Debat Kommentar
0   323

En lærerdatters kaffetanker

»Den holdning, der signaleres fra ledelse og politikere, er med til at afgøre, om man har lyst til at blive lærer - og blive ved med at være det«.

Lærerværelser ligner hinanden til forveksling. Jeg har været på en del med to forældre, der begge er lærere i folkeskolen. Siden jeg kunne sværge, har jeg svoret, at jeg aldrig ville være lærer. Dengang kunne jeg ikke lide kaffe, og lærere drikker meget kaffe. Derfor ville jeg ikke være lærer. Senere har jeg besøgt mange lærerværelser i forbindelse med mit studium på sociologi, og det slår mig nu, hvor ens de egentlig er.

Først træder man ind i garderoben med alt overtøjet og toiletterne. Og mønttelefonen, der ikke er resurser til at fjerne. På væggen hænger kvadratiske skabe med tilhørende dueslag over og under hinanden i store grupper. Dueslagene er ofte propfyldte, for lærere har meget at se til med elever i klassevis, forældre, der skal orienteres, foruden møder, test, evalueringer og specialiseringer. Her har inter- og intranet ikke sejret over papir. I skabene opbevarer lærerne, hvad man på andre arbejdspladser har i skrivebordsskufferne.

Artiklen fortsætter under banneret

Tæt på lærerværelset ligger skolens kontor, hvor ledelsen beslutter, om der er mælk til kaffen. Ledelsen har et budget, den skal overholde, men prisen på mælk er ikke så høj, som prisen bliver, hvis den ikke står i køleskabet på lærerværelset. For selv om mælken gør kaffen lidt koldere, så varmer den meget.

Efter garderoben ligger lærerværelset med dets aflange borde, hvor kaffekopper troner forladte med lunkne sjatter, ingen vil kendes ved. På væggene hænger kommunal kunst og opslagstavler med plakater og påmindelser. Køkkenet har mindst tyve år på bagen og virker tomt - bortset fra efterladte kopper. Køleskabet er fyldt til randen med madpakker og kvarte rester fra elevernes mælkeordning.

Lige så ens som lærerværelserne syner, lige så forskellige er oplevelserne på dem. Sidst jeg var på et lærerværelse, sad der lærere i en sofagruppe og hyggesnakkede. En af dem fortalte, at hun var kommet til at tage to overe med, og nu sad hun i ti-frikvarteret og spiste en bolle med ost, der ikke kunne vende rigtigt. Der var mælk i køleskabet og tændte stearinlys på bordet. Der blev smilet meget mellem kaffeslurkene.

Dagen før var jeg på et andet lærerværelse på en skole ikke langt derfra i samme kommune. Men smilene vendte den forkerte vej, og kaffen blev drukket i store, bitre slurke. Flere kolleger var blevet fyret, andre skulle forflyttes, og i næste uge skulle de have møde i deres faglige klub. En midaldrende lærer måtte duppe øjnene med et lommetørklæde, før hun kunne snakke med mig. Hun bar små, hvide snebold-øreringe, som eleverne sikkert synes er skægge.

I dag kan jeg godt lide kaffe, og jeg sværger ikke længere, at jeg ikke vil være lærer. Jeg har stor respekt for folkeskolens lærere. Jeg ved, at de udfører et vigtigt arbejde. På sociologistudiet læser vi mange undersøgelser, der viser, at uddannelse er en afgørende faktor for børn og unges udvikling og deres livsvilkår senere i livet. Lærerne er med til at forme samfundets nye individer ved at give dem viden og erfaringer, som de kan bære med sig resten af livet. Eleverne og deres forældre er forskellige, og det stiller høje krav til lærerne. Men deres arbejde er grundlæggende, fordi eleverne, efterhånden som de rykker op i klasserne, får opgaver og udfordringer, så de kan udvikle sig til at blive voksne og ansvarsfulde samfundsborgere.

Derfor kunne det være spændende at arbejde som lærer, synes jeg i dag. Men jeg har også fundet ud af, at på mange skoler tilbydes lærerne kun lunken, sort kaffe. Den anerkendelse, lærere modtager for deres arbejdsindsats i en krævende skoleverden, er desværre ofte kun en hengemt, bitter kaffe uden mælk. Derfor vil jeg alligevel stadig ikke være lærer.

Anerkendelse af lærerne behøver ikke at betyde budgetoverskridelser. Det koster meget mere, når lærere går ned med stress eller flygter væk, end det koster, at ledelsen sørger for, at der er frisk mælk i lærerværelsets køleskab.

Den holdning, der signaleres fra ledelse og politikere, er med til at afgøre, om man har lyst til at blive lærer - og blive ved med at være det.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ