Et løft til vikartimen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To cand.merc.dat.-studerende fra Odense står bag en onlineopgavedatabase, der skal løfte niveauet i folkeskolens vikartimer, og som i øjeblikket bliver afprøvet på skoler over hele landet. Den ene af medstifterne er Morten Nicolaisen.

Hvordan opstod ideen til vikartime.dk?

»Ved siden af mit studium har jeg arbejdet som lærervikar i Odense, hvor jeg har oplevet, hvor svært det faktisk er at komme igennem som vikar. En undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser desuden, at cirka syv procent af årets timer bliver brugt som vikartimer på landsplan. Det, syntes vi, var

rigtig mange, og derfor ville vi gerne ind og se, hvordan man kunne udnytte de her timer bedre«.

Hvordan fungerer hjemmesiden i praksis?

»Flere skoler gør det, at når en lærer melder sig syg, så går de ind og finder en opgave, der ligger klar til vikaren. Andre steder stiller de en computer til rådighed til vikaren, som så selv ordner det. Ved siden af opgavesættene ligger en vikarguide, som beskriver, hvad opgaverne går ud på, så personen bliver klædt på til at gennemføre en lektion med fagligt indhold. Derudover ligger der en facitliste, så han kan afrunde timen med at rette opgaverne, når eleverne har løst dem.

Hjemmesiden er desuden understøttet af en intelligent database, der sikrer, at når vikaren har valgt en opgave til en bestemt klasse, så vil det fremover ikke være muligt for klassen at få den igen«.

per@dlf.org