Debat

Er det dig, Peter

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til Peter Hess. Gennem det sidste års tid er jeg blevet lidt desillusioneret!

Ikke sådan i almindelighed, men i forhold til min oplevelse af det politiske klima i hovedstyrelsen. Set udefra kan man godt få det indtryk, at ikke alene er der forskellige politiske opfattelser, hvilket i sig selv kunne skabe positiv dynamik i foreningens politiske arbejde, men - og det er problemet - at hovedstyrelsesmedlemmer har låst sig sammen i to faste blokke, der nærmest per definition er uenige og også i stor udstrækning er parate til at skyde hinanden useriøse motiver i skoene.

Det værste, et hovedstyrelsesmedlem tilsyneladende kan gøre, er at skifte standpunkt, stemme nej, hvor man tidligere har stemt ja.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Set udefra kan man godt undre sig, for hvad er der egentlig galt i at skifte standpunkt, hvis man i øvrigt er i stand til at begrunde sit holdningsskift? Set udefra er et hovedstyrelsesmedlem, der skifter opfattelse i en konkret sag, uden for det pæne selskab - for ikke at bruge stærkere udtryk!

Var det så alene i hovedstyrelsen, at man oplevede denne til tider ufrugtbare blokdannelse, men den breder sig jo ud i kredsene - det er deprimerende!

Jeg er tilsyneladende ikke ene om den opfattelse, at det er problematisk. En række kredsformænd overvejer på kongressen i november at fremsætte forslag om, at et konsulentfirma skal kulegrave foreningens struktur og udarbejde forslag til ændringer. Jeg tror, at det i bedste fald er helt overflødigt. Et politisk system ændres, når der er politisk vilje/ønske om ændringer, og ikke gennem eksterne analyser.

Nu er der så valg til hovedstyrelsen og valg af formand/næstformand! Så hvad er problemet! Vi kan jo bare til kongres, til hovedstyrelse og formand/næstformand vælge repræsentanter, der godt kan acceptere forskellige politiske holdninger, repræsentanter, der er parate til at diskutere, lytte og derpå stå fast eller skifte opfattelse. Repræsentanter, der ikke straks tilslutter sig en blok!

Peter Hess, du skriver i Folkeskolen nummer 33, at du 'vil stille op til det kommende hovedstyrelsesvalg og hører derfor også gerne fra medlemmer, som synes, at et kursskifte i foreningen er nødvendigt'. Jeg er enig med dig i analysen af Overenskomst 99-forløbet, men jeg tror, at blokdannelser er med til at skabe forløb som det, du skitserer! Jeg søger en kandidat, der vil holde sig uden for blokdannelser, har humor, der vil lytte, argumentere og derefter beslutte, men jeg søger naturligvis også en kandidat, som har fagpolitiske opfattelser, jeg kan tilslutte mig.

Er det dig, Peter?

Paul Hagh Petersen

kongresdelegeret

Roskilde Lærerforening