Anmeldelse

De umulige børn og det ordentlige menneske

De umulige børn og det ordentlige menneske

På baggrund af feltstudier vises, hvordan integrationsprojektet og de gode hensigter smuldrer eller direkte modarbejdes af den status, som skolen per definition tillægger den danske nationalitet og det danske fællesskab.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolens værste klasse! - Det ry havde 4.a på Sønderskolen, hvor antropologen Laura Gilliam i fem måneder i 2002 var flue på væggen. Undervejs interviewede hun eleverne og deres lærere og lyttede med - også i frikvartererne. Da klassen var blevet til 6.a, vendte hun tilbage, denne gang i to måneder.

Fakta:

Titel: De umulige børn og det ordentlige menneske

Forfatter: Laura Gilliam

Pris: 398 kroner

Sider: 479 sider

Type: Bog

Forlag: Århus Universitetsforlag

Bogens udgangspunkt er dette feltstudie fra en almindelig københavnsk, middelstor folkeskole (Sønderskolen er pseudonym) i en klasse med 60 procent elever med anden etnisk baggrund end dansk. Det er en dygtigt lavet analyse af etniske minoritetsbørns vilkår for identitetsdannelse i den danske skole i dag. Desværre med mange deprimerende konklusioner.

Skolen er en kontekst for børns konstruktion af identitet, og herfra udfoldes, hvordan skolen og selv dens mest velmenende lærere skaber forskelle, der påvirker minoritetsbørnenes selvforståelse. Gennem diskussioner af betydningen af køn, klasse, religion og etnicitet skildres, hvordan erfaringerne fra skolen næsten uvægerligt bidrager til at bekræfte ikke mindst drengene i, at de er "dem uden for fællesskabet". En negativ spiral med negative lærerforventninger, der presser "balladedrengene" i opposition, og som forstærker deres stigmatiserede position. En spiral, som hverken lærerne eller de selv er i stand til at bryde.

Som lærer genkender man jargonen. Beskrivelsen af lærerværelsessnakken og dens behov for elevkategoriseringer i "gode elever" og "ikke-gode elever" er tankevækkende. Og det er trist at erkende, hvordan "ballademageren" på forhånd er specifikt karakteriseret med hensyn til køn, klasse og etnicitet, hvorfor alle etniske minoritetsdrenge per definition er i fare for at havne i kategorien. Men bogen stempler ikke lærerne som fordomsfulde eller eleverne som svære at nå. Pointen er snarere, at selvforstærkende mekanismer med italesatte forklaringsmodeller og elevkategoriseringer ligger klar allerede inden mødet med eleverne.

Bogen er et respektindgydende projekt af en mursten, som i et felt mellem uddannelsesantropologien og den pædagogiske antropologi/psykologi mørtler praksisobservationer, begrebsudredninger og teoretiske diskussioner meningsfuldt sammen - også for en menig læser fra skoleverdenen. Fagteoretiske vinkler og diskurser forklares nøje, og referencerne er mange - men skrivemåden er langt hen ad vejen let og tilgængelig trods detaljetyngden.

Alligevel ville jeg ønske, at ph.d.-projektet var blevet vredet en ekstra gang inden udgivelsen i bogform. Den er et smertende indspark i forståelsen af etniske minoritetsbørns vilkår, men betragtet fra skolens linoleumsgulv havde mindre teori og mere komprimeret nutid næppe forringet hverken læseoplevelse eller troværdighed. En pixiudgave med positive bud på alternativer og med erfaringer og konklusioner fra klasserummet i front ville gøre vejen til de mange vigtige pointer for den oplagte målgruppe af lærere, ledere og konsulenter fra skoleverdenen noget mere åben og fremkommelig. Ja, det var en opfordring til en volume 2!

Powered by Labrador CMS