Debat

Organisatorisk læring i forbindelse med inklusion

Denne artikel er en del af en artikelserie bestående af i alt 21 korte artikler. Artiklerne formidler tilsammen resultaterne fra den forskningsoversigt, som jeg udarbejdede i forbindelse med min Ph.d. afhandling med titlen ”Læreres og pædagogers oplevede læringsudbytte af et pædagogisk kompetenceudviklingsforløb – med inklusion som eksempel”. Forskningsoversigten er omfattende og indebærer analyse af 316 forskningsrapporter, ud af i alt 7886 kvalitetsvurderede rapporter. Dette betyder, at kun 316 fund blev vurderet relevante og af tilstrækkelig høj kvalitet til at blive medtaget i denne del af studiets analyse. De overordnede og gennemgående temaer for artikelserien er kompetenceudvikling, professionelles læring og inklusion. Du kan finde den samlede forskningsoversigt i afhandlingens kapitel 2, side 32 til 79. Her finder du i øvrigt også beskrivelser af fremgangsmåder og metoder, ligesom du også her finder alle studiets referencer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den anvendte terminologi på inklusionsområdet bærer præg af forskellighed. Forskelligheden består deri, at det varierer, hvad man forstår ved inklusionsbegrebet, og derfor ses der også en mangfoldighed i forskningstemaer og forskningsmæssige tilgange til området. Den store forskel består i om forskerne ser begrebet som rettet mod børn med specielle behov eller om man ser det som en social og politisk ambition, hvor inklusion er målrettet fællesskabet. Fællesskabet betyder i nogle projekter ”det som finder sted på institutionens matrikel” i andre projekter indebærer inklusion ”det som finder sted i lokalmiljøet og samfundet som helhed”. Inklusionens genstand er bred og uafgrænset, og det lader sig kun vanskeligt indfange i en simpel forklaring eller beskrivelse. Det som de fundne projekter har til fælles, trods deres forskellige fokus, er, at inklusion handler om at den enkelte skal opleve være et accepteret medlem af en social kultur, hvor alle tilbydes læringsmuligheder inden for rammerne af samme læringsfællesskab. I størstedelen af fundene, som primært kommer fra Danmark, England, Canada og New Zealand, så ses der en tendens til at vægte inklusion som et organisatorisk fænomen, hvilket betyder, at alle niveauer i den samlede organisation er involveret og engageret i at skabe inkluderende læringsmuligheder for alle, ved at skabe den inkluderende institution, i den inkluderende kommune, som ligger i et inkluderende lokalmiljø, der er bakket op af positivt stemte samfundsmæssige strømninger. Dele af forskningen i inklusion ønsker kort sagt at ændre verden. Initieret af denne ambition ses i forskningen forholdsvis omfattende forslag til, hvad institutionen skal gøre for at blive inkluderende. Fælles mellem store dele af fundene er: (1) et skriftligt grundlag for arbejdet, (2) en delt og accepteret vision, der er vejledt af tydelige, ambitiøse og realistiske mål, (3) systematik og gode rutiner for samarbejde og fælles læring, (4) datainformeret praksis på ledelses- og lærer/pædagogniveau, hvor (5) der er prioriteret tid til at reflektere over egne erfaringer og kollektive værdier og overbevisninger – både alene, i team og med leder. (6) Der ses en udpræget holdning til, at almen og specialundervisning flyder sammen, i en langsom, planlagt og velorganiseret proces i tæt samarbejde mellem almen og specialmiljø. I det hele taget fremgår det, at ordnede forhold og god organisering virker inklusionsfremmende, og modsat inklusionshæmmende såfremt det daglige arbejde skal udføres under uoverskuelige forhold. Ved ordnede forhold og god organisering forstås særligt dette: gode fysiske rammer, lokalt accepteret normering og tildeling af tid, fleksibilitet og mangfoldighed i organisering af læringsmuligheder samt velfungerende samarbejde med eksterne og interne støttefunktioner. Ændring af kultur og struktur er gensidigt forbundet, om end det har vist sig at være en kompleks udfordring at ændre pædagogiske kulturer.

Resultater fra forskningsprojektet er endvidere udgivet i bogen "Mediated Learning Experience - en inkluderende praksis i dagtilbud og skole". Bogen er udgivet ved Dafolo.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget