1.

Det er en strålende dag. Solen skinner. Du er i dit klasseværelse. Du sidder behageligt på din stol, fødderne solidt plantet i gulvet. Mærk kontakten mellem fødder og gulv.

Læreren kommer ind. Læreren fortæller. Dine ører læner sig mod lærerens ord. Dine ører bliver store. Mærk kontakten mellem ord og ører. Du bliver varm indeni.

Læreren fortæller, at du skal til test. Nu bliver du bange. Dine ører bliver små. De kryber ind i din krop, helt ned i dine sko. Mærk kontaktfladen mellem ører og sko.

Men vi skal længere ind i sindet.

Læreren deler papirer ud. Han lægger papiret på dit bord, foran dig. Mærk kontaktfladen mellem papir og bord. Ordene på papiret stirrer på dig. De har onde øjne.

Dine øjne lukker sig. Ordene på papiret flyver op i din hals, og din hals snører sig sammen. Mærk kontaktfladen mellem drøbel og ord. Nu er du bange!

Men vi skal længere ind i sindet.

Ordene bevæger sig ned i din mave. Din drøbel er lammet, dine øjne er lukkede, ordene er nede i din mave, ørerne er nede i dine sko, dine fødder har løftet sig fra gulvet. Mærk kontaktfladen mellem stol og gulv.

Nu er du bange!

Men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet.

Du tror, læreren er gået. Men nej, han ligger på katederet. Læreren er blevet til en nøgle. Nøglen er skinnende og blank, bordet er rent og fint. Mærk kontaktfladen mellem nøgle og bord.

Nøglen rejser sig fra bordet og kommer direkte imod dig. Dine øjne er nu vidtåbne. Nøglen flyver, den borer sig ind i dit øje. Dit ene øre falder af, blodet strømmer fra dit øje, din stol letter sig fra gulvet. Mærk kontaktfladen mellem nøgle og øjeæble. Nu gør det ondt! Mærk kontaktfladen mellem øje og smerte.

Nu kommer skolelederen. Mærk kontaktfladen mellem skolelederen og dit fungerende øje og dit fungerende øre. Nu trækker skolelederen en kniv op af sin lomme. Han skærer dit øje ud og dit øre af. Nu er du bange!

Men vi skal længere ind i sindet.

Nu er du død. Din maltrakterede krop svæver rundt i lokalet. Solen er gået ned. Du bemærker at stolene også svæver i lokalet. Men det er ikke venlige stole. De angriber dine klassekammerater med deres ben, stikker dem ind i deres ribben, i deres øjne, i deres ører, i deres halse. Dine klassekammerater skriger og hyler. Nu er du bange.

Du er død, stolene er onde, ordene har kvalt dig, skolelederen bruger sin kniv, bordbenene dolker dine klassekammerater. Mærk kontaktfladen mellem død og liv.

På bordet ligger papiret. Det er tomt.

Nu er det frikvarter. Du mærker, du skal på toilettet. Dit legeme svæver hen over brættet. Toilettet åbner sit hvide, vide gab og sluger dig. Dit afsjælede legeme hvirvles rundt i vand og lort. Alt er kaos.

Du tænker på din madpakke. Du tænker på din mor. Du mærker kontakten mellem madpakken og din mor. Nu græder du, nu er du bange!

Mærk kontakten mellem din frygt og dine tårer. Nu er du kold.

2.

Usikkerheden i bedømmelsen af eksamenspræstationer er så stor og vigtig, at vi bør værne om den som en umistelig værdi. Den viser hen til et element af vilkårlighed som tilværelsens almindelige uretfærdighed betoner med frygtindgydende vægt og den kalder på alle involveredes anstrengelser i retning af at bevare det bedste mellem og i mennesker. Kundskaber, samvittighed, nærvær, for eksempel.

Eksamen bør være et sted for fri mennesker at mødes. I frihed og i solidaritet med de ting, vi ikke magter, og de ting, vi magter. Når og hvis eksamen degenererer til simple sorterings- og kontrolfunktioner har den mistet sin legitimitet. Så er den ikke længere et uløseligt problem men en administrationskodificering.  Et gaskammer.

Det fungerer ikke sådan, at hvis vi gør alting rigtigt, så går det hele op. Det fungerer sådan, at når det går en smule (eller meget) skævt, så mindes vi om at stille spørgsmålene om meningen.

Eksamination, hvad betyder det? Kærlig og opmærksom undersøgelse af det bedste og vigtigste mellem os og derfor et tøvende men ikke vaklende engagement med usikkerheden.

Det er selvfølgelig noget pis at få en dårlig karakter. Men det er katastrofalt ikke at have nogen.

3.

Nu er du varm.