I skolen har vi har altid kunnet spotte elever med læsevanskeligheder og indsatserne har mange steder været ganske massive med eller uden diagnosen ordblind. Stort set alle læsevejledere kan i dag gennem deres daglige arbejde på skolerne udpege elever med læsevanskeligheder i en eller anden grad.

Med lanceringen af den ministerielle ordblindetest har forældre fået endnu en mulighed for at sætte en diagnose på deres barn med efterfølgende krav om ”ordblindeundervisning”, der reelt set ikke findes. På ministeriet hjemmeside står: Ordblindhed er en internationalt anerkendt diagnose. Den nationale ordblindetest bygger på viden om de specifikke læse- og stavevanskeligheder, der karakteriserer ordblindhed. Begge udsagn er rigtige hver for sig, men der er ikke sammenhæng mellem testen og diagnosen, idet testen ikke måler på selve diagnosen, men kun på læse/stavevanskeligheder.

Diagnosen ordblindhed

Den ministerielle ordblindetest tester evnen til at lydere (at skabe sammenhæng mellem lyd, bogstav og ord), hvilket er det essentielle symptom i vanskeligheden, men den tester ikke forudsætningerne for at kunne lydere.

Selve diagnosen ordblindhed blev defineret og optaget første gang i 1994 i det internationale sygdomsklassifikationssystem (ICD-10) som en ”specifik læseforstyrrelse, (ordblindhed)” under overskriften ”specifikke udviklingsforstyrrelser” med følgende beskrivelse:

”Specifik og væsentlig forstyrrelse i udvikling af læsefærdigheder, som ikke alene kan forklares med mental alder, synsproblemer, neurologisk lidelse eller mangelfuld skolegang. Læseforståelse, ordgenkendelse, højtlæsningsevne og udførelse af færdigheder, som kræver intakt læseevne kan alle være afficeret (påvirket). Stavevanskeligheder er ofte forbundet med specifik læseforstyrrelse og vedvarer ofte op i adolescensen (puberteten), selv efter at læsevenen er forbedret.  Læseforstyrrelse er ofte forudgået af forstyrrelser i tale- og sprogudvikling. Emotionelle forstyrrelser og adfærdsforstyrrelser optræder ofte i forbindelse med læseforstyrrelser op gennem skolealderen.” (s. 160).

At stille selve diagnosen ordblind kræver således en række andre undersøgelser som fx en WISC /intelligensprøve for at være sikker på, at der ikke om generelle indlæringsvanskeligheder

Diagnosen ordblindhed blev ligeledes optaget i det amerikanske diagnosesystem (DMS - Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders). I DMS-V under kategorien ”Learning disorders” (indlæringvanskeligheder) findes følgende diagnostiske kriterier for ”dyslexia” (ordblindhed):

A. Difficulties in accuracy or fluency of reading that are not consistent with the person's chronological age, educational opportunities, or intellectual abilities.

Multiple sources of information are to be used to assess reading, one of which must be an individually administered, culturally appropriate, and psychometrically sound standardized measure of reading and reading-related abilities.

B. The disturbance in criterion A, without accommodations, significantly interferes with academic achievement or activities of daily living that require these reading skills.[1]

Frit oversat:

A. Vanskeligheder med nøjagtig eller flydende læsning, som ikke er i overensstemmelse med personens kronologiske alder, uddannelsesmuligheder eller kognitive evner.      Der skal anvendes flere kilder til at vurdere læsningen, hvoraf den ene skal være et individuelt administreret, kulturelt passende og psykometrisk standardiseret mål for læsning og læserelaterede evner.       B. Forstyrrelsen i kriterium A er uden tvivl en væsentlig forstyrrelse, der påvirker akademiske præstationer eller dagligdags aktiviteter, som kræver læsefærdigheder.

(Psykometrisk standardiseret mål betyder, at det grundlæggende ved testen er, at den faktisk måler det, den har til hensigt at måle).     

Disse psykiatriske beskrivelser af diagnosen peger således på en såkaldt forstyr­relse i udviklingen af læsefærdigheder, som ikke kan henledes til eller forklares ved mang­lende intelligens, syn, neurologisk lidelse eller manglende undervisning. Endvidere antydes det, at en forstyrrelse i tale- og sprogudviklingen ofte forekommer i forbindelse med dysleksi.

Diagnogen dysleksi /ordblinhed er således lig med afkodningsvanskeligheder minus

• svære sproglige vanskeligheder,
• generelle indlæringsvanskeligheder,
• nedsat syn/hørelse.

Her er således tale om en relativ omfattende og kompliceret og tværfaglig undersøgelse, da elementer som kognitiv funktion, sanser, sproglige evner og neurologisk udvikling indgår. En læseprøve er således langt fra tilstrækkeligt til at stille diagnosen.

En undersøgelse i relation til diagnosebeskrivelserne i ICD-10 og DSM-V skal således forholde sig til, om barnet er relativt normalt begavet, at synet og andre sanser er intakte, at den neurologiske udvikling er svarende til barnets alder og at barnet har modtaget adækvat undervisning. Hvis eleven på trods af dette udvikler læsevanskeligheder, er der ifølge ICD og DSM tale om en specifik læseforstyrrelse (dysleksi/ordblindhed). En test, der måler elevens afkodningsfærdigheder er således ikke tilstrækkelig, hvis selve diagnosen ordblindhed skal stilles.

Hvem har kompetencen til stille diagnosen dysleksi/ordblindhed?

Hvis den nationale ordblindetest, der kun identificerer afkodningsvanskeligheder, er det instrument, skolerne skal anvende for at stille diagnosen ordblindhed medfører det umiddelbart en række kompetencemæssige konflikter. På ministeriets hjemmeside angives, at testen er et værktøj til at identificere ordblindhed (”ordblindhed er en internationalt anerkendt diagnose”) allerede fra 3. klasse og naturligvis med den gode intension, at disse elever tidligt bliver udpeget og får den fornødne hjælp. Endvidere er det skolelederen der har ansvaret for, ”at udpege den eller de læsevejledere/testvejledere, der har kompetence til at varetage funktionen som ordblinde-testvejleder”. Tilsyneladende kan skolens personale selv stille diagnosen ordblind, som i bund og grund burde stilles af en psykiater – i og med, at der er tale om en psykiatrisk diagnose. Men psykiaterne vil ikke stille diagnosen. Daværende skoleinspektør (Karl-Åge Andreasen) på Ordblindeinstituttet rettede en forespørgsel til formanden for ”Dansk Psykiatrisk Selskabs udvalg for Diagnostik, Klassifikation, Monitorering og Registrering” (Ole Mors) om netop dette spørgsmål.

Svaret var, at diagnosticering og behandling af læse- og staveforstyrrelser ikke hører ind under psykiatrien, men sorterer under Pædagogisk Psykologisk Rådgivning jf. ”Nyt om ordblindhed” (juni 2011). Forklaringen var den, at visse diagnoser i ICD-10 sorterer under det lægefaglige speciale pædiatri (speciale i børnesygdomme), der dels omfatter sygdomme i alle organsystemer, men også medfødte tilstande, som skaber problemer i barneårene og hertil hører diagnosen ”specifik læseforstyrrelse/ordblindhed”. I samme kategori findes ”tale og sprogforstyrrelser” samt ”mental retardering”, hvorimod adfærdsforstyrrelser (fx autisme eller ADHD) hører til under børnepsykiatrien.

PPR er således den myndighed, der officiel har kompetence til at stille diagnosen specifik læseforstyrrelse (ordblindhed) i henhold til beskrivelsen i ICD-10, hvilket skyldes at inden for PPR-regi er det muligt at undersøge de kognitive, neurologiske og sproglige forhold, som diagnosen foreskriver. De færreste PPR-kontorer vil imidlertid stille diagnosen dysleksi/ordblindhed og hen over natten er skolen pludselig den instans, der har fået kompetencen via en test, der kun måler symptomer. Grundlæggende har skolerne ingen interesse i at uddele diagnoser, da man på skolerne godt er klar over, at den ministerielle test ikke kan stå alene

Ingen kan eller vil tilsyneladende stille diagnosen ordblindhed og hvad skal vi så med den?

Læsevanskeligheder dækker problemstillingen

Inspireret af autisme spektrum forstyrrelse i kommende ICD-11 bør det overvejes at indføre begrebet læsevanskeligheder, som dels er en bred betegnelse og dels udtrykker det problem eleven reelt står overfor og skelne mellem læsevanskeligheder med støttebehov, stort støttebehov eller meget stort støttebehov. Hermed gradbøjes begrebet læsevanskeligheder i forhold til elevens udviklingstrin, i forhold til ressourcer og ikke mindst i forhold til muligheden for at overvinde vanskelighederne. Og herved kan skolens ressourcepersoner i højere grad selv afgøre læsevanskelighedernes karakter og sætte ind i forhold hertil.

Begrebet læsevanskeligheder dækker hele spektret, men inden for dette findes en mangfoldighed af kritiske faktorer, der alle kan bidrage til at forklare læsevanskelighederne - herunder afkodningsvanskeligheder (det vi tidligere kaldte ordblindhed).

[1] http://www.dsm5.org/ProposedRevision/Pages/proposedrevision.aspx?rid=84