Ph.d.: iPads er gode til at udvikle elevernes billedkompetencer

Når man skal integrere it i undervisningen i billedkunst, er der klare gevinster ved at bruge en iPad. Det konkluderer en ny ph.d., der har undersøgt, hvordan it-didaktisk design kan fremme læringsudbyttet af digitalt billedarbejde i skolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har glemt min kode til computeren. Hvordan overfører jeg billederne? Hvor ligger de programmer, vi skal bruge?

Det giver ofte anledning til en række udfordringer, når lærere og elever kaster sig ud i at bruge skolens stationære pc'er og digitalkameraer i forløb med digital billedarbejde.

En ny ph.d. viser, at arbejdet er langt lettere med en iPad, og at der ligger nogle potentialer i måden, som en tablet fungerer på, der øger elevernes indlæring.

iPad eller pc til alle elever i Høje-Taastrup

"Både lærere og elever oplever en række praktiske fordele ved at arbejde med iPads. De er lettere at logge ind på, og her er kameraet integreret i mediet, der desuden er mobilt og kan transporteres, så man ikke skal ned i edb-lokalet, når man vil redigere", fortæller Helle Rasmussen fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, som står bag ph.d.'en.

Collage af billeder og lyd

I tre 5. klasser har hun undersøgt, hvordan blandt andet billedarbejdet med iPads kan fremme elevernes forudsætning for at kunne fremstille betydning i billederne.

Her har det vist sig, at især iPad'ens touchskærm og selve udformningen af mange af de apps, der bruges til digitalt billedarbejde, rummer et potentiale, fortæller Helle Rasmussen.

"Når eleverne arbejder med digitalt billedarbejde på en touchskærm kan man sammenligne det lidt med at arbejde med et materiale i analogt billedarbejde. I begge tilfælde skaber berøringen grundlag for en særlig måde at erfare på, som har vist sig at fremme elevernes færdigheder i eksempelvis at etablere samspil mellem lyd og billeder i det digitale billedarbejde. Og det samspil er vigtigt i arbejdet med dannelse af billedernes betydning".

Svensk iPad-forskning: It kan øge læringen - og gøre mere skade end gavn

På samme måde har hun erfaret, at udformningen af interfacet i de forskellige apps spiller en positiv rolle.

"Når lyden eksempelvis visualiseres i form af et lydbånd i iMovie ved siden af en filmstrimmel med billedelementerne, bliver redigeringsarbejdet som et collagearbejde, idet man i arbejdet omformer filmstrimmel og lydbånd og kombinerer dem".

Mange apps i spil

Undersøgelsen har desuden vist, at eleverne drager fordel af, at de relativt let kan flytte filer mellem forskellige apps på iPad.

"I takt med at eleverne bliver bedre og bedre, finder de også ud af, hvilke apps der er bedst i forhold til at lave henholdsvis billeder, lyd og effekter".

Arbejder eleverne for eksempel med en animationsfilm, kan baggrundsmusikken komponeres i Garageband, billedsekvenserne optages i StopMotion, og til sidst kan iMovie bruges til at kombinere lyd og videosekvenser.

"Når eleverne vælger at bruge flere forskellige programmer i billedprocessen, styrker det elevernes arbejde med de enkelte komponenter".

Model systematiserer

I forbindelse med sin ph.d. har Helle Rasmussen udviklet en model, som lærerne kan følge i tilrettelæggelsen af et forløb med digitalt billedarbejde.

"Når er forløb rummer en række bestemte faser, vil det fremme elevernes læring. Da alle faserne er vigtige at medtænke i undervisningen, vil et forløb ofte få en varighed på mindst 10 lektioner", forklarer hun og uddyber.

"Det er blandt andet meget vigtigt, at man sætter god tid af tid at kvalificere elevernes arbejde. Derfor skal der bruges god tid på at lave velovervejede eksperimenter, tale om resultaterne af eksperimenterne og at udfylde en ideskitse, som læreren har lavet til forløbet, inden man går i gang med at lave et produkt".

Blog - Hvad kan den der Ipad egentligt?

I denne fase er det blandt andet også vigtigt, at der bliver afsat god tid på at finde at vurdere, hvilke virkemidler der gør sig bedst.  

"Uanset hvilken digital billedform, man arbejder med, skal man vurdere, hvilke virkemidler man skal bruge. Arbejdes der med video, kan der eksempelvis eksperimenteres med kameraføringen, klipningen eller lyden. Denne her proces er utrolig vigtig for, at de udvikler en forståelse for, hvordan de kan udtrykke sig med billedsprog".

Modellen består samlet af de ti faser, som er oplistet herunder:

1: Valg af emne, digital billedform og -genre

2: Etablering af afsæt for billedarbejdets indhold

3: Præcisering af mål inkl. videns- og færdighedsmål

4: Målrettede eksperimenter med kontekstrelevante virkemidler

5: Samtale om resultater af målrettede eksperimenter

6: Idèskitse udarbejdes i lærerfremstillet skabelon

7: Digitalt billedarbejde under løbende vejledning med afsæt i idéskitse

8: Midtvejspræsentationer med feed up, feed back og feed forward

9: Digitalt billedarbejde færdiggøres

10: Afsluttende præsentationer med feedback og evaluering

 

Powered by Labrador CMS