Debat

Fejlskud

Idéen om den fællesfaglige naturfagsprøve er god; men omstændighederne omkring den gør den til et fejlskud.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at have gennemført den fællesfaglige naturfagsprøve i egen klasse og været censor i samme prøve på 2 skoler, samt efter at have udvekslet erfaringer med kolleger på både egen og andre skoler, har jeg nu mine erfaringer med prøven. Det efterlader det generelle indtryk af en prøveform som: - 1. Lader de svage elever i stikken og tilgodeser de ressourcestærke - 2. Bliver en overfladisk skøjten over emner indenfor fagene uden (mulighed for) fordybelse - 3. Fjerner fokus fra fagenes indhold og arbejdsformer i den daglige undervisning.

At prøveformen er udtænkt af folk uden undervisningspraksis (og fuldt ugeskema) i en almindelig folkeskole er tydeligt. Med den reducerede forberedelsestid (og forhøjede timetal) siden overenskomstovergrebet i 2013 og med de timetal, der gives til de 3 fag, er det ikke muligt både at tilgodese kravene til den fællesfaglige prøve og samtidig leve op til fagmålene for de enkelte fag. Selvfølgelig er der lokale forskelle med hensyn til prioriteringen af tid og muligheder fra skole til skole og fra kommune til kommune. Desværre har jeg endnu ikke hørt om steder, hvor det ”bare spiller”. Jeg har da også i forskellige fora efterlyst eksempler på årsplaner, der anskueliggør, at det er praktisk muligt. Uden resultat!

Så man ender med et kompromis, hvor man halvhjertet haster gennem en faglig undervisning i grundbegreberne for at få tid til de fællesfaglige forløb. Man bruger uforholdsmæssig meget forberedelsestid på disse forløb, hvis man da ikke resignerer og ender med bare at ”køre sit eget løb”.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Så når man frem til prøven og udtræk af fællesfaglige fokusområder, og eleverne har generelt lavet nogle fornuftige og relevante problemstillinger. Men her kommer de svage elever virkelig til kort. Muligheden for og tiden til vejledning af disse elever er virkelig utilstrækkelig (igen forskellig fra skole til skole). Er man så heldig at have haft klassen i andre fag (som ikke er udtrukne eller obligatoriske prøvefag), har man dog en fordel! Men ellers er det kun de allermest ressourcestærke elever, der formår at holde fokus og overblik igennem processen. Resten kommer aldrig så meget som et spadestik i dybden. Dels fordi emnet er for bredt og for abstrakt i forhold til den undervisning, der er foregået med udgangspunkt i fagenes mål, og dels fjerner fokus fra de enkelte fags arbejdsmetoder og begreber.

Så jeg (og andre) endte med prøveforløb med forskellige grader af overfladiskhed kombineret med diverse tåkrummende indslag. Enkelte ressourcestærke skinnede virkeligt igennem inden for et snævert afgrænset emne. Men det store overblik savnedes.

Idéen om det tværfaglige samarbejde inden for naturfagene er sådan set god nok. Men når omstændighederne og mulighederne for at udføre det i praksis er ikke-eksisterende, så bliver det endnu et fejlskud i folkeskolens lidelseshistorie.