Foto: Jacob Nielsen

Sus har humor

Skuespilleren Mia Lyhne fik et nært forhold til sin lærer, der nok kunne være skrap, men altid på en humoristisk måde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Se, det har jeg fået af min lærer«, siger skuespiller Mia Lyhne og viser stolt et bundt påskeliljer og noget babytøj frem foran sin gravide mave. En gave, der vidner om, at læreren Sus Sørensen, selv 20 år efter at Mia forlod folkeskolen, er helt opdateret med, hvad der sker i hendes liv. Sus og Mia har holdt kontakten med hinanden siden skoleårene, og Sus ser de fleste af de forestillinger, som Mia er med i.

Da Mia valgte at medvirke i »Mig og min lærer«, som er en del af kampagnen bliv-lærer.nu, var der ikke nogen tvivl om, hvilken lærer hun skulle have med sig:

»Sus er et af de mennesker, der har haft stor betydning i mit liv. Her efterfølgende kan jeg jo se, hvilket kæmpe stykke arbejde Sus har gjort. Hun forlangte ret meget og gik op i, at vi skulle lære noget. Og vi lod os rive med, måske fordi vi kunne mærke hendes kærlighed til faget og til os. Jeg tror, at hvis man spørger klassen i dag, ville de alle sammen sige, at de havde en fantastisk klasselærer, der betød meget for dem«.

Sus' smil vokser, i takt med at Mia remser roserne op.

»Jeg sidder bare og suger til mig«, siger Sus glad.

»Det skal du også bare«, siger Mia kærligt og læner grinende sit hoved ind til Sus.

Mia husker godt, da klassen fik Sus i slutningen af 4. klasse.

»Selv om Sus var nyuddannet, så var hun bestemt ikke til at løbe om hjørner med. Hun var en bestemt dame, der vidste, hvordan hun ville have det. Selv rødderne havde respekt for hende. Nu skal det ikke lyde, som om knaldhård disciplin er vejen frem for en velfungerende skole, men jeg tror, at faste og klare rammer kombineret med en masse sjov og humor var lige det, vi havde brug for i vores klasse«, siger Mia.

Og Sus var god til begge dele.

»Engang jeg havde afleveret en noget rodet stil, fik jeg den tilbage med en lang række ægyptiske hieroglyffer. Det var Sus' humoristiske måde at fortælle mig på, at jeg skulle stramme mig an«.

Timerne med Sus var spændende, fordi hun var så engageret og fandt på tossede ting, husker Mia.

»Det var jeg nødt til for at overleve«, siger Sus med grin i stemmen og understreger samtidig, at humor er en vigtig del af lærerjobbet.

»Jeg mener ikke, at man skal spille klovn, men det hjælper at være kreativ og humoristisk«, siger hun.

Sus satte mange projekter i gang i klassen. De vandt en stor novellekonkurrence, og der blev spillet en del teater, hvilket Mia allerede dengang var bidt af. Blandt andet spillede de Holbergs »Den politiske kandestøber« i 7. klasse.

»Det var en meget ambitiøs og smaddersjov teaterforestilling, som alle arbejdede knaldhårdt for at få op at stå«, husker Mia.

Men ind imellem alt det sjove og kreative var der også plads til dybe og fortrolige samtaler mellem Mia og Sus.

»Jeg opbyggede et meget nært forhold til Sus og syntes, at hun var et rigtigt godt menneske at snakke dybt med. Jeg kunne vende nogle ting med Sus, som jeg ikke kunne vende med andre. Jeg følte virkelig, at hun så mig, som den jeg var«, siger Mia.

»Men du var også helt dig selv«, siger Sus og fortsætter:

»Du kunne spille alle roller, men den vigtigste rolle er at kunne være sig selv. Og det kunne du«.

Til afslutningsfesten spillede Mia Sus. Hun tog en bog ned bag i bukserne, som skulle demonstrere Sus' flade røv.

»Der var ingen, der var i tvivl om, at det var mig, du spillede. Alle var færdige af grin«, siger Sus. »Med dine talenter ville du selvfølgelig på skuespillerskolen med det samme, og jeg var ikke i tvivl om, at du nok skulle blive skuespiller, men jeg rådede dig til at tage gymnasiet først. Som jeg sagde: 'Man bliver ikke dummere af det'«.

»Og selvfølgelig gjorde jeg, som du sagde«, svarer Mia lydigt.

Da Mia startede på gymnasiet, blev de ved med at holde kontakten med hinanden. »Det gav ligesom sig selv«. |

Bliv-lærer.nu

Sus Sørensen var Mia Lyhnes klasselærer fra 4.-9. klasse, år 1981-1987, på Balsmoseskolen i Smørumnedre, hvor hun stadig arbejder.

Mia Lyhne er skuespiller og blandt andet kendt fra tv-serien »Klovn«. Sammen med flere andre kendte og deres lærere medvirker de i bliv-lærer.nu, som har det overordnede mål at forøge antallet af ansøgere til læreruddannelserne over hele landet.

Bag kampagnen står KL, Undervisningsministeriet, Lærerstuderendes Landskreds og Danmarks Lærerforening. Kampagnen starter den 22. februar og løber frem til 1. juli. Man kan læse gode lærerhistorier på bliv-lærer.nu, hvor man også selv kan fortælle om sin egen yndlingslærer.

På folkeskolen.dk's community for lærerstuderende og nyuddannede lærere, folkeskolen.dk/nylaerer kan du læse reportagen fra en workshop, hvor lærerstuderende og nyuddannede lærere bliver klædt på til at være ambassadører for kampagnen. Her vil du også kunne se videoer med blandt andre DLF-formand Anders Bondo Christensen og undervisningsminister Bertel Haarder, der fortæller deres gode lærerhistorie.

»Jeg mener ikke, at man skal spille klovn, men det hjælper at være kreativ og humoristisk« Sus Sørensen
Powered by Labrador CMS