”Jeg glæder mig – at være lærer er det helt rigtige for mig, føler jeg”, siger 19-årige Cecilie Kamilla Abildgaard fra Odense.

Optaget: "Jobbet som lærer er meget vigtigt"

Cecilie Kamilla Abildgaard på 19 søgte og kom straks ind. I nat loggede hun sig ind som en af de 2.691, der er blevet tilbudt en studieplads på læreruddannelsen og klikkede klart ja.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er et meget vigtigt job at være folkeskolelærer. Selv om der er meget kritik af lærerne, så kan jeg ikke forestille mig noget bedre job".

Cecilie Kamilla Abildgaard er trods sine 19 år fast besluttet på at vandre lige fra gymnasiet og ind på læreruddannelsen i Odense, hvor hun starter den 29. august.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde. Jeg føler, at det er det helt rigtige studie at søge ind på for mig", siger Cecilie Kamilla Abildgaard.

"Som lærer står man jo med børnenes og de unges skæbne i hænderne og skal føre dem videre i livet på en god måde. Jeg synes, det er synd, at samfundet ikke ser betydningen i jobbet som lærer - der er jo ikke særlig mange, der er blevet optaget" siger hun.

Cecilie var på arbejde frem til klokken 22 og sad dernæst og ventede til midnat, før hun kunne gå ind på "optagelse.dk". Hun ventede i kø i 10 minutter, før hun fik den glade nyhed og kunne klikke ja.

Hun skal starte på University College Lillebælt i Odense den 29. august.

Læreruddannelsen var Cecilies eneste prioritet.