Vi har brug for et nyt syn på evaluering

Når man benytter evalueringer og karakterer til at ekskludere folk, så er vi ude på et skråplan. Intelligens er en flertydig størrelse som ikke kan rammesættes og kassetænkes som vi ser det nu. Det er vigtigt at vi begynder at tænke i nye baner. Det er super fedt, at nogle gymnasier er begyndt at eksperimentere med, at afskaffe karakterer helt - i hvert fald i 1.g og 2.g, men vi skal videre end det.  Jeg vil i det følgende komme med en kritik af det nuværende karaktersystem som bygger på summative tests, teaching to the test og et stringent krav til akademiske kompetencer.

• Det nuværende karaktersystem bygger på en formodning om at hårdt slid altid kan få alle til at præstere særligt godt indenfor snævert rammesatte krav. Det handler altså om at ramme det, lærer,censor og ministerie har skrevet af krav til en given opgaveformulering, til punkt og prikke. Således får man 12-taller. Kreativitet og samarbejdsevner bliver sjældent værdsat for det handler om at ramme lige præcis det ene facit, der som regel altid er, selv indenfor emner, der er mindre målbare.
• Det nuværende karaktersystem bygger på troen om, at alle kan motiveres (Kender vi fra beskæftigelsespolitiken) til at levere i hvert fald noget indenfor det snævert rammesatte mål - Altså at kunne komme over det forbistrede 02. Andre udslagsgivende faktorer såsom social sammensætning i en klasse eller på en uddannelsesinstitution, er ingen undskyldning for den dårlige karakter når man skal videre til næste klasse eller videre ud i livet. Her køres der benhårdt med operant betingning, og det du ikke præsterer, vil senere ramme dig som en boomerang. 
• Det nuværende karaktersystem bygger på stigmatiseringer. Elever der "må" omkring en produktionsskole er allerede stigmatiserede som mindre begavede og uden mesterlære-ordninger vil mange alligevel havne på kontanthjælp med de nye erhvervsskoleregler/adgangskrav. Har man gået i specialklasse, ja så er skaden sket, for det er et stigma som man sandsynligvis fremadrettet vil komme til at høre for samt skulle forsvare. Skal man læse op på VUC ja så er man jo lidt til grin - Medmindre det er fag man ikke har haft, for det skulle jo nødigt hede sig at man ikke kom igennem i første hug. 
• Det nuværende karaktersystem bygger på akademikersnobberi. Mht at bruge gennemsnittet, altså summen af en persons samlede karakterer som adgangskrav kan man se et tydeligt mønster, for det eneste man rigtigt får karakterer i, i folkeskolen, er de akademisk/boglige fag. Det betyder først og fremmest at de, der har talenter i mere praktisk retning, nærmest alle er dømt til at få nogle eller mange nederlag, for det de kan, tæller ikke med i vurderingen. Noget andet er, at det er med til at cementere en rangorden blandt mennesker, da adgangskravene til stort set hele uddannelsessystemet er sat efter disse evalueringer af akademiske evner. Derfor et adgangskrav på akademisk formåen på 02 for at komme ind på en håndværkeruddannelse og et krav om akademisk formåen på 12 for adgang til eksempelvis jordmoderstudiet. Bum, så ved vi at jordmødre eller læger er bedre mennesker end murere og tømrere, for det er skåret ud i sten med karaktersystemet. 

Ulemperne ved at karaktergennemsnitadgangskrav giver status er, at folk, der kan ramme bullseye i forhold til de stillede krav til en opgave (Det giver nemlig 12) vil nemlig stile efter uddannelser der har høje adgangskrav, da disse har status. Det er jo noget af en devaluering af de kreative og praktiske uddannelser, som "dygtige" 12-tals-folk jo så formentlig sjældent vil opsøge. Det handler altså ikke om formåen eller lyst, men derimod status.

At vi også uddanner folk til at blive jobtagere frem for jobskabere er en helt anden problematik som jeg her vil komme ind på. Dette i forhold til folkeskolen. Man kan ikke have højt rammesatte målsætninger for alle fag og så lige pludselig lægge et fag ind, hvor eleverne lige pludselig er frie og hvor man skal være entreprenant, for gennem et kompetencejerngreb og en snævert rammesat evalueringskultur er disse entreprenante kompetencer i overvejende grad pillet af eleverne. At elever mister kreativiteten op igennem folkeskolen er der lavet mange undersøgelser omkring. Det er fint at have et forslag om at entreprenørskab skal på skoleskemaet, men den kreative ånd er simpelthen nødt til at være til stede. Det er simpelthen en ny kultur der skal skabes, som har retning langt væk fra PISA-tests, nationale tests, summative eksamener, terminsprøver etcetera.

Mine forslag ville være følgende: 1) Vi skal i overvejende grad have afskaffet summative tests til fordel for mange flere formative evalueringer, der får elever fremad. Hvad vil dette gøre? Jo dette vil bla gøre at vi kan få tid til mere undervisning i stedet for at bruge måneder op til jul og især op til sommer på at læse op til store prøver. I stedet ville man altså få tid til mere undervisning og mere fordybelse. Man ville også få færre stressede elever og sidst men ikke mindst, så ville man få mere kreative elever, da man jo altså evaluerer for at rykke dem, og ikke for at straffe dem for ikke at have fulgt nogle retningslinjer til punkt og prikke. 

2) Vi bør begynde at tale evalueringsdifferentiering ad hensyn til magfoldigheden. Elever bør selv kunne vælge hvordan de vil evalueres, så de ikke straffes for, ikke at kunne holde hovedet koldt under en mundtlig eksamen, som for nogle elever kan føles som et tredjegradsforhør. 

3) Vi skal have modulkarakterer/Emnekarakterer fremfor fagkarakterer. Således evalueres elevernes kompetencer indenfor fag, fremfor bare faget som helhed. I dansk er der meget analysearbejde, men er man fx autist med en hjerne, der fokuserer på detaljer og ikke helheder, vil man ofte blive straffet hvis man ikke kan lave de store overordnede analyser, selvom man sagtens kan læse og forstå en tekst. Skal man ind på psykologistudiet, som jo altså er et humanistisk fag, ja så skal man være god i bla. matematik. Problemet her er, at matematik er mange forskellige ting og det man skal kunne af matematik på psykologistudiet er i udgangspunktet statistik. Med modulkarakterer/Emnekarakterer vil matematik være splittet op så man netop får karakterer indenfor de enkelte emner og herved kan man altså godt være dårlig i en stor del af matematik, men god i netop det som drømmeuddannelsen efterspørger. "Jamen er det ikke en forfærdelig masse karakterer da...?" Og jo det er det, og jeg forestiller mig at det kommer til at køre i en digital kompetencebank hvor også kurser, frivilligt og organisatorisk arbejde kan indgå. Altså en form for digital portfolie eller CV, som opdateres gennem hele livet og som man måske kan få adgang til med NemID eller noget lignende. på uddannelsesinstitutionerne vil man have et system der går ind og sammenligner elevernes karakterer med lige præcis de krav til færdigheder, som den enkelte ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse stiller for at en given elev kan få adgang. Det bliver altså mere retvisende i forhold til en elevs kompetencer og dette skal selvfølgelig ikke erstatte kvote 2 ordninger, men i nogen grad overflødiggøre kvote 2. Disse primært formative evalueringer skal gives indenfor alle fag på en given uddannelse, men som hjælp for eleven, for herved at give eleven en erkendelse af egen formåen. Det skal være forbudt for alle uddannelser at kigge på elevers gennemsnit eller på nogen måde benytte gennemsnit. Således sidestilles alle uddannelser og det er altså ikke længere mere prestige at være jordmoder end at være tømrer. Det er simpelthen prestige at være der, hvor man har sine kompetencer og sin virkelyst - lidt som de to fødders regel. Man er der, hvor man gavner eller får udbytte. En sådan tankegang vil (Forhåbentlig) forplante sig hele vejen ned gennem systemet og i måden at tænke på, da elever altså vil forfølge deres evner, fremfor noget vi som samfund har valgt at tillægge prestige, da der ikke længere vil blive set på snittet af alle karakterer sammenlagt, men blot på de kompetencer, som den enkelte uddannelser gerne ser at en elev har flair for. Det betyder selvfølgelig ikke, at elever bare skal ligge på den lade side i de fag, som de ikke bryder sig om, men man kan jo heller ikke vide om man er god til noget, før man har deltaget i aktiviteten, og med modulkarakterer, der åbner for løbende succesoplevelser, vil der nok være mindre sandsynlighed for, at børn og unge hader et helt fag. Med et sådan system undgår vi forhåbentlig også en del studiehopperi, afbrudte forløb, og samtidig vil det tilmed være hurtigere eksempelvis at læse op på VUC, da man jo så kan pinpointe netop den/de kompetencer som man er bagud i, og derved ikke er nødsaget til at skulle læse et helt fag op. De formative karakterer bør også gives sammen med en udtalelse.  På denne måde har vi altså stadig 12-talessystemet til gavn for de, der vil studere i udlandet, men vi har givet det en anden ladning nationalt, der formentlig vil føre til mindre stress/lavt selvværd, mindre uddannelsessnobberi og mere kreativitet.