Dansk læremiddel til alle børn i Chile

Et onlinesystem til engelskundervisning, »Mingoville«, er udviklet af et lille dansk firma, men har mere end en million registrerede brugere på verdensplan. Danmark kunne med fordel lade sig inspirere, mener »Mingoville«-direktøren

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I slutningen af juli sidste år var danske Stephan Stephensen hovedpersonen i et stort opslået arrangement i Chiles hovedstad, Santiago. Chiles præsident holdt tale, og landets undervisningsminister og erhvervsspidser var mødt op. Alt sammen for at fejre, at landet havde købt adgang til det danske netbaserede engelskprogram, »Mingoville«, til landets to millioner børn og unge. I løbet af de efterfølgende tre måneder loggede 160.000 chilenske børn sig på »Mingoville« for at lære engelsk ved hjælp af spil og interaktive øvelser i et univers befolket af flamingoer. Det er flere end antallet af danskere, der har brugt »Mingoville« på tre år.

»Sammenlignet med mange andre lande er det op ad bakke i Danmark i forhold til webbaseret undervisning. Hvis ikke vi skal sakke bagud herhjemme, må staten stå for en målrettet indsats, som den gør i Chile. Når skolerne alene har ansvaret for at indkøbe digitale læremidler, risikerer vi, at pengene forsvinder til nye toiletter«, siger Stephan Stephensen, der er direktøren for Dansk e-Learning Center, som står bag »Mingoville«.

Undervisningsministeriet har støttet udviklingen af »Mingoville« gennem ITIF-projektet. Udviklingen af så omfattende programmer er nemlig en rigtig dyr investering, som ikke står mål med det danske marked, som det ser ud nu, fortæller Stephan Stephensen. Han mener selv, at en af årsagerne til, at Chile valgte netop »Mingoville«, er, at det er et fuldt undervisningssystem.

»Der findes utrolig meget digital engelskundervisning, men det er oftest små spil til stavning eller grammatik uden rød tråd imellem. Derfor er det lidt af en lykkepose, hvad man lærer«, siger Stephan Stephensen. Da »Mingoville« skulle udvikles, købte de en række danske engelsklærere fri i en periode, som hjalp med at lave storyboards til programmet og sørge for, at det, som eleverne kommer igennem, opfylder både de pædagogiske og faglige læringsmål, der stilles til engelskundervisning i Danmark. Samtidig gjorde firmaet et stort nummer ud af, at det ikke bare skulle være en traditionel lineær lærebog, som blev lagt på nettet, men sjove, interaktive historier og realistiske situationer, som skulle være lette at navigere i. De hyrede blandt andet engelsktalende skuespillere til at indtale flamingoernes stemmer og indlagde mere end 20.000 lydfiler for at gøre universet så autentisk som muligt.

Stephan Stephensen er selvfølgelig glad for udviklingsstøtten fra Undervisningsministeriet, men hvis Danmark for alvor skal med på den digitale vogn, skal der flere store satsninger til, mener han. Den store forskel mellem Danmark og Chile er, at der er materialefrihed i Danmark, så man ikke på samme måde som i Chile kan gå ind og købe et bestemt materiale til alle skolebørn. I Chile er der desuden langt større tradition for, at skolerne samarbejder med private virksomheder, end der er i Danmark. Det er et stort telefonselskab, der sammen med en fond har betalt Chiles landeaftale med »Mingoville« og andre investeringer i at digitalisere landet. Alligevel mener Stephan Stephensen godt, at man i Danmark kunne lade sig inspirere - for eksempel ved at give statsmidler til skolerne øremærket til digitale læremidler - ikke til ét bestemt produkt, men på en materialebørs, hvor alle kan lægge deres produkter ud og konkurrere på markedsvilkår. På den måde kunne man bibeholde lærernes frihed til at købe materialer og samtidig komme uden om problemet med, at ingen forlag tør satse på at udvikle digitale materialer, hvis ikke skolerne bruger penge på det.

Stephan Stephensen mener også, at det burde være statens ansvar at sørge for en ordentlig internetstruktur på skolerne.

»Den største udfordring for os i Danmark er, at internetforbindelserne på skolerne ikke kan klare, at særlig mange elever går på nettet på samme tid. Hver eneste dag har vi lærere, der ringer ind og siger, at de har problemer med at køre programmerne, fordi deres netforbindelse ikke er god nok. Hvis lærerne skal bruge tid på at sætte sig ind i programmerne og placere alle eleverne foran en computer, skal det også virke, ellers gør man det ikke igen«, siger han. |