Blog
33   195

Kære arbejdsgivere, slip nu kvælertaget på lærerne

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.


Lad nu være med at indlede de forestående overenskomstforhandlinger med endnu en krigserklæring til lærerne. Vid, at DLF befinder sig i en situation, hvor omkostningerne ved at tabe en konflikt vil være mindre end omkostningerne ved ikke tage den. Kend jeres besøgelsestid, gør en forskel til det bedre, lad os nu trække på samme hammel. Giv lærerne en overenskomst, de kan stemme ja til!

Si vis pacem, para bellum. Hvis du vil fred, så forbered krig. Romersk ordsprog, med begrænset rækkevidde, javist. Men logikken er klar: Lægger man sig ned og siger som en gulvmåtte, skal man ikke blive overrasket, når folk kommer og tørrer deres beskidte fodtøj af i én. Grundlaget for en konstruktiv samtale med en erklæret modpart må være gensidig respekt baseret, ikke på ønsket om at tromle modparten ned, men på ønsket om at komme overens. Om ikke af andre grunde, så fordi prisen for at knuse modparten bliver for stor.

Ingen lærere ønsker konflikt i 2018. Ikke en eneste. Men endnu mindre ønsker de sig at få den igangværende udvikling cementeret. Politikernes hovedløse satsning på kvantitet på bekostning af kvalitet i skolen må have en ende, og overenskomstforhandlingerne er et helt afgørende vendepunkt i den bestræbelse. Ødelæggelsen af lærernes muligheder for et levere god undervisning må og skal standses og afløses af en genopbygning, hvor alle parter trækker på samme hammel. For nationens skyld, for elevernes skyld og for lærernes skyld. I nævnte rækkefølge.

Artiklen fortsætter under banneret

Politikerne mener, at de ’ejer’ skolen. Vel gør de ej. De ejer skolen lige så lidt, som de ejer vores samfund. De forvalter skolen, hverken mere eller mindre, og magter de ikke den opgave, står de til ansvar for vælgerne.

Politikerne siger, at de ønsker en bedre skole, og her kunne lærerne ikke være mere enige. Spørgsmålet er imidlertid, om det, politikerne ønsker sig, ikke bare er en billigere skole. Helst også bedre, forstås, men først og fremmest billigere. Og står valget mellem bedre eller billigere, så vinder billigere.

Derfor er det ørkesløst at slås for at få flere penge til folkeskolen. De kommer aldrig, det underminerer legitimiteten af lærernes krav, og selv om der ved et mirakel skulle komme penge, kommer der ikke nok, og der er i øvrigt heller ingen garanti for, at det vil resultere i en bedre skole. Der er ingen grænser for, hvor mange penge man kan spilde på dårlig skole. Der skal tænkes i helt andre baner.

En stærkt interessant, men desværre meget overset ph. d. om skoler og internationalisering af Tove Heidemann, beskriver på grundlag af empiriske studier, hvad der karakteriserer skoler, som udvikler sig. Jeg citerer fra Folkeskolen 21. oktober 1999: ”Resultatet er slående: Dynamiske skoler følger ikke en plan. Deres udvikling er ikke styret, og der ligger ingen formulerede mål forud for udviklingen. Forandringen igangsættes ikke for at nå et mål, men udløses af konkrete problemer i skolens hverdag eller opstår som følge af nye ideer, og først bagefter kan der sættes ord på den forandring, der har fundet sted. Udviklingen er altså problemløsende og ikke målopfyldende, den er praktisk-pædagogisk og ikke politisk.”

Læs det lige igen. Og tænk så på, dels hvor rigtigt det er, dels, hvor meget reformpolitikerne har forbrudt sig imod denne enkle, grundlæggende sandhed. De eneste politikere, der synes at have fattet det her, er de finske, der stort set ikke har blandet sig i skolen i 30 år og fået et af verdens bedste skolesystemer ud af det, vel at mærke uden at sende flere penge. Et lysende eksempel på det modsatte finder vi i nabolandet Sverige, hvor politikerne i samme periode har væltet rundt i folkeskolen som en flok elefanter i en porcelænsbutik med absolut PISA-rekord i forringede resultater til følge.

Jeg vil vove den påstand, at den danske folkeskoles problem ikke er mangel på penge, men måden, de bliver brugt på. Den sidste halve snes år har været en sand opvisning i tåbelige politiske beslutninger om den måde skolen skal arbejde på, kulminerende med den umiddelbart forestående indførelse af den ansvarsforflygtigende fluebenskultur, der hersker i store dele af den offentlige forvaltning, hvor den for længst har bevist sin uduelighed. Det er ofte blevet sagt, at DLF ikke kan andet end være imod og sige nej til alt, og helt løgn er det ikke, al den stund det er vanskeligt, omend ikke umuligt, at finde eksempler på det modsatte efter 1993, hvor kommunerne overtog folkeskolen fra staten og lærerne blev gjort til lønarbejdere. Og nu skal de bare være bogholdere. 

Ulykken kan sammenfattes i tre bogstaver: NPM. New Public Management. Markedsstyring i det offentlige. 

Det er nu mindst ti år siden, at det stod klart for alle andre end de allermest forhærdede, åndeligt indavlede NPM-djøffere, at der er noget grundlæggende galt med dette tankesæt. Den offentlige sektor er ikke et marked, den bliver det aldrig, og den vil altid have et andet grundlæggende paradigme i form af almenvellet end den private sektor, der i sagens natur er styret af privatøknomiske interesser. Christopher Hood, selve ophavsmanden til begrebet, skrev for to år siden en bog, hvor han gjorde status og opfordrede til at lægge NPM i graven, ikke fordi han finder systemet politisk eller moralsk upasssende, men fordi det ikke har leveret, slet og ret. Det har ikke givet ’mere for mindre’, men mindre for mere, siger Hood direkte. Og hvem kan pege på et hjørne af vores offentlige sektor, der ikke er ved at synke i jorden under vægten af de problemer, skabt af dette styríngssystem?

Kære politikere, indse det nu: I kan ikke tæske jer til en bedre skole. Og hør så, hvad vi siger: Lærerne beder jer ikke om at sende flere penge, men om at udvise en smule fantasi og tillid til jeres professionelle ansatte og give dem mulighed for selv at løse de åbenlyse problemer, de kæmper med i embeds medfør. Der findes ikke to ens skoler i dette land. Udfordringerne og mulighederne er forskellige fra skole til skole, og det er kun skolens lærere, der kender dem til bunds. Lærerne ved, hvad god undervisning er, og de brænder for at få lov til at levere den, det var faktisk derfor, de valgte at blive lærere; men I hindrer dem konstant i det, når I lægger beslag på deres tid og kræfter med den strøm af meningsløse opgaver, som I af uransagelige grunde insisterer på at påtvinge dem.

Lad nu være med at indlede de forestående overenskomstforhandlinger med endnu en krigserklæring til lærerne. Vid, at DLF befinder sig i en situation, hvor omkostningerne ved at tabe en konflikt vil være mindre end omkostningerne ved ikke tage den. Kend jeres besøgelsestid, gør en forskel til det bedre, lad os nu trække på samme hammel. Ikke med henblik på at opfylde mere eller mindre tågede mål, men for at løse helt klare problemer; skole for skole, kommune for kommune, på grundlag af det nødvendige minimum af centrale aftaler, der kan holde sammen på vores fælles skole.

Mere end nogen anden offentlig instítution ligger folkeskolen badet i offentlighedens projektørlys, og ingen af parterne vil slippe godt fra at løbe fra ansvaret. Vi så naturligvis helst en undskyldning for det, I lavede i 2013, leveret på grædende knæ for rullende kamerarer, men mindre kan gøre det. Slip nu kvælertaget, så lærerne kan få vejret igen, og lad dem så vise, hvad de duer til i langt friere rammer end i dag, så skal I se. Giv lærerne en overenskomst, de kan stemme ja til! 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ