Blog
3   56

Folkeskolens forråelse

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Som følge af skolereformen er det trygge og varme fællesskab, som den danske folkeskole med rette er blevet verdensberømt for, langsomt og upåagtet ved at blive forvandlet til et koldt, ekskluderende og forjaget sted.

Arbejdstilsynet melder om en markant vækst i antallet af sager om vold mod lærere i folkeskolen. Tallene kan måske synes små: 40 gange måtte tilsynet rykke ud i 2013, og 19 gange resulterede det i påbud, imod 75 udrykninger og 48 påbud i 2016; men dels er forøgelserne (hhv. 88 og 152 pct.) opsigtsvækkende, dels er det kun toppen af isbjerget. Tilsynet understreger, at stigningen ikke skyldes øget fokus på problemet.

Lige så opsigtsvækkende er en netop offentliggjort en undersøgelse fra Center for Grundskoleforskning af udviklingen i gruppen af elever med særlige behov. Undersøgelsen viser, at 24 pct. af alle elever mistrives i folkeskolen i dag i en sådan grad, at de tildeles speciel støtte, enten som supplement til almenundervisningen eller som decideret specialundervisning i rasende dyre, segregerende foranstaltninger såsom specialklasser og -skoler. Det er i sig selv et rystende højt tal, men hvad værre er: Væksten er sket efter 2013 og på netop det område, hvor skolereformen for alvor skulle gøre en forskel til det bedre, nemlig på forekomsten af elever med alvorlige adfærdsforstyrrelser. Rapporten giver intet bud på årsagerne hertil, og vi savner i det hele taget autoritativ viden på feltet. Forskningscentrets leder, professor Niels Egelund, har dog, sin vane tro, været ude med nogle skud fra hoften. Han peger på flere overlevende, tidligt fødte børn med handicaps, konsekvenser af forurening, samt flere skilsmisser og resursesvage forældre. Hvordan det skulle kunne forklare udviklingen efter 2014, forekommer ikke umiddelbart indlysende.

Artiklen fortsætter under banneret

Andre, herunder en del borgerlige politikere, søger forklaringen i en generel samfundsudvikling. Heller ikke det giver imidlertid megen mening, al den stund andelen af unge, der kommer i konflikt med loven, notorisk har været faldende i samme periode. Men i folkeskolen er andelen af forældre, der mener, at der er for meget uro i deres barns klasse, ifølge SFI til gengæld vokset voldsomt: fra 43 pct. i 2014 til 62 pct. i 2016.

Der synes at være udbredt enighed om, at fejlslagen inklusion, navnlig i indskolingen, må være forklaringen. Javist; det er der bare ikke meget forklaringskraft i. At sige, at en elevs voldelige angreb på læreren er udtryk for, at den pågældende elev ikke føler sig inkluderet, er vel nærmest at betragte som en truisme, altså en intetsigende sandhed. Vi skal et spadestik dybere. Hvad er det, der er sket i folkeskolen fra 2013 til 2016?

Der er først og fremmest sket det, at vi har fået en skolereform, som er i færd med at ændre folkeskolen på en måde, som ingen ønsker. Lærerne oplever en forråelse af skolen, som de har advaret imod fra dag et, og de peger især på to faktorer som årsager hertil.

For det første har reformen medført en forøgelse af skolens undervisningsmængde i størrelsesordenen 25 %, finansieret alene ved en øget opgavemængde for den enkelte lærer, der er blevet tvunget at prioritere sin arbejdstid anderledes. Det har bevirket, at det overskud og den tid, som læreren før reformen brugte til at give opmærksomhed og opbygge relationer til såvel den enkelte elev som til klassen som helhed, er væk. Det rammer lærerens håndtering af konflikter, mobning og uro. Med under ti minutter pr. lektion til den allermest nødtørftige forberedelse og efterbehandling af selve undervisningen er lærerens sociale arbejde, elevsamtalerne og det kollegiale samarbejde en skygge af, hvad det var, og aftensamtaler med forældre til børn i krise er blevet no go, efter at lærernes arbejdstid er blevet låst i et 8-16-mønster.

Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat opstår relationer mellem lærere og elever. Undervisningen er til enhver tid relationsbåret, men når læreren ikke længere kan lægge tid og kræfter i denne del af sit arbejde, bliver relationerne svagere og mere tilfældige, hvorfor læreren lettere mister grebet om såvel den enkelte elev som klassen som helhed. Og så hjælper det fedt, at reformen forsøger at udlicitere relationsarbejdet til en anden personalegruppe, pædagogerne, der angiveligt skulle være bedre kvalificeret til at varetage netop denne opgave. Det fungerer ikke. En pædagog kan måske kan træde til med noget mere eller mindre vellykket brandslukning nogle timer om ugen, men relationsarbejdet pågår non stop i undervisningen. Pædagogen er desuden uddannet til at se det enkelte barn i en fritidssammenhæng og opnår kun yderst sjældent den nære relation til hele klassen, som læreren, der er tilstede konstant og kommer tæt på den enkelte elev og hjemmet i et langt mere forpligtende forhold, gør. Hvis han altså har tid til det.

For det andet skærper den drastiske forlængelse af skoledagen, navnlig i de yngste klasser, enhver konflikt i skolen. Man kan leve med mangt og meget, især hvis det kun er kortvarigt, og man i øvrigt er et nogenlunde modent menneske med styr på sig selv. Men for et lille, impulsstyret barn gør det himmelvid forskel, om et pres skal bæres i fire eller seks timer. Frustrationerne akkumuleres, indtil barnet når bristepunktet, og så kommer amokløbet. I en undersøgelse foretaget af Politiken i 2016 blandt alle landets børnehaveklasseledere angav fire ud af fem, af reformen har skabt decideret mistrivsel blandt børnene i form af voldsomme konflikter, gråd og ufrivillig vandladning.

Men der er flere andre forhold, der medvirker til at gøre skolen til et mere utrygt sted for børnene. Lad mig i hurtig rækkefølge nævne de vigtigste:

Centraliseret læringsmålstyringsregime med styrket fokus på testresultater, hvorved eleverne måles og vejes op mod hinanden og for en dels vedkommende diskvalifiiceres råt for usødet i skriftlige, computergenerede bedømmelser udsendt fra undervisningsministeriet med afleveringspligt til hjemmet.

Kommunale strukturomlægninger, der kaster elever og lærere rundt mellem matriklerne og skaber en kaotisk opbrudsstemning, hvor ansvaret forflygtiges og ingen reelt har styr på sagerne. Men det bliver bedre til næste år! Eller næste år igen! Hvorefter alt igen skal omkalfatres.

Afmontering af klasselærerrollen, der erstattes med en kontaktlærerfunktion, hvor lærerne deler eleverne mellem sig, således at hver lærer kun har ansvar for en mindre gruppe på 5-10 elever, hvorefter ingen længere har noget blik for de dynamikker, der er på spil på tværs af grupperne og i klassen som helhed.

Opløsning af den faste klasse til fordel for hyppige, varierende holddannelser på tværs af en langt større børnegruppe, ofte på baggrund af fagligt niveau, med brudte relationer, forvirring og utryghed blandt eleverne til følge.

Lukning af mindre skoler i hundredvis, klassesammenlægninger og forøgelse af klassekvotienter, såkaldt ’klasseoptimering’, der i sig selv medvirker til at gøre den enkelte elev mere usynlig. Omkring 150.000 elever svarende til ca. 27 pct af alle elever går i dag i klasser med mere end 24 elever.

Individuelle skriftlige elevplaner, der reelt fungerer som skudsmålsbøger med en slags karaktergivning i samtlige fag på samtlige klassetrin og dermed uvægerligt bliver en nådesløs udstilling af de svage elevers fejl og mangler.

Sidst, men ikke mindst, er det en kendsgerning, at intet er dette er groet frem på folkeskolens egne præmisser. Det er alt sammen blevet påtvunget skolen, idet beslutningstagerne åbenlyst har affejet alle råd og indvendinger fra lærerne. Skolereformen bygger ikke på nogen form for samtale eller blot forståelse med dem, der skal føre den ud i livet. Den er født i åben konflikt, gennemsyret af magtbrynde og mistillid i form af en veritabel kollektiv, af ILO fordømt straffeaktion mod lærerstanden. og det har forgiftet atmosfæren i folkeskolen.

Lærerarbejdets grundlæggende attraktion, glæden ved at følge børn tæt og nære dem i deres daglige læreproces og personlige udvikling, er stadig virksom, men tydeligt svækket; de unge går nu på femte år i stor stil udenom læreruddannelsen, og flugten til privatskolerne tager til. Flere potentielle lærerstuderende ser, at det trygge og varme fællesskab, som den danske folkeskole med rette er blevet verdensberømt for, er ved at blive forvandlet til et koldt, ekskluderende og forjaget sted, som de ikke har lyst til at lægge deres livsværk i.

Man kan mene, at reformpolitikerne er i deres fulde ret til at gøre med skolen, som de har gjort, men det er ret beset sagen uvedkommende. Det afgørende spørgsmål er og bliver, om det, de har gjort, er klogt?

 

(udvidet og bearbejdet version af Weekendavisens kronik 18.8 2017.)


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ