Færre lejrture, ændret vikardækning og mindre IT-hjælp. Forældrene til elever på Espergærde Skole kunne i deres velkomstbrev i dag læse om konsekvenserne af kommunens stramme økonomi. Foto: Istock.com/juststock

Skoleleder til forældre: "Velkommen til et nyt skoleår – uden penge”

Helsingør kommune er ramt af skolebesparelser, som har resulteret i afskedigelser og indkøbsstop. Det har fået skolelederen på Espergærdeskolen til at skrive et velkomstbrev til forældrene, der optegner konsekvenserne af den økonomiske udfordring. En udfordring, der ifølge lærerkredsens formand har overskredet smertegrænsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Kære forældre. Velkommen til et nyt skoleår".

Således lyder starten på brevet, som leder på Espergærdeskolen i Helsingør Kommune Andreas Elkjær i fredags sendte ud på Forældreintra i anledningen af årets skolestart. I brevet kunne forældrene læse om forventningsafstemning, trafikregler og en positiv historie om et karaktergennemsnit, der overgår de forrige år. Samtidig bliver der ikke lagt skjul på malurten i bægeret; nemlig konsekvenserne af de besparelser, som har ramt skolen:

"Som de fleste vil vide, er Espergærde Skole udfordret på en bæredygtig økonomi. Det betyder, at vi har måttet spare ekstra meget på forskellige områder, og at vi de kommende år kommer til at operere med stor forsigtighed. Det betyder, at vi har vedtaget nye procedurer for vikardækning. Her er der sparet. Vi kan ikke i samme omfang finansiere at reparere vores it-hardware (elev-pc-er, smartboards, projektorer eksempelvis). Vi kommer fremadrettet til at lave færre lejrskoler, og helt generelt har vi færre midler til rådighed i de kommende år", står der i brevet.

Helsingør-lærere prikket - forhastet siger lærerkreds

Handler om åbenhed

Ifølge Andreas Elkjær handler brevet om åbenhed og forventningsafstemning mellem skole og forældre.

"Vi har en filosofi om at have en relativ åben informationsstrøm. Forældrene ved godt, at der er blevet skåret cirka en tiendedel af personalet fra i forbindelse med besparelserne, så det kan ikke nytte noget at lade som om, at alt er som før", siger han med henvisning til, at Espergærde skole måtte afskedige femten medarbejdere sidste år.

Han afviser samtidig, at brevet er et forsøg på at agitere til en politisk modreaktion hos forældrene.

"Nej, jeg tror ikke på den måde at bedrive ledelse på. Men vi har en forpligtelse til at informere vores brugere omkring, hvordan tingene forholder sig uden hverken at overgøre det eller prøve på at skjule noget".

Trods fyringer: Bruger penge på at sende rekordmange på KL-topmøde

Overskredet smertegrænsen

Hos Helsingørs Lærerforening er man bekendt med den træge økonomi, som i længere tid har skabt problemer for skolerne.

"Besparelserne i Helsingør Kommune udspringer af flere årsager", fortæller Vera Sandby Hansen, der er formand for Helsingør Lærerforening.  "Der er tale om omstruktureringer, en stor it-satsning, tilbagebetaling af penge til kommunen i forbindelse med en for stor lønfremskrivning og en ny tildelingsmodel på specialområdet, der har gjort det svært for skolerne at forudse og tilrettelægge økonomien".

Besparelserne har blandt andet medført at eleverne på skolerne i Helsingør Kommune møder ind til et totalt indkøbsstop.

Blog: Søren, Mette og Lille Gaffa…

"Det betyder, at lærerne ikke kan indkøbe de materialer, som de gerne vil bruge i forbindelse med skolestart", siger Vera Sandby. "Vi nærmer os ikke smertegrænsen - vi har overskredet den". 

Powered by Labrador CMS