Thorkild Thejsen anmelder d. 4. juli/17 den netop udkomne bog ”Evidens og dømmekraft” redigeret af Claus Holm og Hanne Balsby Thingholm, og han skriver bl.a.: Bogens undertitel er ”Når evidens møder den pædagogiske praksis” men bogen handler mere om evidensforskningens nødvendighed og frelsende virkning” https://www.folkeskolen.dk/612308/den-enkelte-laerers-indsats-er-ikke-afgoerende.

Det er evidensbølgen, der startede med david Hargrieves berømte tale om lærergerningen som lægegerning i 1996, som ligger bag dansk pædagogiks ”læring-skole” og om det problematiske ved denne og hele digitaliseringen af elevernes læring kommenterer Gert Biesta i et interview i en anden ny dansk bog ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning”/Klim 2017 ud fra følgende spørgsmål:

Lærke Grandjean: Da det politiske har en stor plads i dit værk, vil jeg indlede med et uddannelsespolitisk eksempel: Den danske regering har sammen med Kommunernes Landsforening vedtaget, at alle skoler i Danmark fremover primært skal forstå og anvende uddannelse ud fra elevernes læring (Brugerportalsinitiativet 2014). Digitale læringsportaler skal understøtte den nye læringsskole. Med iPad eller PC skal eleverne logge sig på og få adgang til en digital læringsportal, hvorfra der skal hentes læringsforløb, læremidler, digitale værktøjer (Regeringen og KL: Hver enkelt elevs faglige fremskridt skal måles 2016). og læringsplaner. Meningen er, at eleverne skal arbejde med opgaverne, svare på evalueringsspørgsmål, og elevens læring skal derefter løbende måles med dertil udviklede værktøjer, hentet på den digitale læringsplatform.Regeringens og Kommunernes Landsforenings beslutning om disse digitale læringsplatforme indebærer, at alle skoler i Danmark for fremtiden skal anvende en fælles offentlig infrastruktur med digitale læringsforløb, læringsmaterialer, læringsevalueringsskemaer og teknologiske læringsmålingsredskaber, som elever, forældre, lærere, ledere, administrativt personale og andre statslige autoriteter har adgang til. Er der lignende læringsportaler udbredt i resten af Europa? I USA?Hvordan vil du analysere sådan en måde at opfatte uddannelse, med fokus på læring og læringsportaler?Hvilken slags mennesker vil skolen skabe på dette grundlag?....

Gert Biesta: Jeg har endnu ikke nogen steder i verden set noget lignende som det, der uddannelsespolitisk sker i Danmark. Men der er dog afgjort en udvikling i den retning, med for eksempel udbredelsen af den såkaldte ‘data-driven teaching’ og ‘learning analytics.’ Lad mig sige det lidt groft: Dette er præcis den katastrofale nedbrydning af skolen, som jeg har advaret imod i alt, hvad jeg har skrevet i de sidste 10-15 år. Og skønt jeg ikke er overrasket over, at det sker – det er et ´logisk´ skridt i udviklingen – så er det selvfølgelig meget bekymrende, at det er sket, og at det er sket så hurtigt. En af grundene til, at det er bekymrende, er, at denne udvikling synes at indskrænke skoleuddannelsens formål fra bred dannelse til en smal opfattelse af skoling med et ensidigt fokus på den lille del af skolefagligheden, som man tror, det er muligt at måle. Jeg ville ikke være overrasket, hvis man på dansk kan finde sprog om ´læringsudbytte´, og sandsynligvis også om ´fagkompetencer´. Jeg ville endda heller ikke være overrasket, hvis argumenter om globale rangliste positioner, PISA’s rolle og lignende spiller en rolle her, men jeg må dog sige, at jeg ville være meget skuffet, hvis danske politikeres ambition er, at Danmark skal være nummer ét på sådanne lister.

Men bekymringen er ikke blot en indsnævring af skoleformålet fra bred dannelse til en smal skoling, men gælder også forvandlingen af selve forestillingen om uddannelse: At det med denne forvandling nu drejer sig om at styre mennesker med henblik på produktion af målbare læringsresultater. Man kan sige, at det danske menageri er helt i tråd med behaviorisme –  jeg vil hævde, at man her ikke en gang er interesseret i, hvad eleverne lærer, og bestemt ikke i at nå deres sjæl. Man interesserer sig simpelthen i dette menageri kun for  elevernes præstationer og  hvad de producerer. Logikken i og formen på uddannelse synes at være blevet identisk med logikken i og formen på intensivt landbrug, hvor køerne, for eksempel, også er sat i en konstant feedback-løkke, hvor alle slags input faktorer – såsom mad, lys, luft, plads og så videre – er knyttet til outputfaktorer, der betyder noget – mælk og kød – for at skabe et 'perfekt' produkt. Man kunne allerede sige, at den omstændighed, at der er en ko imellem input og output faktorer egentlig ikke har interesse – det afgørende er, hvad koen producerer, og måden at kontrollere dette på er at kontrollere, hvad der kommer ind i koen. Hvis koens velfærd bliver et problem – hvis vi for eksempel finder hormoner i mælken, som et resultat af stress eller angst – vil der blive truffet foranstaltninger for at justere input – ikke ud fra en bekymring for koen men for produktet. Man kunne hævde, at sådan bør man simpelthen ikke behandle dyr. Men i uddannelse er der ikke kun det moralske argument om, hvorvidt vi skal behandle mennesker således – for når det kommer til stykket, køber de studerende eller deres forældre måske denne input/output-logik, fordi de føler, at en gylden fremtid på denne måde kan åbne  sig for Danmark eller deres barn: Vi kan blive nummer ét. 

Der er også det uddannelsesmæssige argument, som handler om, at de studerende, der befinder sig i et sådan feedback-system jo skal uddannes. Det underliggende argument er her, at det ikke kun er for, at de studerende skal kunne producere. Det er måske det mest bekymrende aspekt ved hele denne udvikling: at man ´pisker´ uddannelse til at skulle virke og være effektiv.  Men ved at jagte effektivitet og hvad-virker synes selve meningen med uddannelse at være forsvundet. Vi har erstattet uddannelse med noget andet – med administration og styring hen mod effektiv produktion og læringsudbytte….

Over alt i verden, hvor jeg deltager i uddannelsesrelateret arbejde, møder jeg det udsagn, at formålet med uddannelse simpelthen er, at børn og unge skal lære. Men det er i mine øjne problematisk, fordi der er så meget de kan lære, i skolen eller andre steder. Selvfølgelig kan de lære at to plus to er lig med fire, eller de kan lære termodynamikkens anden lov, eller at slaget ved Hastings var i 1066 –  de fleste mennesker vil anse det som temmelig ´uskyldigt´ –  men de kan også lære, at racisme er forkert, at demokrati er værdifuldt og sårbart – eller fra en helt anden sammenhæng, at den øverste leder Kim Jong-un altid skal adlydes; og de kan lære ting om sig selv for eksempel, at de er kloge, utålmodige, ikke gode til visse ting, grimme og så videre. Det er et problem, at ordet ’læring’ simpelthen er for vagt og for åbent, og hvis vi siger, at skolen er et læringssted, er vi simpelthen ikke præcise nok. Eller bagsiden af dette argument: Vi ´fylder´ dette læringssted med alle mulige idéer om god eller ønskværdig læring, men vi udtrykker os ikke klart. Det er denne uklarhed og vaghed, der giver råderum for kræfter som OECD og dets liga-tabeller, eller for arbejdsgivernes ´krav´ til skolen, eller for visse politiske ideologier med ønsket om at ´tæmme´ masserne – til at komme ind og definere, hvad god og ønskværdig læring er. Så det er delvis et spørgsmål om mangel på præcision, hvis vi taler læringssproget, men også, at vi forhindrer os selv i at tage livtag med det meget sværere, men fantastisk vigtige spørgsmål om, hvad formålet med læring – og med den uddannelse, som mere generelt foregår i skolen – bør være. Man kan altså sige, at læringssproget skaber en situation, som gør det meget nemt at erstatte bred dannelse med en snæver uddannelse til produktion af forsimplede læringsresultater.

For at vende tilbage til dit spørgsmål, kunne vi sige, at et uddannelsessystem, som er helt ´gearet´ mod læring – og hvad der sker i Danmark er helt ekstremt gearet mod læring, men dette sker i mange andre lande på mindre synlige, men ikke desto mindre problematiske måder – er, at vi i særdeleshed understøtter den første ´måde´ at være i og med verden på, hvor man som læringsaktører altid opfatter verden som noget, man skal kunne få en mening ud af, få fra, tage fra, erhverve sig noget fra og så videre. Men man har meget lidt opmærksomhed overfor den modsatte retning, nemlig at hjælpe børn og unge mennesker med at blive følsomme over for, hvad verden – både naturen, universet og det menneskelige – prøver at sige til dem, prøver at bede dem om, prøver at lære dem. 

Der er mange andre ting, som det danske menageri med læringsplatforme og digital infrastruktur kan gøre ved børn og unge – fremme en konkurrencementalitet, aldrig lære at være tålmodig, tænke: jo-hurtigere-jo-bedre, altid at føle at man skal præstere, altid at føle sig overvåget, aldrig igen at blive berørt .– men for mig starter meget af dette med, at man sætter fokus på læring som den menneskelige eksistens´ eneste modalitet (måde at forholde sig på). Og her, men jeg vil kun kort nævne dette, bør vi måske passe på ikke at glemme historiske eksempler, hvor læring var meget effektiv og førte til høje kulturelle niveauer – for eksempel den tyske ´Bildung´, den italienske undervisning under Mussolini – hvor selve oplevelsen af og erfaringen med at blive berørt, at blive adresseret, at blive talt til uomtvisteligt var forsvundet fra uddannelse og samfund, med ødelæggende konsekvenser til følge…..

Det er nok et ret langt svar, men jeg mener, at det, der sker i Danmark netop nu, kræver et detaljeret og omhyggeligt svar, for at vise, at det er problematisk på mange niveauer.

(Uddrag fra bogen ”Uddannelse for en menneskelig fremtid – Gert Biestas pædagogiske tænkning” Klim 2017.)