Debat

Fostres teknologiforståelse i en analog skole?

Hvorfor sender teknologigiganterne i Silicon Valley deres børn i Rudolf Steiner-inspirerede skoler? Et forsøg på at argumentere for det kontraintuitive.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Facebook, Apple og Google har hovedkvarter i verdens epicenter for teknologiforskning- og udvikling, Silicon Valley i Californien. Silicon Valley sætter i høj grad dagsordenen for, hvor den vestlige verden bevæger sig hen.

Ved Disruptionrådets første møde var det også Rob Nail, stifter af Sillicon Valley-tænketanken Singularity University, der fortalte statsministeren og resten af rådet om, hvad han så i sin spåkugle.

I den henseende er det interessant spørge ind til, hvordan vores uddannelsessystem skal tage sig ud, hvis vi vil fostre en flig af den type digitale kompetencer og teknologiforståelse, som er Silicon Valleys særkende.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

En oplagt måde at besvare dette spørgsmål på, er at skele til, hvordan skolerne i Silicon Valley ser ud.

Her ligger Waldorf School of Peninsula. Den er kendt for at tiltrække børnene af Silicon Valleys ypperste ingeniører og computer scientists. Waldorf-pædagogik er den amerikanske pendant til Rudolf Steiner-tænkning.

Skoler, der bekender sig til denne filosofi værdsætter fantasi, holistisk tænkning, praktisk og kunstnerisk udvikling. Ikke mindst er Waldorf associeret med en ’no-tech’-tilgang til undervisning. På Waldorf strikker de, bruger tavle, kridt, pen og papir – og mudder.

I tråd med Waldorf-filosofien svarede Steve Jobs, da han i 2014 blev spurgt om, hvordan hans børn havde reageret på den nye iPad: ”De bruger den ikke. Vi begrænser omfanget af teknologi derhjemme.” Jobs sagde også i 1996, at ”hvad der er galt med uddannelse kan ikke fixes med teknologi.”

De folk, der står bag det 21. århundredes teknologiske landvindinger fravælger eller nedprioriterer altså teknologi når det kommer til børn og uddannelse.

Men man skal være varsom med at slutte fra enkelte tilfælde til en almen gyldig sandhed, og endnu mere varsom med at gøre erhvervsfolk og ingeniører til pædagogiske orakler. Så kan vi på andre - mere generelle - måder argumentere for, at teknologiforståelse fostres i en analog skole?

Her kan vi – i forlængelse af den genopblussede diskussion om dannelsesbegrebet – lade os inspirere af et andet godt filosofihistorisk begreb, nemlig dialektik.

Dialektik dækker i al sin enkelhed over argumentationsbevægelsen, hvor man udfordrer et standpunkt med dets modsætning, og derigennem opnår en forståelse for helheden – eller måske ligefrem sandheden, som Platon ville sige.

Vil man forstå, gentænke og udvikle et givet fænomen, er det altså nødvendigt at man (også) forstår det fra et modstående standpunkt. Den dialektiske tænkemåde kan oversættes til mange forhold. Fx forstår man bedre, hvad danskhed er, hvis man har opholdt sig længere tid i udlandet og kommer hjem. Man forstår, hvor vigtigt toilettet er, når det pludselig ikke længere vil trække ud.

Samme logik gælder forholdet mellem det analoge og det digitale. Vil man forstå det digitale og dets associerede teknologier, forudsætter det, at man også har et begreb om det ikke-digitale – det analoge. For at ruste børnene med en teknologiforståelse, hvor de kan forholde sig kritisk, problemløse og udvikle en verden gennemsyret af digitalisering, skal de altså have et indgående kendskab til det digitales antitese, det analoge.

Derfor er Silicon Valleys favorisering og valorisering af det analoge – den udstoppede fugl og kridttavlen – måske ikke et reaktionært, men visionært træk.