Skolens skribent

Thorkild Thejsen stopper godt nok som redaktør, men han holder garanteret ikke op med at skrive

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det begyndte med, at han i folkeskolen fik læst sin fristil op for klassen, fordi den var velskrevet og spændende. Skolen - Gørding Folke- og Realskole - købte en spritduplikator, et af 1950'ernes mest moderne teknologiske hjælpemidler. Den unge elev Thorkild Thejsen så straks mulighederne i apparatet og fik udgivet skolens elevblad ved hjælp af maskinen.

Sådan fik han smag for både at skrive og redigere, og da han som ung seminarist i Esbjerg flyttede ind på 4. maj-kollegiet, blev han redaktør af kollegianerbladet med navnet »Svøben«. Her viste han tænder med en skarp og kritisk pen. Det blev for meget for kollegiets bestyrelse. Han blev smidt ud.

Han blev boende i Esbjerg og fik ansvaret for det blad, som De Studerendes Råd udgav. Han meldte sig også ind i Radikal Ungdom og redigerede de radikale lærerstuderendes blad »Radix«.

Som færdiguddannet lærer fik han nogle år ansvaret for fælleslærerrådets blad »Løsbladet« i Herstedernes Kommune. Derefter gjaldt det redaktørposten på Albertslund Lærerforenings kredsblad efterfulgt af den samme post på tidsskriftet Unge Pædagoger, hvor det også blev til et par bøger - blandt andre »Hetzen mod skolen« om politikeren Erhard Jacobsens indoktrineringsanklager og »Samtaler med lærere«.

Mens han har været chefredaktør for Folkeskolen, månedsmagasinet Undervisere og DLF's netmedier, har han også fundet tid til af levere artikler til finske, tyske, norske og svenske tidsskrifter, til bøger og opslagsværker.

Blandt det nyeste, han har bidraget til, er en bog om relationer mellem undervisning og læring og en om borgersamarbejde i den offentlige sektor. I Lokalhistorisk årbog for Bramming-egnen har han skrevet om barndommen og i tidsskriftet KvaN om individ og fællesskab.

Rygtet siger, at han sammen med en læge lige nu er ved at skrive en bog til patienter, pårørende og behandlere om sygdommen Guillain-Barré Syndrom. En sygdom, han selv har haft.

I et festskrift, som udkom i november, da han fyldte 65, skriver en af hans døtre Anna Rossman Thejsen: »Min far har altid skrevet«.

Der er noget om det.

Nu siger han stop efter 22 år som chefredaktør på Folkeskolen, men fortsætter helt sikkert som skribent i Folkeskolen og for skolen.

kac@dlf.org

Der er reception for Thorkild Thejsen torsdag den 28. januar klokken 15.00 til 17.30 i restaurant Reinwalds, Vandkunsten 12, København.