Debat

Hvad skal der til?

Jeg er så heldig at kende to helt fantastiske unge piger, som jævnligt får mig til at bryde sammen af latter. De hører begge til i kategorien 'de måske egnede', de er blandt de 20 procent i statistikken, der endnu ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som måske heller ikke når det inden de fylder 25.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Både de og deres historie er helt unikke, og så alligevel ikke. For der er mange som dem derude. Unge med diagnoser, psykiske sygdomme, indlæringsvanskeligheder og en barndom fyldt med skift og voksensvigt. 

Lige de her to piger, har det tilfælles, at de tager stilling til det systemet udsætter dem for. Og det er ikke småting: en mindfullness-seance i en mentors bil, lyttende til en cd med ringende klokker og hypnotisk stemmeføring. Farvelægning af Disney-farvebøger på til et socialiseringskursus på jobcenteret, hvor de sad fire angstramte borgere og farveudfyldte. Fremmede mennesker der helt ublu udspørger om meget personlige ting ved første samtale. Generel grænseoverskridende adfærd fra professionelle, som er velment, men fuldstændig forfejlet. Vi griner af det, og det er dæleme sjovt, især når det bliver fortalt af en med evne for komik. Men det er også trist. For hold op hvor bliver der brugt mange penge på disse fuldstændig tåbelige tiltag.

Hvad nu hvis vi spurgte de her skønne piger: hvad skal der til? Hvilken hjælp har I brug for? Mon ikke de kan svare? Mon ikke deres bud er lidt mere kvalificerede end det ovenfor nævnte? 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg spurgte dem, og vi fandt ikke lige de vise sten. Men vi fandt frem til, at der helt sikkert er brug for noget ligeværdighed, seriøsitet, omtanke og respekt.

Ønsket om at bekæmpe negativ social arv har ført til mange reformer og tiltag, og er begrundelsen for endnu flere kommende initiativer. Negativ social arv er velfærdstatens store stygge ulv. Når der tales om negativ social arv, refereres der ofte til børn af fx kontanthjælpsmodtagere, indvandere og psykisk syge, som statistisk har en tendens til at gentage deres forældres historik. Vores subjekt bliver det enkelte individ, som af diverse årsager ikke formår at bryde uhensigtsmæssige mønstre. Dermed bliver den negative social arv individualiseret.  Men giver det overhovedet mening, når vi taler om social arv? Social arv, er vel fællesskabets arv, eller?

Hvis vi nu vender perspektivet, så kunne man i stedet anse problemet for at være fællesskabets eller samfundets. Det er det sociale der er asocialt, det er arbejdsmarkedet, uddannelserne og samfundet, der ikke evner at rumme, at tilpasse sig, og at bryde med de nedarvede normer for, hvordan man er et værdifuldt menneske. 

De her unge kæmper virkelig, de gør alt hvad vi beder dem om, de møder op til forløb, de ikke finder relevante, de deltager i møder, hvor de ikke bliver hørt. De har som børn fundet sig i at blive flyttet rundt, at blive varetaget som gods, og at miste enhver form for selvbestemmelse. 

Jeg synes det er på tide, at de får lidt igen. Fx et skolesystem der rummer børn i alle deres afskygninger, et socialt system der fungerer, et ungdomsuddannelsemiljø der er for alle, og ikke kun dem med to i dansk og matematik, et arbejdsmarked hvor skånejob er en selvfølge og et samfund der værdsætter de skæve eksistenser, bare fordi de er. Det synes jeg egentlig, at vi skylder dem og hinanden.

Powered by Labrador CMS