Anmeldelse

AnalyseCirkler

Overskuelige og inspirerende analysecirkler

At lade sig inspirere af indholdet i hæfterne var så populært, at det ikke kun var mine egne elever, der var glade for dem. Også elever fra de andre 8.-klasser kom og spurgte, om de kunne låne dem.

Publiceret Senest opdateret
AnalyseCirkler

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Netop som min 8. klasse havde trukket fordybelsesområderne til deres årsprøve, fik jeg disse to hæfter til anmeldelse. Der var således mulighed for, at nogle af eleverne kunne afprøve indholdet i forbindelse med deres forberedelse, inden synopsen skulle afleveres.

Fakta:

Titel: AnalyseCirkler

Pris: 48,75

Sider: 36

Forlag: Gyldendal

Titel: AnalyseCirkler

Pris: 48,75

Sider: 47

Forlag: Gyldendal

Den overordnede titel, “AnalyseCirkler”, henviser til det samme begreb fra fagportalen dansk.gyldendal.dk. Hæftet om fiktion indeholder forslag til analysepunkter af seks forskellige genrer: novelle, roman, lyrik, drama, kortfilm og musikvideo. I hæftet om sagprosa er det genrerne nyhed, reportage, pressefoto, reklame og billede, der er i fokus.

Analysearbejdet er opbygget på samme måde for alle genrerne. I afsnittet “Før du læser” skal eleven skabe sig et overblik, så skal teksten læses, og derefter skal der vælges analysepunkter. Herefter følger eksempelvis i arbejdet med novelleanalyse punkterne genretræk, komposition, fortæller og synsvinkel, personer, miljø og sted, sprog og stil, motiv og tema. Hvert af disse analysepunkter er så opdelt i underpunkter. I arbejdet med for eksempel billedanalyse i hæftet om sagprosa hedder analysepunkterne genre, motiv, komposition, farver, fortælling, sammenhæng og tema.

Allersidst kommer punktet “Efter du har analyseret”. I hæftet om fiktion handler de to punkter her om fortolkning og perspektivering. Og i hæftet om sagprosa hedder de vurdering og perspektivering.

Min 8. klasse og jeg kender og er vant til at arbejde med danskportalen fra Gyldendal, så vi kender i forvejen til disse såkaldte analysecirkler. Eleverne og jeg er dog enige om, at hæfterne er meget mere overskuelige. Man kommer på portalen nemt til at klikke sig så langt ned i detaljerne, at man mister overblikket. Det gør man ikke her.

Jeg var nervøs for, at eleverne kom til at betragte analysepunkter som en model, der skal følges til punkt og prikke, men dels gøres der opmærksom på, at man skal vælge de for teksten relevante punkter, dels oplevede jeg, at eleverne netop sad og bladrede i hæftet og læste om analysepunkter, samtidig med at de arbejdede med den valgte tekst.

Mangler der noget? Ja, jeg - og flere af eleverne - savner argumenterende genrer som essay, klumme og kronik. På min henvendelse til forlaget herom er svaret, at det ikke umiddelbart er planen, at der skal udkomme flere hæfter i serien, men at det ikke helt kan udelukkes.

Jeg kan på det varmeste anbefale, at man anskaffer sig et klassesæt af hæfterne.