Vi hører om de handicappede fra tid til anden, når en kørestolsbruger ikke kan komme med toget, når en udviklingshæmmet ikke må stemme ved valg, når et barn med infantil autisme bliver syltet af kommunen, når unge med handicap må droppe studierne grundet fremskridtreformer, når handicappede mister deres særlige støtte ved overgang til pensionsalderen og så videre. Ja eksemplerne er mange, og mange af eksemplerne er dårlige, og vidner om, at noget er helt galt på handicapområdet. Jeg blev simpelthen chokeret, da jeg læste, at Thorkild Olesen (Dansk Blindesamfund) måtte bruge 100.000 kroner på et lobbyfirma, for at få Christiansborgpolitikerne i tale. Dog kan jeg ikke sige, at jeg blev overrasket. De handicappede er en gruppe, hvis eksistens vi er klar over, men som vi så vidt muligt forsøger ikke at skulle forholde os til.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste af læserne aldrig har hørt om FN´s handicapkonvention, eller ikke har gransket den, og grunden til at jeg bringer det op er, at konventionen sandsynligvis brydes næsten dagligt ude i kommunerne, og totalt overses af et flertal af politikerne på Christiansborg. Når man kigger på den danske lovgivning, og holder den op imod, hvad der står i handicapkonventionen, så er der nogle ting, der virkelig skærer i øjnene. Under Artikel 29 ”Deltagelse i det politiske og offentlige liv”, står der blandt andet, at handicappede skal have mulighed for at afgive deres stemme, på lige fod med andre, men i Danmark kan folk stadig miste stemmeretten, hvis de er underlagt værgemålslovens paragraf 6. Man kan jo ikke begge dele, da disse kolliderer, og eftersom at Danmark har ratificeret handicapkonventionen uden forbehold, må politikerne jo have en eller anden ambition om, at konventionen skal være gældende i henhold til konventionens artikel 4 om ”Generelle forpligtelser”.

Jeg vil i dette indlæg primært fokusere på to områder: Social- og beskæftigelsesområdet og uddannelsesområdet. Beskæftigelsesområdet er på mange måder et stort paradoks, og på mange måder konventionsstridigt. Lad os starte med ydelserne, der jo er blevet beskåret ganske meget. Handicapkonventionens artikel 28 ”Tilstrækkelig levefod og social tryghed” siger faktisk meget konkret hvad en handicappet skal have råd til. Der står decideret, passende ernæring, beklædning og bolig. Denne gælder også både før og efter en ikke efterlevet 225-timersregel. Så vil nogen måske mene, at handicappede jo nok bør være fritaget for 225-timersreglen, men det er jo så kommunerne, der til syvende og sidst afgør hvem, der er fritaget for sanktionen. Man kan undre sig over, at især unge med blandt andet kognitive handicap såsom ADHD eller autisme fylder rigtig godt op, på herbergerne, når de burde have en levefod, der kunne dække omkostningerne til en lejlighed. I Artikel 19 ”Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet” står der, at personer med handicap skal have mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform – Det gælder også unge under 30 med handicap. Gad vide hvor mange af de hjemløse unge med kognitive handicap, der selv har valgt at bo på herberg…? Kommunerne skal også lige huske artikel 19, når de forsøger at tvangsflytte handicappede fra et tilbud, til et andet tilbud, som den handicappede ikke bryder sig om. Handicappede kan også blive ramt af gensidig forsørgerpligt, hvis de bor sammen med en partner, der enten ikke er handicappet, eller på én eller anden måde er underlagt 225-timersreglen. I dette tilfælde kan den handicappedes partner miste hele sin understøttelse, hvilket jo også rammer den handicappede part, da det er den samlede husstand, der går voldsomt ned i indtægt. Igen henviser jeg til artikel 28, hvor der står; Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til en levefod, som er tilstrækkelig for dem selv og deres familie, herunder passende ernæring, beklædning og bolig, og til fortsat forbedring af deres levevilkår, og skal tage passende skridt til at sikre og fremme virkeliggørelsen af denne ret. Den omfatter altså hele familien. Ressourceforløb og aktivering er en hel sag i sig selv. Vi ved jo at mange syge og handicappede får det decideret værre i nogle af de aktiviteter, som kommunerne tvinger folk ud i. Artikel 15 ”Frihed for tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf” siger klart, Deltagerstaterne skal træffe alle effektive lovgivningsmæssige, administrative, retlige eller andre forebyggende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre ikke underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hvem der så skal bedømme, hvad der er umenneskeligt eller nedværdigende, er en hel diskussion i sig selv, men man kommer ikke udenom at spørge individet, og mht. tortur, så må det siges at være tortur, hvis man kan dokumentere, at der tilstøder fysiske skavanker eller psykiatriske overbygninger under et kommunalt ressource- eller praktikforløb. I øvrigt står der under Artikel 16 ”Frihed for udnyttelse, vold og misbrug”, Med henblik på at forebygge forekomsten af enhver form for udnyttelse, vold og misbrug skal deltagerstaterne sikre, at uafhængige myndigheder effektivt fører tilsyn med alle tilbud og ordninger, der er beregnet til personer med handicap. Hvis jeg en dag skulle ryge i kommunens sold uden anden indtægt end kontanthjælp, så ville jeg omgående se, om der eksisterede en myndighed a la den, der omtales her. Og ja, mange handicappede er på kontanthjælp. Det er ingen hemmelighed, og her bliver de fastholdt – sandsynligvis for at indgå i det famøse arbejdsudbud, så de kan hjælpe med at holde lønningerne nede for jer andre. Hver gang politikerne mindes om, at ¾ af folk på kontanthjælp enten er syge eller handicappede, er svaret nærmest påfaldende enstemmigt at, ”Syge og handicappede skal ikke være på kontanthjælp”, som om politikerne nærmest er overraskede over effekterne af deres egne love og reformer. Der føres altså en politik på kontanthjælpsområdet ud fra et ideal om, hvem kontanthjælpsmodtagerne egentlig er, og ikke hvem de reelt er, hvilket skaber masker i vores efterhånden meget sønderskudte sikkerhedsnet, for de handicappede kan ikke respondere på de mange sanktioner og reformer, som politikerne altid siger, skal ramme nogle andre, som jo så udgør et mindretal i den omtalte gruppe. Handicapkonventionens artikel 8 ”Bevidstgørelse” siger blandt andet Deltagerstaterne forpligter sig til øge bevidstheden i hele samfundet og bekæmpe stereotyper, fordomme og skadelig praksis i forhold til personer med handicap, herunder stereotyper, fordomme og skadelig praksis på grund af køn og alder, på alle livsområder, fremme en positiv holdning til og større samfundsmæssig bevidsthed om personer med handicap, samt tilskyndelse til alle medier om at fremstille personer med handicap på en måde, der er i overensstemmelse med denne konventions formål. Det er jo ikke det politikerne gør, når de fornægter og fordrejer fakta i forhold til hvem, der er på kontanthjælp. Slutteligt står der i artikel 27 ”Arbejde og beskæftigelse”, at Deltagerstaterne skal fremme beskæftigelsesmuligheder og karrieremuligheder for personer med handicap på arbejdsmarkedet samt bistand til at finde, få, fastholde og vende tilbage til beskæftigelse, og her savner jeg måske en mere aktiv indsats i form af blandt andet incitamenter til arbejdsgiverne, og flere fleksjobtilkendelser. Og når man så skal sætte handicappede i praktik, så kunne man jo i højere grad forsøge at finde et praktikforløb indenfor personens interesser og kompetencer. Jeg bliver så træt af at høre om ”Succeshistorier”, hvor en dreng med ADHD eller noget lignende, har fået et job i et supermarked. Som autist har jeg nogle ting og interesseområder, som jeg er rigtig god til, hvilket i mit eget tilfælde i høj grad er indenfor video- og medier (Hvis man altså lige ser bort fra lærergerningen). Jeg har aldrig hørt om nogen, der er kommet i praktik som eksempelvis kameramand på Danmarks Radio eller som manuskriptforfatter på Zentropa. Min pointe her er sådan set bare, at handicappede kan have væsentligt mere at byde på, end folk umiddelbart tror, og det potentiale bør da helt sikkert udnyttes.

Mht. uddannelsesområdet vil jeg ikke gå for meget ned i folkeskolen, hvor alle sikkert har fået så rigeligt nok af inklusionsdiskussionen, men det skal dog nævnes, at efter man lavede skolereformen, og har tvunget blandt andet autistiske elever ud af specialklasserne og ind i normalklasserne, er der sket det, at mange autister mistrives, hvilket har ledt til megen skolevægring. Det har kommunerne forsøgt at løse, ved at lave sanktioner mod forældrene til de autistiske børn. Det er lodret imod Artikel 23 ”Respekt for hjemmet og familien”, hvor der blandt andet står; Deltagerstaterne skal sikre, at et barn ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En kommunalt ansat er ikke nødvendigvis en kompetent myndighed, og desuden har kommunerne en fantastisk evne til, at afgøre sager om borgere med handicap, uden nogensinde at have mødt personen, det handler om. Herfra aftager diskussionen om det rummelige uddannelsessystem ganske hurtigt, og det eneste, der er fokus på, er individuel kompensation i form af blandt andet SPS-støtte eller Handicaptillæg til SU´en, som nogle mennesker virkelig skal kæmpe for at få. I Artikel 24 ”Uddannelse” står der blandt andet, Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at virkeliggøre denne ret skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring, der tager sigte på at opnå menneskets fulde personlige udvikling og erkendelse af dets værdighed og selvværd og ved virkeliggørelsen af denne rettighed skal deltagerstaterne sikre, at personer med handicap ikke udelukkes fra det almindelige uddannelsessystem på grund af handicap, og at der foretages en rimelig tilpasning ud fra den enkelte persons behov ligesom at Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne sikre, at der sørges for en rimelig tilpasning til personer med handicap. Dette er altså ikke gjort blot med elevatorer og et par handicaptoiletter. Hvorfor er man ikke begyndt at tale om, at certificere uddannelser, så man kan se hvad den enkelte uddannelse har af kompetencer i forhold til at inkludere folk med særlige behov? Når folk taler om undervisningsdifferentiering, så plejer jeg også at nævne evalueringsdifferentiering, for prøve- og eksamensformer kan være ligeså store barrierer for studerende med handicap. For mig som autist, har en mundtlig eksamen karakter af et tredjegradsforhør, hvor jeg i 30 minutter straight, skal aflæse sociale koder og gætte mig til, hvad min lærer og en ukendt censor forventer, mens de har mulighed for, på et hvilket som helst tidspunkt, at afbryde, sige og spørge om noget uventet – Kort sagt, alt det en autist har svært ved. I bedste fald vil jeg kalde en mundtlig eksamen for et overgreb, og man ville aldrig på samme måde forvente, at en i kørestol skulle præstere noget fysisk for at bestå en test. Det bør ganske enkelt være muligt selv at vælge hvordan man vil evalueres, og det bør være en universel rettighed, der ikke kun skal være forbeholdt folk med handicap. Høje krav om selvstændighed kan også være svært for de af os, der har brug for, at nogle sætter nogle klare rammer for en aktivitet, ligesom vi også er nogle, der har brug for, at den givne aktivitet er afgrænset. I øvrigt burde alle uddannelser have nogle stillerum, hvortil man bude kunne lukke døren og være alene. Uddannelsesinstitutionerne skal også være langt mere inde over elevernes trivsel. Frafald koster statskassen cirka 1 milliard om året, men har man egentlig set på, hvorfor så mange enten dropper ud, eller skifter uddannelse? Jeg ved at mange handicappede, er droppet ud af deres uddannelse på grund af blandt andet fremdriftsreformen, men jeg har også en anelse om, at det at trivsel er noget, du selv er ansvarlig for som studerende, har nogle voldsomme slagsider. Overvej hvad en klassens time til snak om trivsel måske kunne gøre for at nedbringe frafald på de videregående uddannelser. Dertil kommer, at relationer til blandt andet undervisere, for nogle grupper er ligeså nødvendige, som i folkeskolen. Det betyder at relationerne er nødt til at være længerevarende og dybe og ikke bare kan afgrænses, til den kontakt man nu engang har i en undervisningslektion. Underviserne er også nødt til at være inde over det studiesociale, og det er vigtigt at klassekammerater er indforstået med, at vi ikke alle synes at det at gå i byen torsdag, fredag og lørdagaften, er skæppeskønt. Her mangler vi også nogle minimumskrav til tutorer i forhold til inkluderende aktiviteter. Disse diskussioner er vi ikke engang begyndt at tage endnu. Pt. kører diskussionerne om karaktermure og adgangskrav, sammen med snak om SU-reformer og kommunale besparelser, og vi ved jo hvem det rammer, selvom vi via konventioner har forpligtet os på noget andet.

Handicapområdet burde ligge langt højere oppe på regeringens to-do-liste end fx afskaffelsen af loftet over beskæftigelsesfradraget. Der er uanede ressourcer, hvis man formår at inkludere de forskellige grupper af handicappede både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Vi er ikke bare en gruppe af undermennesker, der helst ville foretrække en førtidspension. Tværtimod. Vi mangler bare nogle politikere, der kan og vil skabe de nødvendige rammer, hvilket de jo så faktisk også har forpligtet sig på. Vi venter fortsat i spænding.