Debat

Jeg holder af hverdagen

Så sluttede den. Ferien altså. Det sker hver gang. Og med ét er hverdagen over os igen. Men ligesom Onkel Danny holder jeg faktisk af hverdagen, - dog ved jeg ikke helt, om jeg er klar til den allerede. Er I?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Konference: Fremtidens Skole – i praksis

Fem ugers ferie er slut. Jeg håber, I har nydt den ligeså meget, som jeg har, og at I alle er klar til at give den max. gas i et nyt skoleår lige om lidt. I Høje-Taastrup Kommune, hvor jeg er ansat, starter vi skoleåret med to dages konference om Fremtidens Skole – i praksis. Her skal vi på forskellige workshops, som vi meldte os til inden ferien, og jeg glæder mig til at se, hvad de har stykket sammen til os. Derefter går det løs med forberedelse og møder i ét væk, indtil eleverne starter næste mandag. Er jeg klar? Nej. Bliver jeg klar? Ja. Sådan er det altid.

Fra den ene yderlighed til den anden

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg synes faktisk, det er ligeså svært at vænne sig til tanken om ferie som til tanken om, at den er slut. Som udskolingslærer er maj og juni måned de allertravleste i hele skoleåret, og ferien plejer altid at komme lidt bag på mig. Det er fra den ene yderlighed til den anden. Derfor brugte jeg – som sædvanlig – den første uge til halvanden på at komme ned i gear og vænne mig til tanken om ferie. Jeg kunne slet ikke forholde mig til tanken om fem uger denne gang. Og jeg tænkte mere end én gang, at jeg faktisk gerne ville starte snart igen (true!)

Nu er det jo ikke, fordi jeg som lærer ingenting arbejdsmæssigt har at tage mig til i min ferie. Bevares, hvis jeg vil, er der jo masser at gå i gang med. Årsplaner for eksempel. Men jeg gjorde det ikke, og efter et par uger var jeg faktisk tilpas meget nede i gear til, at jeg kunne nyde ferien for alvor. Og bum. Så sluttede den, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal mene. For jeg er ikke klar, og jeg ved ikke, hvordan jeg bliver det.

Op i gear

Jeg tror, det samme gør sig gældende for vores elever, og vi ved godt, at de den første uge – som minimum – lige skal omstille sig til, at NU er vi i gang igen (og hér starter sommeren så – som altid – så man skal også lige medregne 30 grader varme klasselokaler). Men det lykkes altid at komme op i gear, og selvom der lige nu er lang tid til uge 42, så ved jeg også bare, at tiden kommer til at gå lynende stærkt. For når først eleverne starter, udfordringer af enhver slags står i kø, og travlheden melder sig, så er min (lærer)hverdag i gang. Og jeg vil nyde det! For jeg holder rigtig meget af hverdagen.

Rigtig god arbejdslyst!