Snakken faldt for nylig på religion som fænomen ved en samling, som jeg var en del af. Her blev det slutteligt bastant proklameret, at religion skulle afskaffes. Samstemmende nikkede de andre accepterende til denne ytring, og jeg tiede af skam og sikkert af (uberettiget) frygt. Religion forbindes med rette nu om dage med indoktrinering, social kontrol, diskrimination, misbrug og vold. Forslaget om total religionsforbud har dog ikke gang på jord, men religion og religiøst begrundede holdninger bliver i stigende grad mistænkeliggjort ikke mindst på den offentlige arena og som et resultat heraf måske også på den personlige og private arena.

Der er igen blæst i dannelsesbasunen fra flere centrale aktører i og omkring folkeskolen. Folkeskolens formål er åbnet for indspark og udspark. Undervisningsministeren åbner tilmed for islamkritik i folkeskolen, men uden egentlig selv at begrunde dannelsen i folkeskolen med andet end en kold isoleret demokratisme. Lad os ikke kun fæstne de bange øjne på kritikken af Islam, men derimod øve os i at begrunde religionsfriheden med andet end forbud og mistænkeliggørelse af religion i demokratiets navn.

Dog er der langt på vej et specifikt religiøst argument vi aldrig må mistænkeliggøre og det er for mig at se begrundelsen for overhovedet at tale om menneskets ukrænkelighed og vedblivende værdi som andet end et menneskeligt påfund. Menneskets ukrænkelighed må og kan kun, for mig at se, begrundes i gudsbilledligheden, som særegent udfoldes i det kristne menneskesyn.

Vi berører dermed med gudsbilledligheden på et kristent-specifikt område, som har altafgørende betydning for menneskesynet i pædagogikken. Ukrænkelighed kan i pædagogikken selvsagt ikke begrundes med, at vi er tilfældigt opståede knopper på verdens mangfoldige udviklingstræ, kun lidt mere nyttige end aberne, som det ud fra mit synspunkt forkyndes ubekymret i vores alle sammens folkeskole. Ej heller er folkeskoleformålet at nyttiggøre barnet, så det kan præstere og forbruge for aktionærerne. Ej heller er mennesket absurd frit og alene i sin eksistens uden essens.

Gudsbilledligheden er ikke blot et uopnåeligt ideal om ukrænkelighed eller en for nogen naiv fortælling om menneskets skabelse. Ukrænkelighed har med respekt at gøre. Ikke distancerende respekt, men omfavnende respekt. Det er ikke dressur af borgerlig ordentlighed eller gold moralisme. Idealet har betydning langt ind i menneskers herunder børns oplevelse af og slutning omkring sig selv og andre. En gudsbilledlighed, der må proklameres og praktiseres til stadighed.

Gudsbilledligheden føder ikke automatisk respekten for os selv og for andre og blandt de børn og unge, der er i vores hverdag. Gudsbilledligheden er først af alt et solidt og ultimativt kald, som man aldrig bliver færdig med.