg ved godt, at man ofte kun har én hal og derfor samler flere klasser til idræt, men man kan også gå udenfor, også selv om vejret er dårligt", siger Anette Bentholm.

Pædagog fungerer som lynafleder i en klar rollefordeling

Et andet argument for at samle flere klasser i idræt er, at der så er flere lærere til at lave grupper. Men så skal man gøre det konsekvent og sørge for, at rollerne bliver koordineret mellem lærerne, mener forskeren.

"Ellers ender det med, at én lærer styrer, mens de andre står og snakker ude i siden", siger hun og nævner et eksempel på det modsatte.

Her fandt læreren redskaber frem, stillede dem op og forklarede eleverne, hvad de skulle bruges til. Imens var klassens pædagog opmærksom på de elever, som havde svært ved at koncentrere sig.

"Hun kunne lægge en hånd på en elevs skuldre og sige: 'Nu skal du høre, hvad læreren siger'. Ellers kunne det let være endt i en konflikt, hvor læreren skældte eleven ud, men fordi lærer og pædagog havde en klar rollefordeling, fungerede pædagogen som lynafleder", fortæller Anette Bentholm.

Du kan læse et resume af hendes undersøgelse via dette link: