Cirka hver anden med autismespektrumforstyrrelser, ASF, får også stillet diagnosen angst, fortæller Emilie Jensen. På læreruddannelsen havde hun aldrig hørt om, hvordan man håndterer angst hos børn. "Jeg begyndte at overveje, om der er måder, jeg som lærer kan agere, kommunikere, planlægge undervisningen og andre elevrettede aktiviteter, som kan støtte disse elever bedre og eventuelt mindske deres angst. Samtidig blev jeg præsenteret for et koncept for, hvordan voksne omkring eleven med angst skal reagere, og hvordan angsten kan behandles", fortæller hun i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Odense ved University College Lillebælt. I problemformuleringen stiller hun derfor spørgsmålet: Hvordan kan lærere bedst understøtte en positiv udvikling for elever med ASF og angst, og kan koncepter for angstbehandling bruges i arbejdet med disse elever?

Emilie Jensen observerede en bestemt elev, Kasper, og for at få empiri fra flere elever interviewede hun også en ældre elev fra samme skole. "Efter interviewet blev det tydeligt, at der var forskel på, hvad eleven selv kunne sige om sin angst, og hvad hans lærer sagde. Derfor valgte jeg også at interviewe hans lærer for at få et mere nuanceret billede af eleven og information om, hvad eleven ikke selv satte ord på", fortæller hun.

Autismespektrumforstyrrelse

For at få stillet diagnosen autismespektrumforstyrrelse, ASF, skal man have vanskeligheder med det sociale samspil, kommunikation og forestillingsevne. Disse vanskeligheder gør, at personer med ASF ofte har svært ved at gennemskue de uskrevne regler for socialt samspil og samtale, for eksempel at man skal trøste en person, der er ked af det, skal vente på tur, spørge ind til dét en anden snakker om eller bruge høflighedsudtryk som 'selv tak'. De har svært ved at afkode mimik og forstår det talte sprog meget konkret og fanger derfor ikke non-verbal kommunikation eller det, der bliver sagt 'mellem linjerne'.

"Det betyder dog ikke, at personen ikke ønsker at indgå i sociale relationer, men at det kan være yderst svært at få det til at lykkes på en hensigtsmæssig måde", understreger Emilie Jensen.

Angst

Angst er en almindelig følelse for alle mennesker. Angsten beskytter os, og får os til at præstere bedre i bestemte situationer. Men for nogle bliver angsten så hyppig, intens og omfattende, at den bliver en plage Børn med angst vil aldrig have nøjagtig samme adfærd, angsten kommer ofte til udtryk på tre måder, siger Emilie Jensen.

- Barnets mentale processer og tanker kredser om trusler og farer,

- Barnet bliver fysisk påvirket for eksempel ved hjertebanken, svedudbrud, kvalme, hovedpine, ondt i maven, diarré eller træthed.

- Barnets adfærd ændres for eksempel ved at græde, vandre hvileløst rundt eller ryste, og ofte der noget, barnet undgår enten ved åbenlyst at nægte at gøre noget bestemt eller beskæftiger med noget andet for at undgå dét, barnet er angst for.

Dobbelt udfordret

Nogle mennesker med ASF har altid eller det meste af tiden et højt angstniveau. Deres angst opstår i situationer, de ikke forstår, og som derfor forvirrer og skræmmer dem. Hvis et barn oplever stressfaktorer oveni i forvejen af være følsom og angst, vil det kunne virke voldsommere end hos andre børn og vil kunne øge barnets frygtsomhed. Børn med ASF opleve generelt hurtigere situationer som stressende, da de har sværere ved at finde ud af, hvordan de skal agere. "Et barn med ASF og angst er altså dobbelt udfordret, da ASF i sig selv giver mange udfordringer og samtidig vil gøre barnet mere følsomt overfor stressfaktorer, der kan øge angsten. Øget angst vil igen gøre flere situationer mere stressfulde, og på denne måde kan det blive en ond spiral", siger Emilie Jensen.

Konceptet

Ronald M Rapee og hans team mener, at der er måder at reagere på overfor børn med angst, der enten kan vedligeholde angsten eller hjælpe barnet til bedst muligt at håndtere den. "Konceptet henvender sig primært til barnets forældre, men pointerer samtidig, at arbejdet med angst vil virke bedst, hvis der sættes ind i alle aspekter i barnets liv og alle personer barnet bruger meget tid sammen med. Konceptet er derfor yderst relevant i skolesammenhænge, da personalets måder at reagere på også vil kunne påvirke barnet og dets angst", skriver Emilie Jensen.

Lad være

En række reaktioner fra omgivelserne kan vedligeholde og tilmed øge angsten, siger Rapee:

- for overdreven beroligelse af barnet,

- overinvolvering og overdreven vejledning,

- at tillade undgåelse,

- at blive utålmodig med barnet.

Sådan skal du

Omvendt er der reaktionsmåder, der kan hjælpe barnet med at håndtere angsten, siger Rapee:

- belønning af modig, ikke-angst adfærd,

- ignorering af adfærd, der ikke ønskes,

- tilskynde barnet til at klare sig på en konstruktiv måde,

- efterligne modig, ikke-angst adfærd.

Og, fremhæver Emilie Jensen, arbejdet kræver konsekvens og et følelsesneutralt personale, for at det skal lykkes.

Kasper er bange for Gud

Da hun begyndte at observere Kasper, havde han gået på skolen i tre måneder, og inden da var han elev på en almindelig folkeskole, hvor han det sidste år havde haft meget fravær.

Kasper er fritaget fra faget 'kristendom', da han reagerer modstridende og angst på alt, hvad der har med gud og religion at gøre. I forbindelse med undervisning i klassen sidder han størstedelen af tiden ved sin arbejdsplads i et tilstødende lokale. "Herfra kan han høre, hvad der bliver sagt inde i klassen og løser opgaver på lige fod med de andre elever. Han siger selv, at han får ondt i hovedet, når han er inde i klassen, og familie og personale mener, at han er angst for at gå i skole", fortæller Emilie Jensen. "Kasper er meget følsom over for forandringer og reagerer ofte ved ikke at ville deltage. Han undgår at tale højt og trækker sig ofte fra sociale sammenhænge. Kasper bryder sig ikke om at være sammen med mange mennesker ad gangen, men søger dog voksenkontakt, ofte i form af fjolleri og leg. Han leger nogle gange med andre elever, og han er vellidt. Han trækker sig dog hurtigt fra legene igen. Desuden har Kasper svært ved at besvare spørgsmål omkring relationer, socialt samvær og følelser", skriver Emilie Jensen.

Mens hun en dag sidder sammen med Kasper, lyder samtalen på et tidspunkt:

Kasper: "Det er lava". Emilie: "Åh, gud".

Kasper: "Du må ikke sige gud, så får jeg ondt i hovedet".

Emilie: "Nå. Så lader jeg være med det".

På et tidspunkt synger/nynner Kasper og Emilie nynner med.

Kasper:  "Du må ikke synge. Det er kun mig".

Emilie: "Ej".

Emilie nynner videre, og Kasper siger ikke mere til det.

(Læs noterne fra alle observationerne side 10-13 og analysen de følgende sider).

Forudsigelighed før behandling

Gennem analysen af observationer blev det tydeligt, at personalet, ifølge Rapees koncept reagerer uhensigtsmæssigt og dermed risikerer at vedligeholde Kaspers angst, siger Emilie Jensen i projektkonklusionen. Men det er også tydeligt, at det i arbejdet med elever med ASF og angst ikke er godt pludseligt at modarbejde deres reaktionsmønstre "for eksempel ved at eksponere for det, eleven er angst for, da et brud med elevens faste rutiner øger stressniveauet, der også kan øge angsten".

Rapee foreslår 'detektivtænkning' som strategi, men det kræver et højt refleksionsniveau og forestillingsevne, og det har mange elever med ASF netop vanskeligt ved. Elever med ASF har også vanskeligheder med at kommunikere, og det gør arbejdet med angst svært, fordi eleverne ikke kan sætte ord på det, de oplever og tænker. Derfor vil det ofte være mest givende at starte med at skabe struktur og forudsigelighed i elevens hverdag, før man arbejder specifikt med angsten, siger Emilie Jensen. Elevens egne færdigheder bør også trænes, så han får lettere ved at håndtere hverdagssituationer. Først, når det er sket, kan man i angst-frie situationer begynde for eksempel at træne afslapningsøvelser, der kan mindske angsten.

"Konceptet har fokus på, hvad der sker i individet fremfor i samspillet med omgivelserne, og det er ikke tilstrækkeligt, da man også bør undersøge elevens deltagelse i et praksisfællesskab med fokus på, hvordan relationer mellem deltagere, arbejdsopgaver og redskaber forandrer sig gennem deltagelse", skriver hun. Hendes analyse viser, hvordan tiltag, der ændrer omgivelserne, kan få en elev med ASF og angst til at deltage i undervisningen på trods af sin angst. "At konceptet er kontekstuafhængigt er altså et stort kritikpunkt, hvis det skal bruges i arbejdet med elever med ASF og angst", understreger Emilie Jensen.

I projektet peger hun på, at angst muligvis kan være en komponent til ASF og ikke altid er en komorbid diagnose. "Vores opfattelse af diagnosen kan have betydning for, hvordan vi opfatter elevens udfordringer, og hvilke tiltag vi laver. Der opstår et paradoks mellem på den ene side at ville behandle en komorbid angst og fokusere på det elevens inde, og på den anden side at styrke elevens færdigheder i samspil med omgivelserne, når angsten opfattes som komponent til ASF", skriver hun og konkluderer, "at det undersøgte koncept til behandling af angst kun delvist kan benyttes i arbejdet med elever med både ASF og angst". I praksis kan man ikke undgå at medtænke omgivelserne og samspillet med dem, og konceptet tager ikke højde for de vanskeligheder, der skyldes ASF, og elevers individuelle færdigheder, vanskeligheder og personligheder. For at støtte eleverne bedst muligt må man se på den specifikke elev, og hans samspil med omgivelserne. Ud fra det skal elevens færdigheder trænes, og hverdagen skal struktureres, så elevens vanskeligheder skaber så lidt angst som muligt. Først derefter kan det vurderes, om der skal arbejdes mere specifikt med angsten, siger hun.

Det kan også diskuteres, i hvor høj grad opgaven med angstbehandling skal varetages af skolen, eller om opgave udelukkende bør varetages af psykologer, mener Emilie Jensen. Elever med ASF og angst skal støttes og hjælpes, men ved at fokusere på diagnoserne er der risiko for, at man søger at behandle angsten på lige fod med angst hos neurotypiske børn. Med den behandling glemmer man måske at inddrage konteksten og elevens vanskeligheder, advarer Emilie Jensen.

Se hele projektet: