Blev undersøgelsen glemt?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På et kursus på Professionshøjskolen UCC i efteråret 2009 fortalte skoleleder Britt Johansson om målsætning og praksis på Knutbyskolan i Rinkeby i Stockholm. Bydelen er karakteriseret ved at have flest beboere med minoritetsbaggrund og få med etsproget svensk majoritetsbaggrund. Målsætningen på Knutbyskolan er, at eleverne på sigt opnår højere karakterer end etsprogede elever i landsgennemsnit. Metoden til at nå dertil er primært pædagogik inspireret af den australske såkaldte genre-pædagogik. Eleverne skal i alle fag opnå høje skrive- og læsefærdigheder. Den svenske skoleleder blev spurgt, om der ikke var diskussion i Stockholm om at sprede disse elever ved at køre dem væk fra Rinkeby-området. I første omgang forstod hun ikke spørgsmålet, men da det gik op for hende, hvad hun blev spurgt om, udbrød Britt Johansson: »Det er jo racisme«.

Det har været kendt, at tosprogede elever i Sverige opnår bedre prøveresultater end tosprogede elever i Danmark. Det gav i 2004 anledning til, at vores daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse den 6. december udtalte: »Jeg har bemærket, at man i Sverige er nået så langt, at tosprogede elever læser lige så godt som etsprogede danske elever. Det viser, at svenskerne er nået længere end os hvad angår tosprogedes læsefærdigheder. Det siger samtidig, at der er plads til forbedringer i Danmark«. Den såkaldte forbedring i Danmark kom et halvt år senere i form af hjemmel til kommunerne til at henvise tosprogede elever til andre skoler end deres distriktsskoler, det vil sige at sprede tosprogede elever ved at køre dem væk fra deres distriktsskole (ifølge paragraf 5, stykke 8, i folkeskoleloven). Forbedringen er det, som den svenske oplægsholder kaldte for racisme, fordi vi i Danmark tilsyneladende tror mere på administrative løsninger frem for pædagogiske løsninger.

Den 10. december 2008 stod der på folkeskolen.dk, at tosprogede børn på udvalgte skoler i Sverige, som har modtaget undervisning i deres modersmål, får højere karakterer end etsprogede svenske elever. I nyheden på folkeskolen.dk, »Skolerådet vil se på svenske tosprogserfaringer«, sagde formanden for Skolerådet og direktør for det nationale Forskningscenter for velfærd, Jørgen Søndergaard, dengang: »Undervisningsministeren er indstillet på at bevilge penge til en sammenlignende undersøgelse - cirka tre millioner kroner er afsat til sådan en undersøgelse«. Ved samme lejlighed fortalte han, at undersøgelsen om uddannelsesinitiativerne i landene ville blive iværksat snart, og at den ville kunne være færdig om et års tid, det vil sige ved udgangen af 2009.

Der er derfor grund til at spørge formanden for Skolerådet: Kommer denne sammenlignende undersøgelse om uddannelsesindsatsen over for tosprogede elever i Danmark og Sverige - og i givet fald hvornår?

»Der er derfor grund til at spørge formanden for Skolerådet: Kommer denne sammenlignende undersøgelse?«