Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

(16.351 følger) Se alle medlemmer
Blog
1   18

En opladning

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.


En tur til Christiansø Skole sætter tanker i gang omkring nærhed, aldersintegreret undervisning, lejrskoler, en el-oplader....

Det er med en forventning ud over det almindelige, at jeg begejstret har takket ja til at komme til Christiansø Skole for at fortælle de 14 elever om Stian Hole og andre norske forfattere/illustratorer. Jeg har nemlig fået at vide, at øen dagligt gæstes af en sule, der er blevet forelsket i øens benzinstander. Og når man nu ved, hvor mange fortællinger, der handler om den umulige kærlighed, så er der da her en god indledning. 

Men lad mig afsløre med det samme, at historien er et falsum. Det var havnens el-oplader, sulen havde kastet sin kærlighed på. Opladeren var lige nu fjernet, og sulen havde ikke været der i nogen tid. Og som den unge pige, der serverede Gæstgiveriets platte med Christiansø-sild, sagde: "Det var en mærkelig fugl". Men måske har den alligevel haft kontakt og er blevet ladet op til nye eventyr?

Artiklen fortsætter under banneret

På skolen tager vi alle skoene af, når vi går ind i skolestuen, hvor de 14 elever fra 1. - 7. klasse sidder ved et langt bord i midten af lokalet, mens deres individuelle arbejdspulte står langs væggene med stoleryggene vendt mod midten af lokalet.

Jeg beretter om måden Stian Hole på sin computer komponerer billeder på, om betydningen af at tabe tænder, når man skal begynde i skolen, om at "vokse nedad", når man ældes, og om at ængstes for det ukendte. Eleverne kommenterer og bringer samtalen på nye spor. 

Jeg viser dem Synne Leas Nattevagt, som er en smuk og intens digtsamling for børn med illustrationer af Stian Hole. Vi taler om at have øje for hinanden, og om at nogle veje måske ikke bryder sig om deres navne; Kalkbrænderihavnsgade fx. Det fører til en samtale om navne, som får mig til at vise dem Louis Jensen og Helle Vibeke Jensens Hør her stær, som beretter om drengen, der kan tale og forstå fuglenes sprog. Men de hedder ikke det, vi kalder dem! Og Helle Vibeke Jensen har lavet computerbilleder på en helt anden måde end Stian Hole. 

Dette fører videre til fixerbilleder, hvor den norske tegner Per Dybvigs store og storladne bog, Jægeren, kommer på banen med alle dens smukke billeder af dyr, der ikke findes. "Fortæl mig om de dyr på Christiansø, som ikke findes," beder jeg. Og seje Svea ("Det hedder jeg, fordi min far kommer fra Sverige") ryster på hovedet ad mit spørgsmål og får anerkendende nik fra de andre, selv om hun ikke er blandt de ældste. Alligevel kommer de i tanker om, at de har været på jagt efter tegn på dyr, de ikke kunne se. Puslen, når man er helt stille. Den uhyggelige glammen i vinternatten fra nogle af de 4-500 gråsæler ude bag ved Græsholmen, ved skæret Tat.

Vi afslutter vores skoletime med et kig på en norsk grafisk roman, der som hovedperson har et menneskedyr, som ikke findes: Mulegutten af Øyvind Torseter. (Muledrengen på dansk). 

Eleverne snakker sammen som en fortrolig søskendeflok, og efter skoletid møder jeg nogle af dem - store og små - på vej ned til udspringsvippen på Frederiksø, hvor de bader. Hernede er der også et par elever fra den skole, der er på lejrskole herovre, og som har slået deres telte op i Kongens Have ved siden af skolen. Selv om de ser ud til at være ældre, så kender børnene hinanden, for de lokale skolebørn har være guider for gæsterne, da de ankom til øen.  

Efter skoletid er der tid til besøg i det nyrestaurerede Storetårn, som er blevet så smukt, at det nærmest gør ondt i sjælen, og som danner ramme om en præsentation af kunstværker, der kan lukke øjnene op for naturen: enorme fuglebilleder af Jens Gregersen, en stor og smuk bronzeedderfugl af John Olsen og et helt stokværk med billeder af eventyreren, grønlandsfareren, bornholmeren, maleren Gitz-Johansen.

På færgen tilbage til Gudhjem rumsterer tankerne. Det kan godt være, at den lille skole på øen er udtryk for en nødvendighed, og min betagelse måske er udtryk for en art nostalgi. Men når nu man ved, at de fleste bæredygtige, pædagogiske tanker og reformer er udsprunget af benspænd og ikke af skrivebordsteorier, så har besøget på Christiansø Skole vist mig nogle kvaliteter i nærvær og aldersintegrering, som i hvert fald ikke fremmes, når KL agerer som om de er partnere med Bæredygtigt Landbrug og fiskeriets kvotekonger.  

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ